Indhold
Dette afsnit beskriver SKATs beregning af renter, når en tidligere skatteberegning bliver ændret.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel
- Retningslinjer.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter dødsboer, der er selvstændige skattesubjekter. Se afsnit C.E.3 om dødsboer, der er selvstændige skattesubjekter.
Regel
Når en skatteberegning for
- mellemperioden eller
- bobeskatningsperioden
bliver ændret, beregner SKAT renter af forskellen mellem skatteberegningerne.
Yderligere restskat
Når en ændret skatteberegning medfører, at dødsboet skal betale yderligere
- restskat for mellemperioden efter DBSL § 15, stk. 4
- dødsboskat efter DBSL § 30 a
skal dødsboet betale renter af det yderligere beløb med renten efter OPKL § 7, stk. 2 med tillæg af 0,4 procent pr. påbegyndt måned fra den 1. i den anden kalendermåned regnet fra den først foretagne skatteberegning og indtil udgangen af den første fulde måned efter udskrivningsdatoen for den ændrede skatteberegning. Se DBSL § 87, stk. 8.
Udbetalt overskydende skat nedsættes eller bortfalder
Når en ændret skatteberegning medfører, at overskydende skat, der allerede er udbetalt efter
- DBSL § 15, stk. 5 for mellemperioden
- DBSL § 30 a, stk. 6 for bobeskatningsperioden
nedsættes eller bortfalder, skal dødsboet betale renter af beløbet med renten efter OPKL § 7, stk. 2 med tillæg af 0,4 procent pr. påbegyndt måned fra den 1. i den anden kalendermåned regnet fra den først foretagne skatteberegning og indtil udgangen af den første fulde måned efter udskrivningsdatoen for den ændrede skatteberegning. Se DBSL § 89, stk. 9.
Restskat nedsættes eller bortfalder
Medfører en ændret skatteberegning, at en tidligere beregnet restskat for
- mellemperioden efter § 15, stk. 4
- dødsboskat efter § 30 a
nedsættes eller bortfalder, udbetales det beløb, som restskatten eller dødsboskatten er nedsat med. Beløbet forrentes med renten efter OPKL § 7, stk. 2 med tillæg af 0,4 procent pr. påbegyndt måned regnet fra den først foretagne skatteberegning og indtil udgangen af den første fulde måned efter udskrivningsdatoen for den ændrede skatteberegning. Se DBSL § 89, stk. 10.
Se også
Se afsnit C.E.15 om, hvor stor renten efter OPKL § 7, stk. 2 er for hvert enkelt kalenderår.
Retningslinjer
Det er Skatteministeriets opfattelse, at renteberegning kun skal ske, når den ændrede skatteberegning vedrører samme periode som i den første skatteberegning, fx når højere myndighed har ændret den skattepligtige indkomst eller aktieindkomsten i mellemperioden eller bobeskatningsperioden.
Modsat skal der ikke ske renteberegning, når en ændret skatteberegning vedrører en afvigende periode i forhold den første skatteberegning. Fx skal der ikke beregnes renter, når
- yderligere indtægter vedrører nærmere afgrænsede dele af dødsboet, hvor skifteretten har tilladt afslutningen udskudt til efter skæringsdagen i boopgørelsen efter DSL § 31, stk. 2 og § 66, stk. 3 eller
- dødsboet er genoptaget.
Se også
Se afsnit C.E.6.1.om den skattemæssige behandling af et genoptagelsesbo.