Indhold
Dette afsnit handler om kompetence og sagsbehandling.
Afsnittet indeholder:
- Kompetence
- Frist
- Krav til meddelelsen
Kompetence
Ved anmodninger om indsigt efter reglerne i PDL §§ 31 - 34, er det den dataansvarlige, her SKAT, der har kompetencen til at afgøre om anmodningen kan imødekommes. Se PDL § 31, stk.1.
Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende den registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig administrativ afgørelse. Se
PDL §§ 58 og
61.
Datatilsynets afgørelser kan indbringes for domstolene efter grundlovens § 63, hvorefter domstolene er berettiget til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Datatilsynets afgørelser kan også indbringes for Folketingets Ombudsmand.
Frist
Den dataansvarlige, her SKAT, skal som hovedregel snarest besvare en anmodning om indsigt. Se PDL § 31, stk. 2, 1. pkt.
Den tid, der går med at besvare en anmodning om indsigt, kan imidlertid være afhængig af, hvilken form for behandling der er tale om. Der er derfor ikke fastsat nogen absolut frist. Der er i stedet indsat en regel om, at den dataansvarlige skal underrette den registrerede, hvis det undtagelsesvis tager længere tid end 4 uger at besvare anmodningen. Underretningen af den registrerede skal indeholde oplysninger om grunden til, at der ikke kan træffes afgørelse inden for 4 uger efter modtagelsen, samt om hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge. Se PDL § 31, stk. 2, 2. pkt.
Krav til meddelelsen
Meddelelser om indsigt i oplysninger efter PDL § 31, stk. 1, skal på begæring gives skriftligt. Se PDL § 34, stk. 1, 1. pkt.
Kravet om skriftlighed indebærer, at oplysningerne skal fremtræde i en sådan form, at de kan læses umiddelbart og uden brug af tekniske hjælpemidler. Meddelelsen bør normalt foreligge i form af en maskinel udskrift af behandlingen. Meddelelsen må ikke indeholde koder mv., som ikke er umiddelbart forståelige.
I tilfælde, hvor hensynet til den registrerede taler derfor, kan meddelelse af indsigt dog gives i form af en mundtlig underretning om indholdet af oplysningerne. SePDL § 34, stk. 1, 2. pkt. Det kan bl.a. være tilfældet med hensyn til oplysninger om den registreredes helbredsforhold.
Se Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000, punkt 3.4.
Justitsministeren har - i medfør af bemyndigelsen i PDL § 34, stk. 2 - fastsat regler om betaling for private dataansvarliges skriftlige meddelelser om indsigt. Der gælder ikke tilsvarende regler om betaling for skriftlige meddelelser om indsigt fra offentlige myndigheder.
Hvis en registreret person har fået meddelelse om oplysninger efter PDL § 31, stk. 1, har den pågældende ikke krav på en ny meddelelse før 6 måneder efter, medmindre der godtgøres en særlig interesse heri. Se PDL § 33.
Den registrerede har således mulighed for - uanset fristen - at få indsigt i tilfælde, hvor den pågældende kan sandsynliggøre, at der i modsætning til tidligere meddelelse nu behandles oplysninger om den pågældende, eller at der er sket væsentlige ændringer i de oplysninger eller forhold, der behandles. Se Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000, punkt 3.6.5.