En arbejdsgiver eller hvervgiver, der udbetaler skattefri rejsegodtgørelse, har pligt til at kontrollere, at alle betingelserne for, at udbetalingen kan ske skattefrit, er opfyldt.
Ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse skal arbejdsgiveren eller hvervgiveren føre kontrol med:
- rejsens erhvervsmæssige formål,
- rejsens start- og sluttidspunkt, antallet af erhvervsmæssige rejsedage,
- rejsens mål og eventuelle delmål og
- beregningen af rejsegodtgørelsen - herunder de anvendte satser.
Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.
Hvis ikke arbejdsgiveren eller hvervgiveren foretager den fornødne kontrol, er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst (løn eller vederlag).
Lønmodtageren eller hvervtageren kan herefter i stedet tage et ligningsmæssigt fradrag for udgifterne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Se evt. SKM2006.229.LSR.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Højesteretsdomme |
SKM2007.247.HR |
Arbejdsgiverens kontrol havde ikke været udført med henblik på at kontrollere grundlaget for skattefriheden af de diæter og rejsegodtgørelser, som blev udbetalt med faste beløb pr. dag.
Arbejdsgiveren kontrollerede ikke de enkelte medarbejderes start- og sluttidspunkt for rejsen, og indeholdt A-skat af det beløb, der blev udbetalt til dækning af rejseudgifter.
Diæterne/rejsegodtgørelserne var skattepligtige. |
|
Landsretsdomme |
SKM2010.778.VLR |
Når der er interessefællesskab mellem en hovedanpartshaver og selskabet, er der strenge krav til dokumentationen for, at betingelserne for skattefrihed er opfyldt. |
Afgørelsen vedrører skattefri befordringsgodtgørelse. Princippet om strenge krav til dokumentationen gælder også ved udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse. |
SKM2004.517.ØLR |
På det foreliggende grundlag kunne arbejdsgiveren ikke kontrollere, om overnatningerne var nødvendiggjort af lønmodtagerens arbejdsopgaver.
Også af den grund var det Landsrettens opfattelse, at de udbetalte rejsegodtgørelser var skattepligtige. |
|
Landsskatteretskendelser
SKM2006.229.LSR |
Arbejdsgiveren havde ikke udøvet fornøden kontrol af, om betingelserne for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse var til stede.
Lønmodtageren var skattepligtig af hele den udbetalte rejsegodtgørelse som følge af arbejdsgiverens manglende kontrol med udbetalingerne.
Lønmodtageren fik fradrag for de udstationeringer, der efter en konkret vurdering blev anset for at opfylde rejsebegrebet. |
| |