Dato for udgivelse
09 Apr 2002 13:28
SKM-nummer
SKM2002.211.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/01-4332-01423
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Fond, hovedaktionær, almenvelgørende, overdragelse
Resumé

En hovedaktionær ønskede at overdrage sit selskabs datterselskab til en af ham stiftet fond. Ligningsrådet fandt, at hovedaktionæren ikke ville blive beskattet i medfør af overdragelsen, idet fondens formål var af almenvelgørende karakter, og idet hovedaktionæren ikke antoges at have økonomiske og/eller personlige interesser i overdragelsen. Da holdingselskabet havde ejet aktierne i datterselskabet i mere end tre år, ville overdragelsen heller ikke føre til beskatning af holdingselskabet. Endelig fandt Ligningsrådet, at også fonden ville være skattefri af overdragelsen, jf. fondsbeskatningslovens § 3, stk. 3.

Reference(r)

Erhvervsfondsloven § 1
Erhvervsfondsloven § 8
Fondsbeskatningsloven § 3, stk. 3
Ligningsloven § 16 A
Ligningvejledningen 2001 S.F.2.5 og S.H.14.2

Ligningsrådet har taget stilling til en anmodning om bindende forhåndsbesked vedrørende overdragelse af et driftsselskab til en fond. Ligningsrådet blev spurgt om følgende:

Spørgsmål

1. Vil hovedaktionæren A blive beskattet af en vederlagsfri overførsel af samtlige aktier i driftsselskabet D fra moderselskabet H til en fond F, som F's formål er formuleret i fundatsen?

2. Vil F eller H blive beskattet i anledning af den vederlagsfri overførsel af samtlige aktier i D fra H til F, som F's formål og ledelsessammensætning er formuleret i fundatsen?

Ligningsrådet besvarede begge spørgsmål benægtende.

Anmodningens indhold

Det fremgik af sagen, at A var eneaktionær og direktør i H, og ønskede at stifte F på H's vegne. F skulle stiftes med den i henhold til lovgivningen fastsatte grundkapital, som herefter skulle udvides med et beløb, svarende til den indre værdi af D. Udvidelsen skulle ske ved at H vederlagsfrit overdrog aktierne i D til F.

F's formål skulle være at videreføre aktiviteten i D samt at yde støtte til almennyttige og almenvelgørende formål, som nærmere var beskrevet i udkast til fundats. D kunne ikke sælges eller på anden måde overdrages til tredjemand. Uddelinger fra F kunne ikke tilfalde bestemte persongrupper. Baggrunden for at oprette F var dels, at A ønskede de årlige væsentlige udbytteindtægter fra D udnyttet på en så samfundsgavnlig måde som muligt. Dels at A ønskede, at D efter A's død skulle drives videre på sunde forretningsmæssige vilkår.

Af udkast til fundats for F fremgik, at F's bestyrelse skulle ledes af 3 medlemmer, hvoraf den ene skulle være A og de to øvrige personer med kendskab til regnskab og erfaring med drift af erhvervsvirksomhed; de to sidstnævnte var ikke i familie med A. Hvert medlem skulle selv udpege en suppleant. Nedsættelse af F's grundkapital kunne kun foretages med fondsmyndighedens samtykke.

Det var rådgivers opfattelse, at A gav både direkte og indirekte afkald på indflydelse over anparterne i D, herunder afkald på at disponere over de udbytteudlodninger, der årligt kunne distribueres fra D.

Rådgiver fremhævede, at H havde ejet D i tre år, og således kunne afstå D skattefrit. Der kunne således ikke ligge skattemæssige hensyn bag ønsket om at overdrage D til F. Der blev endvidere henvist til afgørelserne refereret i TfS 2000, 874 og TfS 1988, 472, hvor hovedaktionæren heller ikke blev beskattet af overdragelse til en fond. Følgelig skulle spørgsmål 1 efter rådgivers opfattelse besvares benægtende.

Vedrørende besvarelsen af spørgsmål 2 anførtes det, at D måtte kunne overdrages til F, uden at dette medførte beskatning af H, idet D havde været ejet af H i mere end tre år. Med hensyn til beskatning af F anførtes det, at grundkapitalen ikke kunne uddeles. F kunne således ikke være skatte- eller afgiftspligtig af gaven. Også spørgsmål 2 skulle derfor besvares benægtende ifølge rådgiver.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Styrelsen udtalte, at på baggrund af TfS 2000, 874, måtte det afgørende for besvarelsen af spørgsmål 1 være, om F kunne anses for at være af almennyttig og almenvelgørende karakter, samt om A kunne antages at have økonomiske og/eller personlige interesser i overdragelsen af D til F.

Ingen personer eller virksomheder havde særlige rettigheder til uddelinger fra F. Da den kreds af personer eller institutioner, som kunne komme i betragtning ved uddelinger fra F, endvidere var afgrænset efter retningslinjer med et objektivt præg, var det styrelsens opfattelse, at F var af almennyttig og almenvelgørende karakter.

Ud fra en samlet bedømmelse, herunder at bestyrelsen skulle have den ovenfor nævnte sammensætning, udtalte styrelsen videre, at A ikke kunne anses at have hverken personlig eller økonomisk interesse i overdragelsen af D til F.

Styrelsen indstillede derfor, at spørgsmål 1 blev besvaret med "nej".

I relation til spørgsmål 2 udtalte styrelsen vedrørende H, at da H har ejet anparterne i D i mere end tre år, vil H ikke blive beskattet i anledning af overdragelsen af aktierne i D til F, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 6.

I relation til spørgsmål 2 udtalte styrelsen vedrørende F, at F vil være omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, idet det lagdes til grund at F vil være omfattet af § 1, stk. 2, nr. 3 i lov om erhvervsdrivende fonde.

Det forhold, at A skal være medlem af F's bestyrelse, medfører ikke, at F vil være skattepligtig i medfør af fondsbeskatningslovens § 3, stk. 3, 2. pkt. Der henvistes i den forbindelse til LV 2000 Selskaber og aktionærer, afsnit S.H.14.2 samt § 8, stk. 2 i lov om erhvervsdrivende fonde.

Henset til at aktierne i D ifølge F's fundats skal indgå i F's grundkapital; at F's formål vil være stedse at eje den fulde aktiekapital i A; samt at der ikke vil være tillagt medlemmer af bestemte familier fortrinsret til uddelinger fra F eller fortrinsret til at indtage bestemte stillinger m.v., indstillede styrelsen, at F ikke skal anses for skattepligtig af den vederlagsfri overførsel aktierne i D til F, jf. fondsbeskatningslovens § 3, stk. 3.

Styrelsen indstillede således at besvare spørgsmål 2 med "nej".

Ligningsrådet tiltrådte styrelsens indstilling og begrundelse.