Indhold
Dette afsnit beskriver rejsebegrebets betingelse om, at der skal være tale om et midlertidigt arbejdssted.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Midlertidigt arbejdssted
- Eksempel
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Regel
Hverken LL §9 Aeller forarbejderne til bestemmelsen indeholder en objektiv definition af, hvornår et arbejdssted er midlertidigt i relation til rejsebegrebet. Det må derfor afgøres på baggrund af en konkret, individuel vurdering af den enkelte lønmodtagers ansættelses- og arbejdsforhold.
Bemærk
Hvis der er tale om et midlertidigt arbejdssted, men de øvrige betingelser for at være på rejse ikke er opfyldt, kan arbejdsgiveren skattefrit stille fri kost til rådighed. Det fremgår af LL § 16, stk. 11. Se afsnit C.A.5.12.2 om fri kost og logi.
Midlertidigt arbejdssted
En række arbejdssteder vil altid være midlertidige, uanset om lønmodtageren er fast eller midlertidigt ansat. Et eksempel er arbejdssteder, hvor der bliver udført bygge- og anlægsarbejder. Her ophører arbejdet på det pågældende arbejdssted, når byggeriet/anlægsarbejdet er færdigt. Tilsvarende har lønmodtagere med mobile arbejdssteder og arbejdssteder, der flytter sig, fx lastbilchauffører, fiskere og vejarbejdere, også et midlertidigt arbejdssted. Se SKM2003.294.TSS, om forståelsen af "midlertidigt arbejdssted" og hvornår en "rejse" er afbrudt i forhold til fiskeres anvendelse af fradrag efter rejsereglerne i LL § 9 A. Bemærk, at SKM2007.559.HR efterfølgende har ændret den del af Told og Skattestyrelsens udtalelse, der fastslår, at det afgørende er, hvor fiskerbåden er hjemmehørende.
Se også TfS 2000, 863 og TfS 2000, 898, om ansatte på bore- eller produktionsplatforme, der ikke er forankret i undergrunden samt SKM2009.129.HR vedrørende ansatte på færger i rutefart.
For andre arbejdssteder, som ikke i sig selv er af midlertidig karakter, og hvor arbejdet i princippet lader sig udføre på det samme sted dag ud og dag ind - fx arbejde på en fabrik eller et slagteri - forudsætter "et midlertidigt arbejdssted" en tidsbegrænsning. Det kan udledes af forarbejderne til LL §9 A og praksis på området. En fastansat lønmodtager på sådanne arbejdssteder har derfor ikke et midlertidigt arbejdssted. Se SKM2006.109.LSR og eventuelt SKM2006.161.LSR, hvor lønmodtageren var ansat "indtil videre". Se også SKM2003.453.LSR, hvor en fastansat sygeplejerske havde midlertidigt arbejdssted i en tremåneders prøveperiode samt SKM2011.752.SR, hvor der ikke var en så tilstrækkelig reel begrundelse, at tidsbegrænsede ansættelser på 24 måneder kunne anses for midlertidige efter ligningslovens § 9 A.
Tidsbegrænsningen er ikke objektivt defineret i loven eller forarbejderne. Der er derfor nødvendigt at vurdere dette konkret og individuelt på baggrund af lønmodtagerens ansættelses- og arbejdsforhold.
I vurderingen indgår en række kriterier, herunder specielt:
- Tidsbegrænsningens længde. Jo kortere perioden er, jo mere sandsynligt er det, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted.
- Årsagen til tidsbegrænsningen. Er der tale om en konkret opgave, der skal færdiggøres eller er tidsbegrænsningen begrundet i andre arbejdsmæssige forhold?
- Muligheden for forlængelse af ansættelsesforholdet efter tidsbegrænsningens udløb.
Se SKM2008.853.SKAT, hvor SKAT - med udgangspunkt i konkrete eksempler - har præciseret, hvornår en lønmodtagers arbejdssted kan anses for midlertidigt. SKAT redegør også for sin opfattelse af begrebet "midlertidigt arbejdssted" i relation til "åremålsansættelser".
Se også SKM2001.188.TSS, hvor Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med en forespørgsel om behandling af EØS-borgere med sæsonarbejde i Danmark udtalte, at et arbejdssted, som en person arbejder på i en periode på under 12 måneder, normalt vil blive anset for et midlertidigt arbejdssted.
Bliver en fastansættelse efterfølgende ændret til en tidsbegrænset ansættelse, påhviler der lønmodtageren et skærpet krav til sandsynliggørelse af, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Se evt. SKM2010.183.SR.
Eksempel
Dette eksempel fra SKM2008.853.SKAT illustrerer, hvornår et arbejdssted kan anses for midlertidigt:
En dansk virksomhed ansætter en udenlandsk medarbejder, der opretholder sin sædvanlige bopæl i udlandet. Afstanden mellem den sædvanlige bopæl i udlandet og arbejdsstedet i Danmark er så lang, at medarbejderen ikke kan nå hjem og overnatte på bopælen mellem arbejdsdagene i ugens løb. Ansættelsen er tidsbegrænset til 12 måneder. Det fremgår ikke af ansættelseskontrakten, at den vil kunne forlænges. Der er tale om tidsbegrænset ansættelse til et arbejde, der dag efter dag bliver udført på den samme arbejdsplads, og som normalt bliver udført af fastansatte, fx arbejde på en fabrik.
Ved afslutningen af den udenlandske medarbejders ansættelsesperiode bliver ansættelsen forlænget med 12 måneder med den begrundelse, at virksomheden er tilfreds med medarbejderens arbejdsindsats, og at man regner med, at der vil være arbejde nok til medarbejderen i yderligere 12 måneder.
Spørgsmålet er nu, om der er tale om et "midlertidigt arbejdssted" for den udenlandske medarbejder i relation til LL §9 A, stk. 1, henholdsvis i de første 12 måneder og i de efterfølgende 12 måneder.
Af forarbejderne til LL §9 Aog praksis på området fremgår, at "et midlertidigt arbejdssted" forudsætter en tidsbegrænsning. Da denne tidsbegrænsning ikke er objektivt defineret i loven eller dens forarbejder, afgøres dens udstrækning derfor konkret ud fra en vurdering af medarbejderens ansættelses- og arbejdsforhold.
I eksemplet er medarbejderens oprindelige ansættelse tidsbegrænset til 12 måneder. Det lægges derfor til grund, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted. Medarbejderen er som følge heraf på rejse i LL §9 A's forstand i de første 12 måneder af ansættelsesforholdet.
Med hensyn til de efterfølgende 12 måneder er arbejdsstedet - i den konkrete situation - ikke længere reelt midlertidigt, selv om ansættelsen er tidsbegrænset. Der lægges vægt på
- at der ikke er en dokumenteret, konkret arbejdsmæssig begrundelse for forlængelsen af ansættelsesforholdet, og
- at der er tale om et arbejdssted, der ikke efter dets karakter er midlertidigt som fx et arbejdssted på en byggeplads eller sæsonarbejde på en frugtplantage, men derimod om et arbejdssted, hvor arbejdet kan fortsætte i ubegrænset tid, selv om selve ansættelsen er tidsbegrænset til et år ad gangen.
Når et arbejde ikke i sig selv er af midlertidig karakter, er det en forudsætning for fortsat at anse arbejdsstedet som midlertidigt ved en forlængelse af arbejdsforholdet, at det dokumenteres, at der er en arbejdsmæssig begrundelse for forlængelsen. Dette gælder også, hvor den oprindelige midlertidige ansættelse er kortere end 12 måneder.
Hvis det allerede ved indgåelsen af en ansættelsesaftale kan lægges til grund, at en medarbejders arbejdssted ikke er tidsbegrænset enten til en bestemt periode eller til en konkret opgaves færdiggørelse, fx fordi ansættelseskontrakten indeholder en generel mulighed for forlængelse, opfylder medarbejderen ikke betingelsen i LL §9 A, stk. 1, om at arbejde på et "midlertidigt arbejdssted". Allerede derfor er medarbejderen ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse eller fradrag for rejseudgifter efter LL §9 A- heller ikke for de første 12 måneder.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
|
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-
meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
|
Højesteretsdomme |
|
SKM2009.129.HR |
En lønmodtager var fastansat på en færgerute med fast mødested på færgen, når den lå i færgelejet i havnen X. Hans arbejde sluttede samme sted.
Han havde haft et fast arbejdssted tilknyttet havnen X i hele indkomståret. Først når færgen forlod havnen, var der tale om et midlertidigt arbejdssted. Allerede som følge heraf var han ikke berettiget til fradrag for rejseudgifter. |
Tilsvarende afgørelse i SKM2009.146.LSR |
|
SKM2007.559.HR |
En fisker havde faste arbejdssteder i tre ud af fem havne, hvor der blev fisket fra.
Der var først tale om et midlertidigt arbejdssted, og dermed mulighed for fradrag for rejseudgifter, når båden forlod en af de tre havne, som fiskeren var fast tilknyttet.
Rejserne sluttede ved bådens ankomst til en af disse havne igen.
Liggetiden i havnene og turen mellem bopælen og havnene skulle ikke medregnes til rejsetiden, selv om fiskeren udførte arbejde på båden i havnene. |
Tilsvarende afgørelse i SKM2007.557.HR |
|
Landsretsdomme |
|
SKM2001.490.VLR |
En lønmodtager var udsendt af et dansk selskab som konsulent for et polsk og senere også et litauisk selskab, som det danske selskab var medejer af.
Arbejdsopgaver udført i Polen og Litauen var ikke af midlertidig karakter. Arbejdsopgaverne havde karakter af sædvanlige ledelsesmæssige opgaver af permanent og fast tilbagevendende karakter.
En samlet vurdering førte til, at lønmodtageren havde faste arbejdssteder i Polen og Litauen.
Skatteyderen var ikke berettiget til at modtage skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse. |
|
|
Byretsdomme |
|
SKM2011.182.BR |
En fisker havde hvert år siden 1981 fisket fast fra X havn omkring 7 måneder om året. I 1983 købte han en helårsbolig i X, som dog ikke blev anset for fiskerens sædvanlige bopæl. Boligen blev benyttet til overnatning, når der blev fisket fra X havn. I årene 2001, 2003 og 2004 blev 67-70 pct. af fangsterne landet i havnen X havn.
Fiskerens erhvervsmæssige tilknytning til X havn medførte, at havnen blev anset for et fast arbejdssted. At fiskeren tillige fiskede fast fra en anden havn ændrede ikke herpå, da det er muligt at have mere end et fast arbejdssted.
Havnen i X var derfor ikke et midlertidigt arbejdssted for fiskeren. |
Sagen er anket til landsretten |
|
Landsskatteretskendelser |
|
SKM2010.847.LSR |
En lønmodtagers ansættelsesforhold indebar, at han arbejdede på fartøjet X1 og at hans arbejde og vagter på dette skib begyndte og sluttede fast i havnen i Y3. Det faste ansættelsessted var ifølge ansættelseskontrakten Y2.
Y3 blev anset for et fast arbejdssted.
Arbejdsstedet om bord var først midlertidigt, når X1 forlod havnen i Y3.
Beredskabsvagt, der umuliggjorde overnatning eller ophold på sædvanlig bopæl under vagterne, blev ikke tillagt betydning. Liggetid i havnen var også uden betydning. |
Sagen er indbragt for byretten |
|
SKM2009.458.LSR |
Et containerområde nær arbejdsgivers adresse, som en lastbilschauffør regelmæssigt vendte tilbage til, var ikke et fast arbejdssted. Rejsen blev derfor ikke afbrudt, når chaufføren kørte ind på containerområdet. |
|
|
SKM2006.161.LSR |
En lønmodtager var ifølge ansættelseskontrakten ansat "indtil videre". Der var ikke tale om et midlertidigt arbejdssted. |
|
|
SKM2006.109.LSR |
En fastansat lønmodtager havde ikke et midlertidigt arbejdssted. Opretholdelsen af to boliger blev anset for en privat disposition, og der var ikke fradrag for ekstra udgifter til logi. |
|
|
SKM2003.453.LSR |
En sygeplejerske, der boede på en ø, havde fået arbejde på et hospital på fastlandet. Der var 3 måneders prøvetid, og herefter var arbejdet fast.
Arbejdsstedet var midlertidigt i prøveperioden. Herefter var arbejdsstedet fast. |
|
|
SKAT |
|
SKM2011.752.SR |
Udenlandske lønmodtagere kunne ikke foretage fradrag med standardsatserne for logi for hele perioden af en på forhånd aftalt midlertidig ansættelse på 24 måneder.
At det var en mere overskuelig periode var ikke en tilstrækkelig reel begrundelse for at tidsbegrænsede ansættelser på 24 måneder kunne anses for midlertidige efter ligningslovens § 9 A. I den forbindelse var det blandt andet ikke begrundet, hvorfor en 24 måneders kontrakt var mere overskuelig end de tidligere 12 måneders kontrakter der havde været anvendt.
Der var endvidere tale om arbejde, som kunne udføres så længe spørger opretholdt sin produktion og som i øvrigt blev udført af fastansatte danske medarbejdere. |
|
|
SKM2010.183.SR |
En fastansat lønmodtager, der blev tidsbegrænset ansat i 2 år i sit hidtidige job på samme sted og med samme arbejdsopgaver, uden mulighed for forlængelse havde ikke et reelt midlertidigt arbejdssted. |
|
|
SKM2008.849.SR |
En lønmodtager med 1-årig kontrakt i en industriproduktionsvirksomhed fik forlænget sin ansættelse.
Lønmodtageren kunne ikke regne med at have arbejde i industriproduktionsvirksomheden efter den første kontrakts udløb.
Arbejdsstedet var midlertidigt i den første ansættelsesperiode.
I den anden periode, hvor ansættelsesforholdet var forlænget med 1 år, var arbejdsstedet ikke midlertidigt.
Der blev lagt vægt på:
at lønmodtageren tog svejse-kursus i hans første ansættelsesperiode i virksomheden
at lønmodtageren som afslutning på dette kursus fik et særligt svejse-certifikat
at lønmodtageren udførte den samme slags arbejde som virksomhedens fastansatte svejsere
at lønmodtageren på grund af manglende arbejdskraft i den del af Danmark, virksomheden lå i, nu var mere end velkommen til at blive
at lønmodtageren derfor fik en ny kontrakt på yderligere et års ansættelse
at lønmodtageren arbejdede på samme arbejdssted med det samme arbejde som i sin første ansættelsesperiode
at virksomheden gerne ville forlænge ansættelsen på den ene eller anden måde, hvor selskabet evt. kunne lokke med, at lønmodtageren stadigvæk kunne få det høje fradrag for rejseudgifter.
Arbejdsstedet var heller ikke midlertidigt i forbindelse med en yderligere forlængelse på endnu 1 år af den anden ansættelsesperiode, dvs. i en tredje ansættelsesperiode.
At lønmodtageren efter den anden ansættelsesperiode rejste hjem til Polen i 20 dage og først herefter indgik en ny 1-årig ansættelsesaftale med samme arbejdsgiver ændrede ikke ved det.
At lønmodtageren i stedet for ansættelse i samme virksomhed blev ansat i virksomhedens søsterselskab til at udføre det samme arbejde, som han hidtil havde udført, og på samme arbejdssted ændrede heller ikke ved det. |
|
|
SKM2007.340.SR |
En elektrikerelev, der havde indgået en uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed i overensstemmelse med erhvervsuddannelsesloven, blev under skoleopholdene betragtet som en lønmodtager på et midlertidigt arbejdssted.
Et grunduddannelsessted kan være et arbejdssted, når undervisningen er en integreret del af ansættelsesforholdet. Det er en forudsætning, at eleven har en uddannelsesaftale med praktikstedet og dermed er i et ansættelsesforhold. Skoleopholdet skal endvidere være en mindre del af uddannelsen, mens praktikken hos arbejdsgiveren skal være uddannelsens primære del. |
Tilsvarende afgørelse om en tandteknikerelev i SKM2007.341.SR
Se SKM2009.624.SKAT |
|
TfS2000.863.TSS |
En boreplatform, produktionsplatform, borerig eller lignende, der flytter sig i takt med arbejdets udførelse, fordi fartøjet/installationen befinder sig på havet og ikke er forankret i undergrunden, mens den ansatte arbejder dér, bliver - ligesom skibe - betragtet som et midlertidigt arbejdssted.
Det er ikke tilfældet, hvis arbejdsstedet er forankret i undergrunden. I så fald afgøres spørgsmålet, om arbejdsstedet er midlertidigt, ud fra den ansattes ansættelses- og arbejdsforhold i øvrigt. |
|