BrandOplagshavere kan søge om afgiftsfritagelse hos SKAT, hvis afgiftspligtige varer er gået tabt ved brand e.l. hos oplagshaveren eller under transport til og fra virksomheden.
Det er en betingelse, at virksomheden kan dokumentere, at varerne er gået tabt eller er ødelagt ved brand, fx ved at fremlægge politirapport. Virksomheden skal endvidere kunne dokumentere størrelsen af den ødelagte mængde, fx i form af lageroptællinger.
Ansøgningen om afgiftsfritagelse skal oplyse om og specificere varens art og mængde/værdi. Virksomheden skal desuden oplyse, om tabet er eller vil blive meldt til politiet.
IndbrudDer kan normalt ikke gives afgiftsfritagelse for varer, der er gået tabt ved tyveri eller indbrud hos oplagshaveren. For visse varer, fx chokolade, kan oplagshaveren dog søge om afgiftsfritagelse hos SKAT, hvis varer er gået tabt ved indbrud. Dette vil fremgå af kapitlet om den enkelte afgift.
Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at virksomheden kan dokumentere, at varerne er blevet stjålet, fx ved at fremlægge politirapport. Virksomheden skal endvidere kunne dokumentere størrelsen af den stjålne mængde, fx i form af lageroptællinger.
Der gives kun afgiftsfritagelse for stjålne varer, hvis det drejer sig om indbrud i lokaler, der er forsvarligt aflåste, eller om tyveri under transport til eller fra virksomheden. Som tyveri under transport regnes i den forbindelse indbrud i forsvarligt aflåste lokaler, køretøjer, containere o.l. hos fx fragtmænd, hvor varerne i kortere tid opbevares som led i transporten. Køretøjer m.m., der alene er forsynet med plombe e.l. forsegling, regnes i denne forbindelse ikke for at være forsvarligt aflåste.
Der kan derfor ikke gives afgiftsfritagelse for varer, som er bortkommet ved hustyveri eller fjernet fra uaflåste lokaler, køretøjer, containere o.l.
Der kan heller ikke gives afgiftsfritagelse for varer, der går tabt i en registreret virksomheds detailforretning.
Ansøgningen om afgiftsfritagelse skal oplyse om og specificere varens art og mængde/værdi. Virksomheden skal desuden oplyse, om indbrudet er eller vil blive meldt til politiet. |