Indhold
Dette afsnit beskriver, hvornår der kan eller skal ske en skatteansættelse for mellemperioden og hvilke indkomster, der indgår i skatteansættelse, når dødsboet er omfattet af reglerne for begrænset skattepligt.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel
- Frist for at stille krav om skatteansættelse for mellemperioden
- Indkomst, der bruttobeskattes.
Se afsnit C.E.14 om definition af mellemperioden.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen gælder for dødsboer, der er omfattet af DBSL kapitel 9.
Regel
Når dødsboet er skattefritaget efter DBSL § 6, gælder reglerne i DBSL §§ 7-18 for skatteansættelsen for mellemperioden. Se DBSL § 55.
Der skal som hovedregel ikke ske en skatteansættelse for mellemperioden, fordi afdødes betalte og forfaldne forskudsindkomstskatter anses for endelige. Der vil derfor heller ikke ske en beregning af afdødes skat. Se DBSL § 12.
Når dødsboet er skattefritaget, skal der kun ske en beregning af afdødes skat, hvis
- dødsboet kræver, at der skal ske en skatteansættelse
- SKAT kræver, at der skal ske en skatteansættelse
- hvor det - i visse tilfælde - er obligatorisk, at der skal ske en skatteansættelse.
Se DBSL § 13.
Frist for at stille krav om skatteansættelse for mellemperioden
Der gælder særlige frister for dødsboets og SKATs krav om skatteansættelse for mellemperioden.
- Dødsboet skal stille krav om skatteansættelse, når den særlige boopgørelse sendes.
- SKAT skal stille krav om skatteansættelse senest 3 måneder efter, at SKAT har modtaget den særlige boopgørelse.
Se DBSL § 55, stk. 3.
Det vil sige, at de almindelige frister for at stille krav om skatteansættelse i DBSL § 13, stk. 2 og stk. 3, ikke gælder. Når fristerne i DBSL § 55, stk. 3 i stedet er kædet sammen med boopgørelsen, er det fordi, dødsboet ikke skal sende en åbningsstatus i et begrænset skattepligtigt bo.
Se også
Se afsnit C.E.3.7.6 om den særlige boopgørelse.
Bemærk
Når dødsboet kræver skatteansættelse for mellemperioden, skal dødsboet oplyse dette i boopgørelsen og samtidig sende en selvangivelse til SKAT. Se DBSL § 57, stk. 2, nr. 4.
Indkomst der bruttobeskattes
Når skatteansættelsen omfatter indkomster, hvor bruttobeløbet er endelig beskattet, kan hverken dødsboet eller SKAT stille krav om skatteansættelse for mellemperioden for disse indkomster. Den betalte skat bliver endelig. Se DBSL § 55, stk. 2.
Det er indkomster, der er omfattet af
- KSL § 48 B (arbejdsudleje)
- KSL § 65 (aktieudbytter hvori indeholdes udbytteskat)
- KSL § 65 A (udbytter og afståelsessummer til det udstedende selskab)
- KSL § 65 C (royalty)
- kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2 (kulbrintearbejdere)
- sømandsskattelovens § 9, stk. 1.
Se også
Se afsnit C.E.2.2.2.2 om begrænset skattepligt af udbytte, royalty og indkomst efter kulbrinteskatteloven.