Indhold

Dette afsnit beskriver dødsboets klagemulighed, når værdiansættelser ændres.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter dødsboer, der skiftes som

  • privat skifte
  • forenklet privat skifte efter DSL § 33
  • solvent bobestyrerbo.

Reglen omfatter også begrænset skattepligtige dødsboer.

Regel

Når SKAT har ændret dødsboets værdiansættelser uden at anmode skifteretten om at udmelde sagkyndige vurderingsmænd, kan dødsboet forlange sagkyndig vurdering inden fire uger efter at have modtaget besked fra SKAT om ændringen. Se BAL § 12, stk. 2, 4. pkt. og afsnit C.E.9.2.3 om sagkyndig vurdering.

Dødsboet skal sende en skriftlig begrundelse sammen med sin anmodning om sagkyndig vurdering til skifteretten. Dødsboet skal sende en kopi til SKAT. Se BAL § 12, stk. 2, sidste pkt.

Når den ændrede værdiansættelse er en følge af sagkyndig vurdering, som SKAT har anmodet om, kan dødsboet anmode skifteretten om omvurdering. Se BAL § 12, stk. 3 og afsnit C.E.9.2.3 om sagkyndig vurdering.

Bemærk

Skifterettens afgørelser er judicielle. Derfor kan dødsboet ikke klage over værdiansættelser efter reglerne i SFL.

Reglen gælder også for aktiver i åbningsstatus i dødsboer, som skifteretten har udleveret til forenklet privat skifte efter DSL § 33. Se BAL § 12, stk. 4.

Reglen gælder også for den særlige boopgørelse, som begrænset skattepligtige dødsboer skal sende ind til SKAT efter DBSL § 57, stk. 1 og 2. Se bemærkninger til § 57 i 1996-97 -L 90 (som fremsat): Forslag til Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven).