Told- og Skattestyrelsen er blevet spurgt om fortolkningen af ligningslovens § 33 A efter Højesterets dom af 1. maj 2003 (SKM2003.209.HR). Højesterets flertal udtalte, at ligningslovens § 33 A, stk. 1, efter ordlyden af og forarbejderne til bestemmelsen må forstås således, at nedsættelse af indkomstskatten er betinget af, at skatteyderens ferieophold m.v. her i riget sammenlagt har en varighed på højst 42 dage inden for enhver afsluttet 6-måneders periode. Højesteret fandt ikke, at denne forståelse af bestemmelsen er i strid med en fast administrativ praksis.

Det er på baggrund af Højesterets dom Styrelsens opfattelse, at et udlandsophold må anses for afbrudt, såfremt den pågældende person på en given dato har opholdt sig her i riget i mere end 42 dage inden for de seneste 6 måneder.Et udlandsophold anses for afbrudt ved påbegyndelsen af det ferieophold m.v., hvorunder de 42 dage overskrides, idet ferieophold m.v. her i riget som afslutning på et udlandsophold ikke medregnes til udlandsopholdet.

Såfremt skatteyderen i det nævnte eksempel var rejst hjem på 14 dages ferie i Danmark den 29. juni i stedet for den 30. juni, ville der ikke kunne opnås lempelse for den forudgående periode, idet udlandsopholdet ville være afbrudt, inden der var forløbet mindst 6 måneder.

Det er dog muligt at påbegynde et udlandsophold omfattet af ligningslovens § 33 A på et senere tidspunkt end påbegyndelsen af det faktiske udlandsophold, hvis f.eks. 42-dages reglen overskrides efter de første 2 måneder men senere overholdes i mindst 6 måneder.

Det har været fremført over for Styrelsen, at Højesterets dom er en skærpelse af den administrative praksis, som er fastlagt på baggrund af Ligningsrådets afgørelse af 29. januar 1991 (TfS 1991.116), hvor Ligningsrådet udtalte, at spørgeren for så vidt angik ophold i udlandet ud over 6 måneder ville være frit stillet med hensyn til fordelingen af feriedagene, blot forholdet mellem det samlede udlandsopholds længde og det samlede antal feriedage svarede til forholdet mellem 6 måneder og 42 dage. Endvidere er det anført, at fortolkningen af dommen i den seneste version af Ligningsvejledningen er mere skærpende end dommen, idet det er anført, at det tilladte ophold her i riget på 7 dage om måneden ved ophold i udlandet, der strækker sig ud over 6 måneder, skal placeres således, at opholdet højst har en varighed på 42 dage inden for de seneste 6 måneder.

Det præciseres derfor (som det fremgår af ovennævnte eksempel), at hvis betingelserne for lempelse er opfyldt i perioden inden afbrydelsen af udlandsopholdet, mistes denne ret ikke, selv om man efterfølgende har været hjemme mere end 42 dage indenfor en 6 måneders periode.

Det er Styrelsens opfattelse, at Højesterets dom falder inden for rammerne af den fortolkning af 42-dages reglen, der hidtil er kommet til udtryk i cirkulærer og ligningsvejledninger, men at det på baggrund af den nævnte afgørelse fra Ligningsrådet ikke kan udelukkes, at der i visse tilfælde vil være tale om en vis skærpelse af praksis. Det henhører under de skatteansættende myndigheder at afgøre, om der i det enkelte tilfælde er tale om en skærpende praksisændring. Styrelsen er dog af den opfattelse, at der må antages at have hersket en vis uklarhed med hensyn til anvendelsen af 42-dages reglen, og at dette kan begrunde, at dommen alene tillægges virkning fra afsigelsen.

Skatteministeriet, Departementet, har tilsluttet sig Styrelsens opfattelse og har i den forbindelse meddelt, at Højesterets dom ikke giver anledning til at søge ligningslovens § 33 A ændret.