Indhold
Afsnittet handler om de lempelsesmetoder, der skal anvendes, når man skal medregne udenlandsk indkomst i den danske skattepligtige indkomst.
Afsnittet indeholder:
- Kort om lempelsesmetoderne
- Lempelsesbrøken
- Om lempelsesberegningerne.
- Ikke skattepligtige udenlandsk indkomst - lempelsesberegning.
Kort om lempelsesmetoderne
Når man skal beregne størrelsen af den skattelempelse, som en person har krav på, skal man tage udgangspunkt i den lempelsesmetode, der skal bruges.
Ifølge DBO’erne kan der være tale om følgende metoder:
- Exemption med progressionsforbehold efter gammel metode
- Exemption med progressionsforbehold efter ny metode
- Creditlempelse.
Efter LL § 33 er metoden credit.
Efter LL § 33A er metoden exemption med progressionsforbehold. Det er det samme som exemption efter "ny metode" i DBO'erne.
Med virkning fra indkomståret 2008 har AM-bidraget fået karakter af en indkomstskat på linje med andre indkomstskatter. Det betyder, at det maksimale nedslag som Danmark skal give
ved lempelse for dobbeltbeskatning eller lempelse efter LL § 33 og LL § 33A, er blevet større.
Det er blevet større med et beløb, der svarer til arbejdsmarkedsbidraget. Se SKAT-meddelelse SKM2007.812.SKAT.
Lempelsesbrøken
Lempelsen ved credit og ny exemption bliver beregnet med udgangspunkt i en brøk, der ser sådan ud:
dansk skat + evt. arbejdsmarkedsbidrag x udenlandsk indkomst
|
den skattepligtige indkomst
|
Når lempelsen er beregnet, skal man ved creditlempelse se efter, om den udenlandske skat er mindre end den lempelse, der er beregnet efter ovenstående brøk. Det er den mindste af de
to beløb, den danske skat skal lempes med.
Hvis den udenlandske skat er højere end den danske, er det maksimale danske nedslag de beregnede danske skatter plus det beregnede AM-bidrag.
Se også
Se også Juridisk vejledning, Beregning af personlige indkomstskatter mv., afsnit D om udenlandsk indkomst og beregning af nedslag for udenlandsk skat.
Om lempelsesberegningerne
Når man lemper for skat beregnet efter PSL § 5, skal lempelsen for skat af udenlandsk indkomst beregnes særskilt for hver af de skatteberegninger, som følger af
personskattelovens:
- § 6 (bundskat)
- § 7 (topskat)
- § 8 (sundhedsbidrag)
- § 8a (skat af aktieindkomst)
- § 8b (skat af CFC-indkomst).
Derudover skal der beregnes lempelse af AM-bidraget.
Lempelse vedrørende de kommunale indkomstskatter og eventuelt kirkeskat bliver beregnet på samme måde.
Hvis der er flere indkomster fra det samme land, skal lempelsesberegningen ske samlet. Lempelsesberegningen skal dog ske særskilt for hver indkomst, hvis der skal lempes efter forskellige
metoder, eller hvis indkomsten i det pågældende land er blevet særskilt (kilde-)beskattet, og der skal lempes efter creditmetoden.
Hvis der er indkomst fra forskellige lande, skal lempelsesberegningerne foretages for hvert enkelt land for sig.
Det er kun de udenlandske indkomster, som indgår i beregningsgrundlaget for den pågældende skat, som bliver taget med ved lempelsesberegningen.
Den udenlandske skattepligtige indkomst, personlige indkomst, kapitalindkomst, aktieindkomst og CFC-indkomst opgøres efter danske regler.
Fradrag, der vedrører den udenlandske indkomst, skal trækkes fra i den udenlandske indkomst. Det er derfor den udenlandske nettoindkomst, der indgår i lempelsesbrøkens
tæller. Se afsnit C.F.2.3 om nettoprincippet.
Ikke skattepligtig udenlandsk indkomst - lempelsesberegning
Hvis den udenlandske indkomst ikke er skattepligtig efter danske regler, skal den udenlandske skat ikke indgå i den danske skatteberegning.
Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor der i den danske indkomstopgørelse indgår indkomster, der knytter sig til den samme indkomstkilde i udlandet.
Eksempel: Afståelse af fast ejendom i Grønland - Ejendomsavance og genvundne afskrivninger
Skatteyder havde solgt en ejendom i Grønland. Skatteyder blev ved salget beskattet af avance og genvundne afskrivninger i Grønland. Den betalte skat i Grønland var på 56.218
kr. Heraf vedrørte 5.041 kr. beskatningen af genvundne afskrivninger.
I Danmark var avancen ikke skattepligtig i henhold til reglerne i EBL. De danske regler medførte beskatning af genvundne afskrivninger. Spørgsmålet var, om skatteyder skulle have
lempelse i den danske skat for hele den betalte skat i Grønland, eller kun den del af den grønlandske skat, der kunne henføres til beskatning af genvundne afskrivninger.
Østre Landsret fandt, at der skulle gives nedslag for hele den betalte grønlandske skat uanset forskellen i beregningsgrundlaget i henholdsvis Danmark og Grønland. Lempelsen i den
danske skat kunne dog maksimalt være et beløb svarende til den del af den danske skat, der kunne henføres til genvundne afskrivninger. Se TfS 1987, 269 Ø.
Eksempel: Salg af advokatvirksomhed i Grønland - Goodwill og genvundne afskrivninger
Landskatteretten tog stilling til en bindende forhåndsbesked vedrørende et påtænkt salg af en advokatvirksomhed i Grønland.
Salget ville udløse fortjeneste på goodwill og genvunde afskrivninger på medfølgende løsøre. Hele fortjenesten ville blive beskattet i Grønland. I Danmark ville
den del af fortjenesten, der vedrørte goodwill, være skattefri.
Landsskatteretten fandt, at der ikke skulle ske en opdeling af fortjenesten ved beregningen af lempelsen i den danske skat. Der kunne gives lempelse for hele den grønlandske skat i det
omfang, at skatten kunne rummes i den danske skat af fortjenesten. Kendelsen er kommenteret i ToldSkat Nyt 1993.7.336. Se også TfS 1993,193.