Indhold
Dette afsnit beskriver SKATs beregning af renter af skatter, der vedrører tiden før dødsfaldet, og som er betalt for sent.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Undtagelse.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter dødsboer, der er selvstændige skattesubjekter. Se afsnit C.E.3 om dødsboer, der er selvstændige skattesubjekter.
Hovedregel
Renter, der efter KSL § 63 skal
- opgøres en gang om året og
- opkræves sammen med restskatten for det pågældende år
skal for dødsåret og senere indkomstår opgøres og opkræves sammen med mellemperiodeskat eller dødsboskat.
Når
- afdøde var gift ved dødsfaldet og
- afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo skiftes hver for sig
fordeles rentebeløbet mellem de to dødsboer.
Fordelingen sker forholdsmæssigt efter summen af den skattepligtige indkomst og aktieindkomsten, der indgår i hvert af de to dødsboers mellemperiode eller bobeskatningsperiode.
Se DBSL § 89, stk. 6.
Undtagelse
Når dødsboet er fritaget for beskatning, skal der dog hverken opgøres eller opkræves renter, medmindre der sker afsluttende skatteansættelse af mellemperioden.