Indhold
I dette afsnit beskrives Skatterådets mulighed for på grundlag af bestemmelsen i SFL § 2, stk. 3, at kunne ændre en skatteankenævnsafgørelse efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Pr. definition har denne regel kun betydning for ændringer på Skatterådets initiativ.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Den praktiske fremgangsmåde.
Regel
Hvis en skatteankenævnsafgørelse må anses for at have et åbenbart ulovligt indhold, jf. SFL § 2, stk. 3, kan Skatterådet også efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist ændre afgørelsen, forudsat den skattepligtige senest tre måneder efter skatteankenævnets afgørelse er blevet underrettet om, at der vil blive iværksat ændring. Se SFL § 27, stk. 1, nr. 6. I styresignalet SKM2009.422.SKAT er det foreskrevet, at uanset 3 måneders fristen i lovens ordlyd skal underretningen til den skattepligtige ske inden 1 måned fra skatteankenævnets afgørelse. I samme styresignal er begrebet "åbenbart ulovligt" nærmere beskrevet.
På samme måde som vedrørende de øvrige fristgennembrudsgrunde i SFL § 27, stk. 1, er det en betingelse for ekstraordinær genoptagelse efter stk. 1, nr. 6, at 6-måneders reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, er overholdt, se A.A.8.2.3.11, og at det af ændringen afledede krav ikke er forældet efter 10-års fristen i SFL § 34 a, stk. 4, se A.A.8.2.3.2. Vedrørende samtlige fristgennembrudsgrunde i SFL § 27, stk. 1, gælder endvidere, at hvis der er grundlag for ekstraordinær genoptagelse, kan ansættelsen kun ændres angående det spørgsmål, der har været årsag til genoptagelsen. Den ekstraordinære genoptagelse åbner ikke mulighed for andre ændringer i ansættelsen.
Se også
Afsnit A.A.8.2.3.11 om 6-måneders reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2.
Afsnit A.A.8.2.3.2 om 10-års fristen i SFL § 34, stk. 4.
Den praktiske fremgangsmåde
Anledningen til at iværksætte ændring af en skatteankenævnsafgørelse på grundlag af bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 6, vil typisk være et initiativ fra et medlem af et skatteankenævn, en medarbejder i et skatteankenævn eller en medarbejder i SKAT i øvrigt.
Når et sådant initiativ er taget, er den efterfølgende praktiske procedure inden forelæggelse for Skatterådet nærmere reguleret i styresignalet SKM2009.422.SKAT.
Se også
Afsnit A.A.1.3.2 om fremgangsmåden ved forelæggelse for Skatterådet.