åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.B.5 Særlig skatteordning for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere m.v." udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om den særlige skatteordning i KSL §§ 48 E og 48 F, der gælder for beskatning i en periode på i alt 5 år af løn til forskere og højtlønnede nøglemedarbejdere, der er rekrutteret i udlandet. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvilke personer, der kan anvende ordningen. Den gælder i alle brancher og for danskere såvel som udlændinge.

Reglerne for ordningen er senest ændret ved Lov nr. 1565 af 21/12/2010 (L 81/2010), der har virkning fra og med indkomståret 2011.

Lovændringen betyder, at

  • ordningen kan anvendes i op til 5 år med en skattesats på 26 procent
  • perioden uden dansk skattepligt forud for ansættelsen forlænges fra 3 til 10 år
  • kravet om efterbeskatning i visse situationer er bortfaldet

Overgangsregler:

  • Personer, som senest med virkning for indkomståret 2010 har valgt beskatning efter forskerskatteordningen, beskattes med 26 procent i den resterende del af en samlet periode på op til 5 år. Hvis skattepligten genindtræder fra og med indkomståret 2011, gælder de almindelige betingelser, herunder kravet om at have været ude af dansk skattepligt i 10 år forud for ansættelsen. Tidligere perioder, hvor ordningen har været anvendt, medregnes ikke i de 10 år, jf. KSL § 48 F, stk. 2, 3. pkt.
  • Personer, der er startet på forskerskatteordningen i 2010 kan ifølge de tidligere regler vælge beskatningsprocent for indkomståret 2010 (25 procent eller 33 procent) indtil udløb af fristen for indgivelse af selvangivelse for indkomståret 2010. 
  • Der kan ikke efter 31/12/2010 foretages omvalg af skatteprocent i henhold til den tidligere bestemmelse i KSL § 48 F, stk. 5.
  • Personer, der ved påbegyndelsen af indkomståret 2011 er omfattet af 25 procent beskatning, kan vælge at fortsætte med 25 procent beskatning i en samlet periode på 3 år. Denne mulighed bortfalder dog, hvis skattepligten ophører og senest ved udgangen af indkomståret 2013. Ved eventuel senere genindtræden i ordningen gælder de almindelige betingelser, herunder kravet om at have været ude af dansk skattepligt i 10 år forud for ansættelsen. Skattesatsen vil være 26 procent i den resterende periode. Tidligere perioder, hvor ordningen har været anvendt, medregnes ikke i de 10 år, jf. KSL § 48 F, stk. 2, 3. pkt.
  • 25 procent beskatning i 3 år ifølge overgangsreglen skal vælges senest 31/12/2011. Hertil benyttes blanket 01.012 1, som indsendes til SKAT.
  • Hvis der vælges 25 procent beskatning efter overgangsreglen, kan en eventuel resterende periode på 26 procent beskatning efter genindtræden af skattepligt ikke anvendes i samme indkomstår.
  • Forlængelsen til 5 år gælder ikke for personer, der før udgangen af 2013 har været beskattet i 3 år med 25 procent (eller 30 procent efter tidligere regler).

Afsnittet beskriver

  • Regler for at kunne anvende ordningen (D.B.5.1)
  • Regler om beskatning i ordningen (D.B.5.2)