| Ansøgning om sambeskatning fra et givet indkomstår og selvangivelserne for det pågældende indkomstår skal indgives senest inden udløbet af fristen for rettidig selvangivelse. Ansøgningen sendes til den myndighed som foretager skatteansættelse af moderselskabet, idet denne myndighed tillige foretager skatteansættelsen for de af sambeskatningen omfattede selskaber. Er der rettidigt givet henstand med indgivelse af selvangivelsen, gælder udsættelsen tillige ansøgning om sambeskatning.
Henstand med indsendelse af ansøgning om sambeskatning og dispensation ved fristoverskridelse af ansøgning om sambeskatning følger de samme regler som henstand med indsendelse af selvangivelse og eftergivelse af skattetillæg ved fristoverskridelse af indsendelse af selvangivelse. Den skatteansættende myndighed er bemyndiget til at træffe afgørelse om dispensation ved fristoverskridelse.
KlageadgangAfslag på anmodning om tilladelse til sambeskatning kan påklages til Ligningsrådet. Klagen stiles til Ligningsrådet og indsendes til den regionale told- og skattemyndighed, hvorunder moderselskabet henhører. Afslag på anmodning om tilladelse til sambeskatning truffet af en regional told- og skattemyndighed, der er skatteansættende myndighed, eller af ToldSkat Selskabsrevisionen stiles til Ligningsrådet og indsendes til Told- og Skattestyrelsen.
PraksisLigningsrådet har nægtet tilladelse til sambeskatning i et tilfælde, hvor der var givet henstand med indgivelse af selvangivelserne til den 31. juli 1991. Selvangivelserne og anmodningen om sambeskatning blev først modtaget den 9. august 1991, jf. TfS 1992, 473 LR. I TfS 1993, 416 HRD fandt Højesteret ikke anledning til at tilsidesætte skattemyndighedernes afslag på sambeskatning. Ansøgningen om sambeskatning var indgivet mere end 4 måneder for sent. En tidlig ansøgning om sambeskatning er ikke i sig selv tilstrækkelig, men skal følges op af en rettidig selvangivelse, jf. TfS 1998, 284.
Sambeskatning kan tillades, blot de formelle betingelser er opfyldt, se TfS 1989, 262 VLD. Dispensation fra fristen i vilkår 1.4. indrømmes imidlertid kun, når der foreligger særlige forhold. Dispensation kan således ikke forventes, hvor fristoverskridelse skyldes uhensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse. Ekspeditionsforsinkelser på grund af ferie eller sygdom anses som udgangspunkt for uhensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse, jf. TfS 1998, 282 LR. I TfS 1998, 283 LR tiltrådte Ligningsrådet den kommunale skatteforvaltnings afgørelse om ikke at godkende anmodning om sambeskatning for et holdingselskab og 13 øvrige selskaber i koncernen, idet selvangivelserne blev indleveret for sent og ikke var behørige. Ligningsrådet kunne dog ikke tiltræde den kommunale skatteforvaltnings afgørelse vedrørende ophævelse af sambeskatning mellem 2 øvrige selskaber i en anden koncern, idet disse selskaber ikke klart havde tilkendegivet, at den etablerede sambeskatning ønskedes ophævet.
I SKM2004.161.LR havde den skatteansættende myndighed meddelt afslag på anmodningen om sambeskatning, idet selvangivelserne for det pågældende indkomstår var indgivet for sent. Revisor henviste til SKM2003.360.LR og anførte, at fristoverskridelsen i den aktuelle sag også var kort. Ligningsrådet meddelte efter en konkret vurdering af sagen afslag, bl.a. fordi der i SKM2004.161.LR, i modsætning til SKM2003.360.LR, ikke var tvivl om, at indsendelse af selvangivelse var foretaget for sent og den sene modtagelse hos den skatteansættende myndighed kunne derfor ikke henregnes til en træg postbesørgelse.
I SKM2003.360.LR skulle et moderselskabs selvangivelser og sambeskatningsanmodning være indgivet senest den 2. april 2002, men blev først modtaget af den skatteansættende myndighed den 5. april 2002. Den skatteansættende myndighed meddelte herefter afslag på anmodningen om sambeskatning, idet ansøgning om sambeskatning fra et givet indkomstår og selvangivelserne for det pågældende indkomstår skal indgives senest inden udløbet af fristen for rettidig selvangivelse, jf. sambeskatningscirkulærets betingelse 1.4. Revisor anførte, at anmodningen om sambeskatning, som selvangivelserne var vedlagt, var dateret og fremsendt den 30. marts 2002, hvorfor indsendelsen efter revisors opfattelse var rettidig. Ligningsrådet fandt efter en samlet konkret vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger, herunder den korte fristoverskridelse, at der kunne meddeles dispensation fra fristen for rettidig indgivelse af selvangivelse og anmodning om sambeskatning.
Vedrørende acontoskat, se afsnit S.E.4. |