Spørgsmål

1. Har virksomheden adgang til at få godtgjort elektricitetsafgift efter reglerne om procesenergi vedrørende forbrug af elektricitet, fremstillet på egne generatorer, som anvendes i forbindelse med udlejning af strømforbrugende udstyr, når udlejning ifølge aftale sker incl. udstyrets forbrug af strøm?
2. Har det betydning for svaret, om udlejning sker incl. strømforbrug, hvorved risikoen i det hele er hos virksomheden, eller om lejer betaler for strøm efter det faktisk forbrugte antal kWh?
3. Har det betydning for svaret, om forbrug af dieselolie, som er medgået til produktion af elektricitet, der er anvendt til drift af det strømforbrugende udstyr, er opgjort og faktureret separat?
4. Har karakteren af det udlejede udstyr betydning for adgangen af godtgørelse, jf. oversigten nedenfor under baggrundsoplysningerne?

Svar

1. Nej - se endvidere SKATs indstilling og begrundelse mv.
2. Nej - se endvidere SKATs indstilling og begrundelse mv.
3. Nej - se endvidere SKATs indstilling og begrundelse mv.
4. Nej - se endvidere SKATs indstilling og begrundelse mv.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Virksomheden har som et af sine kerneområder, at servicere musikfestivaler og lignende events med forskelligt udstyr, heraf en del udstyr, som er strømbærende. Der indgås lejeaftale mellem virksomheden og den pågældende festival m.fl., hvori det lejede udstyr er beskrevet, ligesom det fremgår, hvorvidt udstyret leveres inkl. forbrug af elektricitet.

Virksomheden opstiller egne generatorer, der producerer den elektricitet, der skal anvendes i det strømførende udstyr. Der er dels tale om generatorer med en samlet kapacitet på mere end 150 kW, dels om generatorer med en kapacitet på mellem 50 og 150 kW. Generatorernes antal og effekt er specificeret i aftalen med kunden.

Herudover forestår virksomheden transport, opstilling, montering, tilslutning mv. af alt udlejet udstyr, ligesom virksomheden forestår nedtagning og hjemtransport af samme.

Kunden betaler dels et fast beløb for leje af materiel mv., dels et variabelt beløb for en række ydelser, herunder for virksomhedens forbrug af dieselolie, der anvendes til fremstilling af elektricitet, der anvendes i det udlejede udstyr.

Det strømførende udstyr omfatter:

• Toiletvogne med tank
• Toiletvogne med tilslutning
• Bade-/toiletvogne og moduler
• Kontorvogne og moduler
• Beboelsesvogne og moduler
• Billet-/infovogne og moduler
• Salgs- og lagercontainer
• Køle-/fryse- og bagagecontainere
• Køletrailer og ismaskine
• Hegn og lyskæder
• Tanke og pumper
• Mandskabsvogne
• Mandskabsmoduler
• Radioer
• Armbåndsslukkere
• Scener og telte - musik og lyd
• Bar trailere - musik, lys og lyd

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Bemærkninger i forbindelse med anmodningen

De lejeaftaler vedrørende strømførende udstyr, som virksomheden indgår med festivaler m.fl. indebærer for virksomheden ikke kun en forpligtelse til at levere udstyret, men også til at forestå udstyrets drift i den aftalte lejeperiode.

Der vedlægges en lejeaftale vedrørende strømførende udstyr, der er leveret til en musikfestival. Denne lejeaftale indebærer, at virksomheden udelukkende producerer elektricitet til anvendelse i egne driftsmidler.

Der kan forekomme aftaler, hvor der tillige produceres elektricitet, der anvendes til scenebelysning mv., og hvor elektriciteten i et vist omfang må anses for at blive solgt. I disse tilfælde skal der ske en fordeling af den producerede mængde elektricitet. Denne fordeling kan ske ved måling eller ved et skøn.

Lejer har ikke indflydelse på omfanget af elektricitet, der anvendes i det udlejede udstyr, ligesom lejer er uden indflydelse på den brændstofmængde, der anvendes for at producere den nødvendige elektricitet via virksomhedens egne generatorer.

Der er tale om dispositioner, der gennemføres i dag, og som også vil blive gennemført fremover.

For virksomheden er der tale om væsentlige beløb, og selskabet ønsker en sikkerhed for, at forbruget af elektricitet udgør procesenergi med adgang til godtgørelse efter de almindelige regler. ToldSkat har tidligere afgivet en vejledende udtalelse om forholdet. Ifølge udtalelsen anser man ikke virksomhedens forbrug af elektricitet for at være godtgørelsesberettiget.

Efter elafgiftslovens  § 11, stk. 1 ydes til momsregistrerede virksomheder tilbagebetaling af afgift med undtagelse af 1 øre pr. kWh. Det tilbagebetalingsberettigede energiforbrug betegnes procesenergi.

Tilbagebetaling ydes for den elektricitet, som virksomheden har forbrugt, jf. samme bestemmelses punkt 1.

Forbrugskriteriet har Højesteret taget stilling til i sin dom af 16. september 2005, sag 159/2004, Energigruppen Jylland Service A/S mod Skatteministeriet.

Af dommens præmisser fremgår blandt andet, at bestemmelsens (§ 11, stk. 1) ordlyd, forarbejder eller formål ikke giver holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces.

Dommen fører til, at elektricitet, der blev anvendt til fremstilling af lys, der efterfølgende blev leveret til tredjemand, ansås for at udgøre godtgørelsesberettiget procesenergi.

Dommen må føre til, at der skal ske en faktisk bedømmelse af den eller de ydelser, der leveres, herunder om elektricitet indgår som en integreret del af den aftalte ydelse, eller om der sker en separat levering af elektricitet.

Dommen var en ændring af den tidligere dom fra Landsretten, og indebærer en generel ændring af praksis vedrørende tolkningen af forbrugskriteriet.

Herudover henvises til Landsskatterettens kendelse i SKM2002.171.LSR, hvor retten anerkender at et selskab, som forestod udlejning af reklamesøjler måtte anses for at være forbruger af selve reklamebelysningen, idet der i overvejende grad var tale om korttidsudlejning af reklamepladser. Retten lagde vægt på, at forbruget skete i det af virksomheden opstillede udstyr, og at det alene var selskabet, der bestemte omfanget af belysningen.

Begge tolkningsbidrag fører til det resultat, at virksomheden må anses for at være forbruger af elektricitet, når der er tale om elektricitet, der anvendes til drift af forskelligt udstyr, når udstyret er udlejet af virksomheden, og virksomheden samtidig har forpligtet sig til at forestå drift mv. i den kortvarige periode, som festivalen, eventet mv. strækker sig over.

SKATs anmodning om supplerende oplysninger

SKAT anmodede virksomhedens repræsentant om supplerende og præciserende oplysninger, bl.a. med henvisning til, at der umiddelbart ikke synes at være fuld overensstemmelse mellem virksomhedens udlejningsbetingelser og det anførte i anmodningen om bindende svar.  

Supplerende oplysninger mv. fra repræsentanten

Repræsentanten fremkom med følgende supplerende oplysninger, præciseringer mv.:

Afgrænsning af problemstilling

Anmodningen om bindende svar omfatter kun de situationer, hvor virksomheden udlejer strømforbrugende udstyr i form af toiletvogne, kontorvogne, beboelsesvogne, køletrailere. ismaskiner mm., jf. oversigten i den oprindeligt fremsendte anmodning, og hvor virksomheden samtidig er forpligtet til at sørge for drift af udstyret, og hvor dette blandt andet sker ved opstilling af egne generatorer med henblik på fremstilling og levering af strøm til det strømforbrugende udstyr. Såvel udstyr som generatorer vil i disse tilfælde være virksomhedens ejendom.

Andre situationer, hvor f.eks. virksomheden kun leverer generatoren, men hvor festivalen m.fl., selv disponerer over den producerede strøm til scenelys mv., eller hvor festivalen selv leverer strøm til virksomhedens udstyr, er ikke omfattet af anmodningen. I førstnævnte tilfælde er det i det hele kunden, der disponerer over den fremstillede elektricitet, hvorfor denne, og ikke virksomheden, er berettiget til en eventuel godtgørelse.

Driftsansvar/driftsherre

I de tilfælde, hvor virksomheden leverer eget strømforbrugende udstyr inkl. strøm, og til det formål anvender egen (eller egne) generatorer, har virksomheden det fulde ansvar for driften af det udlejede udstyr, herunder for opsætning, drift og efterfølgende nedtagning af generator/-er.

Hvis en generator i løbet af en festival bryder ned, er det således virksomhedens ansvar, at der sker udbedring af generatoren, eller at generatoren erstattes med en anden.

Herudover gælder sædvanlige erstatningsretlige regler, hvis generatorer eller udstyr påføres skader mv. i løbet af en festival, og hvor dette skyldes omstændigheder, som ikke kan lægges virksomheden til last, f.eks. at en festivalgæst udøver hærværk eller lignende mod generatorer eller udstyr.

Dette fremgår ikke af de generelle retningslinier. Disse retningslinier tager udgangspunkt i, at lejer i alle tilfælde selv sørger for tilslutning til blandt andet elektricitet. Denne situation er som nævnt ovenfor ikke omfattet af nærværende anmodning, hvorfor de generelle retningslinier ikke er anvendelige. Når virksomheden selv forestår forsyning med elektricitet, og dette sker via en generator, aftales dette separat med lejer.

Præcisering af forespørgsel

Som det fremgår ovenfor, omhandler vores anmodning om bindende svar konkret følgende situation:

Virksomheden leverer strømforbrugende udstyr og forestår samtidig levering af strøm til dette udstyr. I alle tilfælde er udstyr og strømkilde (generator) virksomhedens ejendom.

Virksomheden er ansvarlig for opstilling, drift og nedtagning af den eller de generatorer, som skal forsyne det strømforbrugende udstyr med strøm.

I anmodningen er der rejst 4 spørgsmål. De tre første spørgsmål angår nærmere, om den måde, hvorpå virksomheden opkræver betalingen hos kunden har relevans for sagens bedømmelse.

Supplerende kan det oplyses, at afregning i dag sker på grundlag af den mængde dieselolie, som er medgået til produktion af strøm, der er anvendt i det strømforbrugende udstyr. Der er således tale om en betaling, der er variabel i forhold til brugen af det strømforbrugende udstyr. Som det også fremgår af vores forslag til besvarelse vedrørende punkt 3, er det vores opfattelse, at dette ikke bør føre til, at virksomhedens kunde anses for at være forbruger af elektricitet, og Højesterets dom vedrørende Energigruppen Jylland Aps giver da heller ikke holdepunkter for dette.

Det 4. spørgsmål går på, om karakteren af strømforbrugende udstyr på nogen måde kan have betydning for adgangen til afgiftsgodtgørelse. Så længe der er tale om udstyr, som ejes af virksomheden, og som udlejes til en kunde inkl. forsyning med strøm, er dette efter vores opfattelse ikke tilfældet.

SKATs indstilling og begrundelse

Ifølge elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 kan virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven, bortset fra de i stk. 2 nævnte tilfælde, få godtgjort afgiften efter den pågældende lov med undtagelse af 1 øre pr. kWh - af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 2 kan tilbagebetaling ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilaget til loven nævnte ydelser. Bilaget til elafgiftsloven omfatter følgende virksomheder: advokater, arkitekter, bureauer (bl.a. vagtbureauer og ægteskabsbureauer), forlystelser, herunder teaterforestillinger biografforestillinger mv., landinspektører, mæglere, reklame, revisorer, rådgivende ingeniører. I tilknytning til bureauer bemærkes det særskilt, at Højesteret i domme af henholdsvis 8. august 2001 og 6. oktober 2004 (SKM2001.488.HR og SKM.2004.386.HR) har fastslået, at et afgørende moment for, om der kan ydes tilbagebetaling af el- og CO₂-afgift er, om den udøvede virksomhed består i produktion eller afsætning af varer - eller i afsætning af service- og tjenesteydelser.

Efter elafgiftslovens § 11, stk. 3 kan tilbagebetaling ikke finde sted for elforbrug i bl.a. vandvarmere og rumvarmeaggregater, som f.eks. i elradiatorer.  

Ifølge § 11, stk. 16, 1. pkt. er virksomhederne berettiget til afgiftsgodtgørelse af el-afgift i samme omfang, som virksomheden har fradrag for momsen af det indkøbte forbrug af elektricitet.

Nedenstående bemærkninger mv. og indstilling fra SKAT tager bl.a. afsæt i præciseringen af afgrænsningen af selskabets anmodning.

Endvidere tager SKATs opfattelse af forholdet og indstilling udgangspunkt i, at den elektricitet, der produceres, er afgiftspligtig efter elafgiftsloven og kuldioxidafgiftsloven, dvs., at produktionen af elektricitet sker på anlæg, der er omfattet af en registrering efter de nævnte 2 afgiftslove. Hvis dette ikke er tilfældet, er  forbruget af olie til drift af elproduktionsanlægget (olie til drift af motoren, der driver el-generatoren) omfattet af § 11, stk. 2, 2. pkt. i lov om energiafgift af mineralolieprodukter mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 3. april 2006 (mineralolieafgiftsloven), hvorefter der ikke ydes tilbagebetaling for afgift af olie, der anvendes som motorbrændstof.

Derudover bemærkes det, at de driftsmidler, som virksomheden udlejer til festivaler m.fl. er omtalt som strømforbrugende udstyr - enkelte steder som strømførende udstyr og strømbærende udstyr - medens det på virksomhedens hjemmeside og i virksomhedens leverings- og lejebetingelser generelt omtales som materiel - hvilket ud fra en almindelig sproglig forståelse må anses for mest dækkende, når der også er tale om kontorvogne, beboelsesvogne, køletrailere mv.

Ad Højesterets dom af 16. september 2005 vedr. kommunal gadebelysning

Virksomheden har som tidligere nævnt - med henvisning til Højesterets dom af 16. september 2005 i sagen vedrørende Energigruppen Jylland ApS mod Skatteministeriet (SKM2005.394.HR) gjort gældende, at virksomheden opfylder elafgiftslovens krav til afgiftsgodtgørelse i § 11, stk. 1, nr. 1, om, at elektriciteten er forbrugt af virksomheden.

Fra SKATs side bemærkes det hertil, at der i Højesteretssagen er tale om en virksomhed, der forbruger elektricitet til produktion af gadelys, som den pågældende virksomhed har indgået en aftale/kontrakt med en anden juridisk enhed om at levere - i det konkrete tilfælde med Herning Kommune.

Der er efter SKATs opfattelse forskel imellem de 2 situationer, idet der i sagen vedrørende virksomheden er tale om en virksomhed, der udlejer materiel, herunder også elproduktionsanlæg til festivaler m.fl., medens dette - som nævnt - ikke er tilfældet i Højesteretssagen.   

Virksomheden har gjort gældende, at lejeaftalerne, som indgås med festivaler m.fl. indebærer, at virksomheden ikke kun har en forpligtelse til at levere udstyret, men også forestår udstyrets drift i den aftalte lejeperiode. Virksomheden har i tilknytning hertil fremført, at elektriciteten produceres på elproduktionsanlæg, der ejes af virksomheden. Virksomheden har endvidere gjort gældende, at lejer ikke har indflydelse på omfanget af elektricitet, der anvendes i det udlejede udstyr, ligesom lejer er uden indflydelse på den brændstofmængde, der anvendes for at producere den nødvendige elektricitet på virksomhedens egne generatorer.  

Ud fra de foreliggende oplysninger er der efter SKATs opfattelse tale om en situation, hvor virksomheden stiller teknisk personale til rådighed for festivalen m.fl. til at sikre driften af elproduktionsanlæggene. Antallet af medarbejdere er ikke oplyst nærmere, idet det dog af en kontrakt fra 2005 med en musikfestival fremgår følgende "Lejer sørger for bespisning af medarbejder fra udlejningsvirksomheden" - hvilket kan pege i retning af, at der alene opholder sig en enkelt medarbejder fra virksomheden under afviklingen af musikfestivalen.

Det kan efter SKATs opfattelse endvidere udledes, at virksomheden ikke stiller personale til rådighed til at varetage alle øvrige arter af driftsmæssige opgaver, der er ved afvikling af et arrangement/event som f.eks. en musikfestival, f.eks. billetsalg, festivaladministration, koncertafvikling og servicering mv. af gæster, herunder restaurationsdrift, kiosksalg o. lign.    

Samlet set er det SKATs opfattelse, at den faktiske brugsret til/råderet over materiellet og dermed driftsansvaret er overdraget fra virksomheden til lejer (festivalen m.fl.) i lejeperioden. Udtrykt på en anden måde er det lejer, der forestår den faktiske afvikling af arrangementet (festivalen mv.) og i den forbindelse benytter det lejede materiel - og dermed også fremstår som forbruger af elektriciteten. Man kan efter SKATs opfattelse ikke i et tilfælde som det foreliggende adskille brugen af/råderetten til materiellet og forbruget af elektriciteten i de lejede billetsalgsvogne, beboelsesvogne, scener, telte mv. Det forhold, at virksomheden stiller teknisk personale til rådighed ændrer efter SKATs opfattelse ikke på dette. 

Endvidere bemærkes det, at lejer - efter hidtidig praksis - særskilt betaler for det faktiske forbrug af dieselolie. Dvs., at elforbruget ikke hidtil er indregnet i udlejningsprisen for materiellet. Dette forhold peger efter SKATs opfattelse i retning af, at virksomheden med denne praksis grundlæggende ikke har anset sig selv som forbruger af elektriciteten i det udlejede materiel.

Som konklusion i forhold til Højesteretsdommen er det SKATs opfattelse, at forholdet i sagen vedr. virksomheden ikke er den samme som i Højesteretssagen, idet der i sagen vedrørende virksomheden er en faktisk driftsansvarlig forbruger af den producerede elektricitet i form af lejer (festivalen m.fl.), jf. ovenfor.

Det forhold, at virksomheden producerer elektricitet på egne elproduktionsanlæg med henblik på forbrug i virksomhedens eget - udlejede - materiel, og foretager udlejning af materiellet inkl. materiellets forbrug af elektricitet er dermed efter SKATs opfattelse utilstrækkeligt til, at forbrugskriteriet i relation til elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, kan anses for opfyldt.

Ad Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002 vedrørende forbrug af elektricitet i reklamesøjler mv.

Virksomheden har som tidligere nævnt gjort gældende, at den - udover ovennævnte Højesteretsdom - også opfylder forbrugskriteriet i medfør af Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002 om Godtgørelse af el- og CO₂-afgift - udlejning af reklameplads (SKM2002.171.LSR). 

Om selskabet i Landsskatteretssagen kan det kort oplyses, at dets virksomhed omfatter opsætning af reklamesøjler, montering af informationsmateriale, reklamer mv., ugentlig rengøring af udstyret, vedligeholdelse i øvrigt og udskiftning og fornyelse af udstyr.

Selskabet afholder alle omkostninger til opsætning og drift af udstyret - og det er selskabet, der afholder udgifterne til elektriciteten.V

Nedenfor er gengivet et uddrag fra kendelsen:

"Landsskatteretten finder, at den af virksomheden udøvede virksomhed må anses for udlejningsvirksomhed og ikke reklame eller bureauvirksomhed. Der er herved lagt vægt på, at virksomheden alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet, men i øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet. Landsskatteretten finder på den baggrund ikke, at der er tale om virksomhed som omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Landsskatteretten finder endvidere, at virksomheden må anses som forbruger af selve reklamebelysningen, idet der i overvejende grad er tale om korttidsudlejning af reklamepladserne jf., herved den i Punktafgiftsvejledningen pkt. F. 6.2.3. gengivne udtalelse fra 1988. Landsskatteretten finder endvidere, at virksomheden må anses som forbruger af funktionsbelysningen i det opstillede byudstyr. Der er herved lagt vægt på, at forbruget sker i det af virksomheden opstillede udstyr, at det alene er selskabet, der bestemmer omfanget af belysningen, og at belysningen ikke efter det foreliggende erstatter anden kommunal belysning."

Det er SKATs opfattelse, at forholdene vedrørende dette selskabs udlejning af reklamepladser samt drift af reklamesøjler mv. ikke kan sammenlignes med virksomhedens udlejning af materiel til festivaler m.fl.. Bl.a. er der i Landsskatteretssagen  ikke tale om udlejning af udstyr/materiel - men udlejning af en adgang/ret til at få ophængt informationsmateriale og reklamer mv. i en periode. Den faktiske drift af reklamesøjlen blev i alle henseender varetaget af selskabet.

I den konkrete sag om anmodning om bindende svar er der som tidligere nævnt tale om, at det udlejede materiel anvendes af festivalen m.fl. Det er SKATs opfattelse, at man dermed ikke kan adskille forbruget af elektricitet med brugen af materiellet. Dvs. at elforbrug og benyttelse af det strømforbrugende udstyr hænger sammen.

Det er endvidere SKATs opfattelse, at det i sagen vedrørende virksomheden er forbruget af elektricitet på festivalpladsen, der er afgørende for den mængde elektricitet, som virksomheden skal producere. Det er derudover SKATs opfattelse - at man ikke som hævdet af virksomheden kan sige, at lejer ikke har indflydelse på omfanget af elektricitet, der anvendes i det lejede materiel. Tværtimod forholder det sig efter SKATs opfattelse nærmere modsat, idet det ud fra forholdets natur er værten (lejer), herunder scenekunstnere mv. og værtens gæster, der har en afgørende indflydelse på elforbrugets størrelse mv., fx både i forbindelse med koncertafvikling og faciliteterne til servicering mv. af gæsterne.

Konklusion vedrørende SKATs indstilling og begrundelse

Det er efter en samlet vurdering af forholdene SKATs opfattelse, at virksomheden ikke opfylder forbrugskriteriet i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 fsva. den elektricitet, der forbruges i det udlejede materiel, jf. ovennævnte begrundelse.

Det bemærkes, at der ligeledes ikke er adgang til tilbagebeling af kuldioxidafgiften af det pågældende forbrug af elektricitet, jf. kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1.

Repræsentantens bemærkninger til SKATs indstilling og begrundelse

Følgende er et uddrag af repræsentantens bemærkninger til SKATs indstillling og begrundelse: 

Indledningsvis skal vi slå fast, at de salgs- og leveringsbetingelser, som figurerer på virksomhedens hjemmeside er selskabets almindelige betingelser. Skatterådet anmodes om at bortse fra disse betingelser ved bedømmelse af de fremsendte spørgsmål.

Konceptet med udlejning af generatorer inkl. forbrug af brændstof er nyt, hvilket er baggrunden for, at der i sin tid blev indledt drøftelser med daværende Told- og Skatteregion Thisted. Først når der er en endelig afklaring af de afgiftsmæssige forhold, vil virksomheden kunne udarbejde standardiserede lejebetingelser, som er egnede til offentliggørelse på selskabets hjemmeside.

Ad. Højesterets dom af 16. september 2005

Vi er ikke enige i, at der er grundlæggende forskel på den situation, hvor en virksomhed forbruger elektricitet til produktion af gadelys, som sælges til tredjemand, og situationen i nærværende sag, hvor virksomheden forbruger elektricitet til drift af toiletvogne og andet strømforbrugende materiel, som udlejes til tredjemand, men hvor virksomheden er driftsansvarlig.

I begge situationer er der tale om virksomheder, der anvender elektricitet til formål, henholdsvis salg af lys og udlejning af strømforbrugende materiel, som udgør procesformål.

Dette skal tillige ses i tæt sammenhæng med Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002, hvori det anerkendes, at en virksomheds forbrug af elektricitet i forbindelse med udlejning af reklamesøjler inkl. belysning anses for at udgøre procesformål, jf. i øvrigt vores bemærkninger hertil nedenfor.

Herudover skal vi præcisere, hvilket også fremgår af den indsendte anmodning, at virksomheden ikke er berettiget til godtgørelse vedrørende levering af elektricitet, der af en festival anvendes til belysning mv. af scene (scenestrøm). Forespørgslen omhandler kun forbrug af elektricitet i toiletvogne og andet strømforbrugende udstyr, som ejes af virksomheden, og som udlejes til festivaler m.fl. incl. forbrug af strøm.

Endvidere skal vi præcisere, at virksomheden har det reelle ansvar for drift af de generatorer, som er udlejet til festivalerne. Hvis virksomheden har de fornødne ressourcer, anvendes egne medarbejdere, hvorimod der ofte indkøbes ekstern bistand i forbindelse med større festivalarrangementer.

Som bilag blev fremlagt en faktura fra et el-installatørfirma til virksomheden., som har bistået virksomheden i forbindelse med en musikfestival i 2006, og hvoraf det fremgår, at der i alt er anvendt 471 timer.

Ad Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002 vedrørende forbrug af elektricitet i reklamesøjler mv.

Efter vores opfattelse tjener Landsskatterettens kendelse vedrørende lysreklamer i det hele til at bekræfte, at virksomheden er berettiget til godtgørelse af el-afgift.

Af citatet fra kendelsen, jf. sagsfremstillingen, fremgår bl.a.:

• Den udøvede virksomhed blev anset for at være udlejningsvirksomhed
• virksomheden blev anset for at være forbruger af reklamebelysningen, idet der i overvejende grad var tale om korttidsudlejning
• Der blev lagt vægt på, at forbruget skete i det af virksomheden opstillede udstyr, og at det var selskabet, der bestemte omfanget af belysninger, og at belysningen efter det    oplyste ikke erstatter anden kommunal belysning. Herved blev virksomheden anset for at være forbruger af udstyr.

Disse kriterier kan i det store og hele overføres på den virksomhed, som selskabet udøver. Således driver virksomheden korttidsudlejning af strømforbrugende udstyr, som er virksomhedens ejendom, og som virksomheden har opstillet på festivalpladser mv. Virksomheden påtager sig herved en reel erhvervsmæssig risiko i forbindelse med udlejning og drift af det strømforbrugende udstyr.

Omfanget af brugen af udstyret afhænger af flere faktorer, herunder frem for alt besøgstallet på festivalen eller eventet. Dette søger virksomheden at tage højde for ved indgåelse af aftalen med musikfestivalen.

Det sidste punkt, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt belysningen erstatter anden kommunal belysning, kan ikke længere tillægges vægt, jf. Højesterets dom.

Af sagsfremstillingen fremgår endvidere, at der i sagen for Landsskatteretten var tale om udlejning af en adgang/ret til at få ophængt informationsmateriale og reklamer mv.

Hertil skal vi indvende, at i det omfang, der er tale om en adgang/ret, vil dette udgøre en tjenesteydelse, som ikke kan gøres til genstand for udlejning, men derimod udgør et salg af den pågældende ydelse. Men Landsskatteretten har netop lagt vægt på, at der var tale om udlejningsvirksomhed, hvilket må hvile på, at man anser virksomheden for at bestå i udlejning af lysreklamen for en nærmere aftalt periode.

Virksomhedens udlejning af strømforbrugende udstyr adskiller sig ikke herfra, idet der i realiteten er tale om en midlertidig overdragelse af retten til at benytte det pågældende udstyr, uden at driftsrisikoen overgår til lejer.

Afrunding

Det fastholdes, at virksomheden er berettiget til at få godtgjort el-afgift for brug af elektricitet til drift mv. af strømforbrugende udstyr, og at svaret på det første spørgsmål bør være bekræftende.

Vi er selvsagt enige i, at der gælder begrænsninger i det omfang, den pågældende elektricitet anvendes til opvarmningsformål, jf. elafgiftsloven § 11, stk. 3. Derimod er der næppe holdepunkter for, at virksomheden anvender elektricitet til formål omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 2 (bilagsvirksomhed), idet udlejning af strømforbrugende materiel ikke er omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

SKATs bemærkninger mv. i relation til repræsentantens indlæg 

SKATs bemærkninger - ad Højesterets dom af 16. september 2005

Forholdet i den pågældende Højesteretssag er som tidligere anført, at der er tale om en "gadelysvirksomhed", som har indgået en kontrakt med Herning Kommune om levering af gadelys, hvor Højesteret har taget stilling til, at virksomhedens forbrug af elektricitet til fremstilling af gadelys er godtgørelsesberettiget efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, jf. nedenstående uddrag fra dommen:

"Ifølge elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, kan virksomheder få delvist tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret finder, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål er holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion af belysning anvendes elektricitet, der forbruges som led i produktionen, og sådant elforbrug kan berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt."

Det er fortsat SKATs opfattelse, at forholdene i Højesteretssagen ikke kan sammenlignes med forholdene i sagen vedrørende virksomheden, og at Højesterets fortolkning af forbrugskriteriet, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, dermed heller ikke kan overføres til situationen vedrørende virksomheden, hvor der ikke er tale om produktion og salg af gadelys, men forbrug af elektricitet i materiel, som virksomheden udlejer til f.eks. musikfestivaler. Forbruget af elektricitet er f.eks. til drift af kontormateriel i billet-/infovogne, køle- og fryseanlæg, pumper, anlæg i bartrailere mv. Endvidere, at virksomheden ved udlejning af materiellet overdrager brugs-/råderetten over materiellet til lejer (musikfestivaler mv.), og at lejer i forbindelse med anvendelsen af det lejede materiel må anses som forbruger af elektriciteten i det lejede materiel.

Det forhold, at virksomheden har et driftsansvar ved driften af el-produktionsanlæggene indebærer ikke, at virksomheden kan anses som "forbruger" af den producerede elektricitet, heller ikke selv om elektriciteten forbruges i materiel, der ejes af virksomheden. Ejerforholdet er dermed i den forbindelse uden betydning. Til sammenligning kan f.eks. en udlejer af kontorlokaler mv. heller ikke opnå afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der forbruges i udlejede lokaler.     

Repræsentanten har endvidere anvendt udtrykket "driftsansvarlig" i forhold til det udlejede materiel. Det bemærkes hertil, at det forhold, at virksomheden har ansvaret for, at det udlejede materiel er funktionsdygtigt, og at der er elektricitet til rådighed i det udlejede materiel, ikke indebærer, at virksomheden er den faktiske forbruger af elektriciteten. Som tidligere anført af SKAT, er det ikke virksomheden, der forestår driften og de øvrige aktiviteter, der er i forbindelse med afvikling af f.eks. en musikfestival.

Det er i den forbindelse også uden betydning, at materiellet udlejes inkl. forbrug af elektricitet. Til sammenligning kan f.eks. en campingplads, der udlejer pladser til campister til en fast pris inkl. forbrug af elektricitet, ikke opnå afgiftsgodtgørelse for campistens elforbrug. Det samme gælder f.eks. også lystbådehavne, der udlejer liggepladser i havnen til en pris inkl. elforbrug.  

SKATs bemærkninger - ad Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002 vedrørende forbrug af elektricitet i reklamesøjler mv.

Det faktuelle i sagen er, at Landsskatteretten afviste told- og skatteregionens begrundelse for, at elforbruget til reklamebelysningen er omfattet af begrebet "reklame" eller "bureauvirksomhed" i bilaget til elafgiftsloven, jf. lovens § 11, stk. 2.

SKAT har bemærket sig, at det fremgår af kendelsen, at Landsskatteretten har lagt vægt på, at virksomheden alene udlejer og vedligeholder pladserne til ophængning af materialet (plakater, reklamer mv.), men i øvrigt ikke ellers er involveret i idéudvikling, layout eller fremstilling/produktion af materialet.

SKAT fastholder derfor, at det ikke er selve reklamesøjlen, der udlejes, men pladserne i reklamesøjlerne. Sammenholdt med, at det fortsat er den pågældende virksomhed, der varetager alle aktiviteter, der knytter sig til driften af reklamesøjlerne mv., herunder også bestemmer omfanget af belysningen, kan forholdet i Landsskatteretssagen således ikke sammenlignes med forholdene i sagen vedrørende virksomheden., idet den faktiske fysiske brugs-/råderet over materiellet her er overdraget til lejer (musikfestival mv.).

SKATs bemærkninger - ad Afrunding, herunder endelig indstilling til spørgsmålene 

Ad spørgsmål 1

Virksomheden opfylder ikke forbrugskriteriet i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 fsva. den elektricitet, der forbruges i det udlejede materiel, og er ikke berettiget til afgiftsgodtgørelse for elforbrug i det udlejede materiel.

Det indstilles derfor, at spørgsmål 1 besvares med et nej.

Ad spørgsmål 2

Det er uden betydning for den godtgørelsesmæssige stilling efter elafgiftsloven - om udlejning sker inkl. strømforbrug eller om lejer betaler for strøm efter det faktiske forbrugte antal kWh, idet der i begge tilfælde skal ses på, hvem der er den faktiske forbruger af elektriciteten, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Dette forhold ændrer dermed ikke på den godtgørelsesmæssige stilling for virksomheden, jf. førnævnte svar på spørgsmål 1.       

Det indstilles derfor, at spørgsmål 2 besvares med et nej.

Ad spørgsmål 3 

Det er uden betydning for den godtgørelsesmæssige stilling efter elafgiftsloven - om forbruget af dieselolie, som er medgået ved produktion af elektriciteten, er opgjort og faktureret separat, idet der også i dette tilfælde skal ses på, hvem der er den faktiske forbruger af elektriciteten, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Dette forhold ændrer dermed ikke på den godtgørelsesmæssige stilling for virksomheden, jf. svaret på spørgsmål 1.        

Det indstilles derfor, at spørgsmål 3 besvares med et nej.

Ad spørgsmål 4

Karakteren af det udlejede materiel er i det konkrete tilfælde uden betydning for den godtgørelsesmæssige stilling efter elafgiftsloven, idet det som tidligere nævnt er afgørende, hvem der anvender materiellet og dermed forbruger elektriciteten i forbindelse med drift af materiellet, jf. endvidere svaret på spørgsmål 1.

Det indstilles derfor, at spørgsmål 4 besvares med et nej.

--

Helt afsluttende har SKAT følgende bemærkninger til det af repræsentanten anførte om, at der næppe er holdepunkter for, at virksomheden anvender elektricitet til formål omfattet af elafgiftslovens § 11, stk. 2, idet udlejning af strømforbrugende materiel ikke er omfattet af bilaget til elafgiftsloven:

Det er fortsat SKATs opfattelse, at når der tages stilling til den godtgørelsesmæssige stilling i medfør af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 - må det ud fra bestemmelsens ordlyd også indgå, hvorvidt elforbruget sker ved ydelser omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Hvis elforbruget f.eks. knytter sig til forlystelsesvirksomhed, må det dermed indebære, at virksomheden - i givet fald - ikke vil være berettiget til afgiftsgodtgørelse for det elforbrug, der relaterer sig til f.eks. afviklingen af en musikfestival (forlystelse).

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet har på et møde den 21. november 2006 tiltrådt SKATs indstilling og begrundelse, jf. ovenfor.