Indhold

Dette afsnit beskriver skatteberegning for mellemperioden, når afdødes særbo skiftes, mens fællesboet overtages af ægtefællen efter skattereglerne om uskiftet bo.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Regel
  • Skatter der indgår i skatteberegningen
  • Eksempel
  • Regler for dødsfald før 1. januar 2012.

Se afsnit C.E.14 om definition af mellemperioden.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter dødsboer, hvor skifte sker i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet, og hvor kun afdødes særbo skiftes, mens den længstlevende ægtefælle overtager fællesboet efter skattereglerne om uskiftet bo.

Regel

Skatteberegningen for særboet sker efter reglerne i DBSL §§ 14 - 16, der omfatter dødsboer, der er skattefritaget. Se DBSL § 68, stk. 2.

Se også

Se afsnit C.E.3.2.4 om de almindelige regler for skatteberegning for mellemperioden.

Skatter der indgår i skatteberegningen

Når der sker en skatteberegning for mellemperioden for særboet, indgår

  • virksomhedsskat eller konjunkturudligningsskat (DBSL § 15, stk. 3)
  • udbytteskat (DBSL § 16, stk. 2)
  • skat af negativ aktieindkomst (DBSL § 16, stk. 3) og
  • acontoskat efter AL § 40 C, stk. 8-10

som forskudsbetalte indkomstskatter for mellemperioden.

Skatterne kan kun indgå i skatteberegningen, hvis de tilsvarende indtægter er med i indkomstopgørelsen for særboets mellemperiode. Se DBSL § 68, stk. 2.

Bemærk

Dødsboskatteloven har ingen regler lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter (Grøn check), når særboet skiftes, mens fællesboet skattemæssigt behandles efter reglerne om uskiftet bo mv. Kompensationsbeløbet vil derfor indgå i fællesboet. Se afsnit C.E.4.2.3 om skatteberegning i dødsåret ved uskiftet bo m.v.

Eksempel

Dette eksempel viser særboets indkomstopgørelse og beregningen af skat for mellemperioden, når der sker skifte af afdødes særbo, mens den længstlevende ægtefælle overtager fællesboet efter skattereglerne om uskiftet bo.

Der er følgende forudsætninger for eksemplet:

  • Dødsfaldet er sket den 1. august  2012 .
  • Særboets formue den 1. august  2012  omfatter kun bankindestående.
  • Afdøde har den 1. februar  2012  solgt et sommerhus, der er særeje. Sommerhuset er ikke skattefritaget efter EBL § 8, og den skattepligtige fortjenesten er beregnet til 500.000 kr.

Mellemperiode: 1. januar - 1. august  2012 

Indkomst

Renter af bankindestående

10.000

Skattepligtig fortjeneste ved salg af sommerhus

500.000

Indkomst for mellemperioden

510.000

 

Skatteberegning

 

Mellemperiodeskat: 50 procent af 510.000

255.000

Fradrag: 8 måneder à 1.900

-15.200

Beregnet mellemperiodeskat

239.800

Foreløbige indkomstskatter

0

Restskat

239.800

Beløbsgrænse, der ikke skal indbetales

-32.700

Restskat over grænsebeløb, som dødsboet skal indbetale til SKAT

207.100

Se afsnit

  • C.E.15 om, hvor meget mellemperiodefradrag og beløbsgrænse, der ikke skal indbetales, er reguleret til for de enkelte år
  • C.E.3.2.4.1.1 om de almindelige regler om skatteberegning for mellemperioden i et dødsbo, der er skattefritaget.

Regler for dødsfald før 1. januar 2012

Dette skema viser, hvilke regler der er anderledes, hvis dødsfaldet er sket før 1. januar 2012:

Hvis dødsfaldet er sket ...

Så ...

før 1. januar 2012

 

  • beregnes både positiv og negativ skat af aktieindkomst af beløb, der ikke overstiger beløbsgrænsen i PSL § 8 a, stk. 1 med 28 procent.

før 1. januar 2010

  • beregnes både positiv og negativ skat af aktieindkomst af beløb, der overstiger beløbsgrænsen i PSL § 8 a, stk. 1 med 43 procent
  • beregnes både positiv og negativ skat af aktieindkomst over beløbsgrænsen i PSL § 8a, stk. 2 med 45 procent. Det gælder dog ikke den del af positiv aktieindkomst, der kan rummes i positiv overgangssaldo efter ABL § 45 A.

Se LV 2009-2 Beskatning ved dødsfald afsnit B.B.2.3.4.

før 1. juli 2008

  • skal der ske en skatteansættelse for mellemperioden for både særboet og for mellemperioden i det uskiftede bo
  • skal skatteansættelserne ske, uanset om dødsboet eller SKAT har krævet skatteansættelse for mellemperioden
  • skal afdødes samlede foreløbige indkomstskatter fordeles forholdsmæssigt mellem de to skatteansættelser
  • skal særboets andel af afdødes samlede foreløbige indkomstskatter for mellemperioden indgå i særboets skatteberegning.

Se LV 2008-2 Beskatning ved dødsfald afsnit B.C.2.2.