Indhold
Dette afsnit beskriver, hvad der forstås ved begrebet økonomisk virksomhed.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Se også
Se følgende afsnit for mere information om momspligt:
- afsnit D.A.3.1.4.2 om indtægter af en vis varig karakter
- afsnit D.A.3.1.4.2.1 om udnyttelse af materielle eller immaterielle goder, f.eks. byggegrunde
- afsnit D.A.3.1.4.3 om forberedende handlinger og afvikling af virksomhed
- afsnit D.A.3.1.4.4 om foreninger
- afsnit D.A.4.1 om leverancer mod vederlag ML § 4, stk. 1 og 2
- afsnit D.A.5.9.4 om momspligt ved levering af nye bygninger
- afsnit D.A.5.9.5 om momspligt ved levering af byggegrunde
- Momsvejledningens afsnit P.3 om lejlighedsvis registrering.
Regel
Ved økonomisk virksomhed forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås især udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Se momssystemdirektivet, artikel 9, stk. 1, 2. afsnit.
Økonomisk virksomhed omfatter ikke alene varig virksomhedsudøvelse, men også mere lejlighedsvise økonomiske transaktioner. Se forarbejderne (Lovforslag 124, folketingsåret 1993-94) til ML § 3.
For at en levering af varer eller ydelser er momspligtig, er det en betingelse, at leveringen foretages mod vederlag af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab. Se momssystemdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a) og c).
Handler leverandøren derimod i egenskab af privatperson er leveringen derfor ikke momspligtig.
Økonomisk virksomhed kan kun udøves selvstændigt. Lønmodtagere og andre personer er derfor ikke omfattet af momsreglerne i det omfang, at de er forpligtede over for deres arbejdsgiver ved en arbejdskontrakt eller ved et andet retligt forhold, som skaber et arbejdstager-arbejdsgiverforhold med hensyn til arbejds- og aflønningsvilkår og arbejdsgiverens ansvar. Se momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1 og artikel 10.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme |
SKM2004.369.ØLR |
Det dansk-tysk ejede statslige rederiselskab Scanlines Danmark A/S var momspligtig af selskabets udlån mod vederlag af tjenestemænd og "selskabstjenestemænd" til datterselskabet Sydfynske A/S. Denne aktivitet måtte anses for økonomisk virksomhed efter ML § 3, stk. 1, der skal fortolkes i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 4 (nu momssystemdirektivets artikel 9).
Det havde ingen betydning, at der ved udlejningen ikke var tilsigtet et økonomisk overskud.
Det forhold, at Scanlines ifølge lov var forpligtet til at beskæftige de pågældende tjenestemænd, kunne heller ikke føre til et andet resultat. |
Scanlines Danmark A/S blev ikke anset for omfattet af ML § 3, stk. 2, nr. 3, som heller ikke kunne finde analog anvendelse. Se evt. afsnit D.A.3.2 om andre momspligtige personer. |
SKAT |
SKM2011.56.SR |
Et ankenævn var momspligtig af de gebyrer mv., der betales af sagens parter.
Ankenævnet var ikke momspligtig af det generelle tilskud til driften, der ydes af brancheforeningen. |
|
SKM2007.243.SR |
Ankenævnet på Energiområdet blev anset for at være en afgiftspligtig person. Generelle bidrag fra energiselskaberne, som opkræves af Energistyrelsen på nævnets vegne, skulle anses for vederlag for leverancer til energiselskaberne. Bidragene var derfor momspligtige.
Ankenævnet var ikke omfattet af den begrænsede momspligt for andre offentlige institutioner end offentlige forsyningsvirksomheder, men derimod af den almindelige momspligt for juridiske og fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. |
Se evt. afsnit D.A.3.2 om momspligt for offentlige institutioner. |