Indhold

Dette afsnit handler om ændret bedømmelse af fremførselsberettiget underskud eller tab og opgørelser efter selskabsskattelovens § 13, stk. 3 - 9.

Afsnittet indeholder:

  • Ændret bedømmelse af fremførselsberettiget underskud eller tab
  • Underskuddet eller tabet skal være selvangivet
  • Konsekvensen af bestemmelsen
  • Opgørelse efter selskabsskattelovens § 13, stk. 3-9.

Ændret bedømmelse af fremførselsberettiget underskud eller tab

En ansættelse kan ikke foretages eller ændres efter SFL § 26, stk. 1, hvis ansættelsen beror på en ændret bedømmelse af et fremførselsberettiget underskud eller tab, der er selvangivet i et indkomstår, der ligger uden for fristerne efter denne bestemmelse. Se SFL § 26, stk. 4, 1. pkt.

Bestemmelsen blev i sin nuværende formulering indsat ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 og er en delvis videreførelse af den tidligere gældende SSL § 35, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen er ændret derved, at der ikke længere er adgang til at lægge en ændret bedømmelses af et fremførselsberettiget underskud eller tab til grund, hvis underskuddet eller tabet er selvangivet for et indkomstår, der ligger uden for de ordinære frister.

Et tilfælde, hvor en afståelsessum for et aktiv ændres som følge af, at en betingelse i overdragelsesaftalen er indtrådt, omfattes ikke af bestemmelsen. Der vil være tale om en ændring i grundlaget for ansættelsen, der i stedet omfattes af SFL § 27, stk. 1, nr. 1. Se afsnit A.A.8.2.3.

Underskuddet eller tabet skal være selvangivet

Bestemmelsen finder alene anvendelse, såfremt der er selvangivet et underskud eller et tab, og dette er selvangivet uden for de ordinære frister. I disse tilfælde kan der ikke ske en ansættelsesændring inden for den ordinære frist i SFL § 26, stk. 1.Hvis der derimod ikke er selvangivet et underskud eller et tab, kan der ske ansættelsesændring inden for den sædvanlige ordinære frist i SFL § 26, stk. 1.

SFL § 26, stk. 4, 1. pkt. skal ses i sammenhæng med skattekontrollovens § 1, stk. 1, 3. pkt. Efter denne bestemmelse har den skattepligtige ret - men ikke pligt - til at selvangive bestemte tab og underskud. Bestemmelsen omfatter tab og underskud, der kun kan modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, allerede i de indkomstår, hvor tabet eller underskuddet er opstået. Se skattekontrollovens § 1, stk. 1, 3. pkt.

Hvis den skattepligtige ikke selvangiver underskuddet eller tabet, inden dette udnyttes til fradrag i indkomsten, vil underskuddet eller tabet indgå i skatteansættelsen for det år, hvor underskuddet eller tabet udnyttes.

Konsekvensen af bestemmelsen

Bestemmelsen betyder, at en ændret bedømmelse af et fremførselsberettiget underskud eller tab kun kan lægges til grund for skatteansættelsen, hvis ændringen varsles inden for fristerne i SFL § 26, stk. 1. Der skal derfor ske varsling senest den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det indkomstår, for hvilket underskuddet eller tabet er selvangivet.

Underskud eller tab skal hermed lignes inden for den ordinære ansættelsesfrist for det indkomstår, for hvilket underskuddet eller tabet er selvangivet. Fristerne i SFL § 26, stk. 1, begynder ikke at løbe, hvis den skattepligtige ikke har selvangivet underskud eller tab. Det beror på en konkret vurdering om det er tilfældet. Når der er selvangivet og den ordinære frist er udløbet, kan bedømmelsen af underskud og tab ikke ændres med virkning for skatteansættelsen, hverken i det år, hvor underskud/tab er selvangivet, eller i det år, hvor det anvendes.

Uanset på hvilket tidspunkt underskuddet eller tabet selvangives, indebærer det, at SKAT foretager en ansættelse af underskuddet eller tabet, der herved kan påklages efter de sædvanlige regler herom. Se afsnit A.A.10.

Opgørelse efter selskabsskattelovens § 13, stk. 3-9

SFL § 26, stk. 4, 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved opgørelser efter selskabsskattelovens § 13, stk. 3-9. Se SFL § 26, stk. 4, 2. pkt.

Retten til fradrag for hensættelser til de forsikrede og skat efter pensionsbeskatningsloven er begrænset for skades- og forsikringsselskaber. Se selskabsskattelovens § 13, stk. 3 -9.

Selskaberne skal i den forbindelse foretage en opgørelse af udbytter og avancer, der ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst, en såkaldt finanskonto. Skadesforsikringsselskaber skal herudover føre en driftskonto over forsikringsvirksomhedens underskud eller overskud.

Disse konti behandles i relation til ansættelsesfristerne på samme måde som fremførselsberettigede underskud og tab.

En skatteansættelse kan således alene foretages eller ændres på baggrund af en ændret bedømmelse af en finans- eller driftskonto, hvis ændringen varsles inden udløbet af fristen i SFL § 26, stk. 1, for det indkomstår, for hvilket kontoen er selvangivet.