Dokumentets dato
06 Jun 2001
Dato for offentliggørelse
06 Jun 2001 10:55
Cirkulærets nummer
2001-18
Ansvarlig fagkontor
Erhvervsafdelingen; Punkt- og Miljøafgiftskontoret
Sagsnummer
99/01-3579-50
Overordnede emner
Afgift
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20010011209-regl

1. Afgiftsfritagelse og -godtgørelse

Ifølge § 7, stk. 1, i lov nr. 418 af 26. juni 1998 om afgift af kvælstof indeholdt i gødninger m.m. (Kvælstofafgiftsloven) er der afgiftsfrihed for varer, der leveres af registrerede virksomheder eller fra udlandet, jf. § 19 i samme lov, til brug i virksomheder registreret efter lov nr. 472 af 1. juli 1998 om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække.

Plantedirektoratet udsteder registreringsbevis til jordbrugsvirksomheder, der registreres efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække. Registreringsbeviset anvendes som dokumentation for retten til at købe afgiftsfri gødning.

Med hjemmel i § 10, stk. 3, i Kvælstofafgiftsloven kan de statslige told- og skattemyndigheder meddele virksomheder, der bliver registreret efter lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække senere end 1. august i et år, godtgørelse af den betalte afgift. Godtgørelsen meddeles af den betalte afgift af de varer, som virksomheden har indkøbt til brug i virksomheden i tiden fra den 1. august i den pågældende planperiode og indtil den dato, hvor registreringen finder sted. Planperioden løber fra 1. august og til 31. juli.

Plantedirektoratet har i visse tilfælde registreret jordbrugsvirksomheder med tilbagevirkende kraft, således at jordbrugsvirksomheden har fået udstedt registreringsbevis for afsluttede planperioder.

Det har været Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der med hjemmel i Kvælstofafgiftslovens § 10, stk. 3, alene kunne godtgøres kvælstofafgift for den på tidspunktet for anmodningens fremsættelse indeværende planperiode ved registrering i Plantedirektoratets register, selv om jordbrugsvirksomheden fik udstedt registreringsbeviser for allerede afsluttede planperioder.

2. Landsskatteretskendelse om godtgørelse af kvælstofafgift

Landsskatteretten har bl.a. den 13. december 2000 afsagt kendelse i en sag om godtgørelse af kvælstofafgift jf. Kvælstofafgiftslovens § 10, stk. 3. Landsskatteretten udtalte, at det måtte anses for mest rimeligt, at jordbrugsvirksomheden er berettiget til godtgørelse for afsluttede planperioder i overensstemmelse med det af Plantedirektoratet udstedte registreringsbevis. Jordbrugsvirksomheden fik herefter godtgjort kvælstofafgift i overensstemmelse med registreringsbeviset i tiden fra 1. august 1998.

Kendelsen blev ikke indbragt for domstolene.

3. Kendelsens betydning

Det er Skatteministeriets opfattelse, at kendelsen får betydning for sager, der er afgjort i overensstemmelse med den fortolkning, der følger af ordlyden i Kvælstofafgiftslovens § 10, stk. 3.

Sagerne skal genoptages og afgøres i overensstemmelse med det registreringsbevis, Plantedirektoratet har udstedt til jordbrugsvirksomhederne i de tilfælde, registreringsbeviset er udstedt med tilbagevirkende kraft.

Både igangværende og afsluttede sager skal genoptages. Dette gælder, uanset om jordbrugsvirksomheden har klaget over afgørelsen.

Det er en betingelse for godtgørelsen, at jordbrugsvirksomheden dokumenterer eller på anden måde sandsynliggør, at kvælstofafgiften ikke er væltet over på andre.

4. Frister

Der udstedes ikke registreringsbeviser med tilbagevirkende kraft for afsluttede planperioder med virkning fra 1. august 2001. Administrationen i Plantedirektoratet og ToldSkat vil blive bragt i overensstemmelse med ordlyden i Kvælstofafgiftslovens § 10, stk. 3, således at der alene udstedes registreringsbevis og godtgøres kvælstofafgift for den på tidspunktet for anmodningens fremsættelse indeværende planperiode ved registrering i Plantedirektoratets register.

Frem til udgangen af kalenderåret 2001 kan told- og skatteregionerne godtgøre kvælstofafgift for planperioderne 1998-99, 1999-2000 og 2000-2001 i de tilfælde, hvor Plantedirektoratet i tiden indtil den 1. august 2001 har udstedt registreringsbeviser med tilbagevirkende kraft.

5. Forældelse og forrentning

For så vidt angår krav på godtgørelse, der ved udgangen af kalenderåret 2001 ikke er forældede efter den formueretlige forældelse efter 1908-loven, kan anmodning om godtgørelse fremsættes indtil det tidspunkt, hvor forældelsen indtræder.

Krav på godtgørelse forrentes efter de almindelige regler om forrentning, jf. cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb.

6. Ikrafttræden

Cirkulæret træder i kraft den 29. juni 2001 og ophæves den 1. januar 2002.

Ole Kjær

/Claus Bruun Johannessen