Indhold
Dette afsnit handler om reglerne om sømandsfradrag i sømandsbeskatningsloven.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Begrænsning af fradrag for øvrige udgifter
- Dispensationer og overgangsregler.
Regel
Personer, som uden for begrænset fart, erhverver lønindkomst ved arbejde ombord på danske eller udenlandske skibe, må fradrage et beløb på 56.900 kr. ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Se SØBL § 3, stk. 1.
Bemærk
Der er i 2011 vedtaget en forhøjelse af beløbet i SØBL § 3. Forhøjelsen omfatter ikke søfolk ombord på stenfiskerfartøjer og sandsugere. Lovændringen
skal godkendes i EU før den kan træde i kraft.
Se også
Se også afsnit
Stenfiskerfartøjer og sandsugere
Sømandsfradrag på 56.900 kr. gælder også ved arbejde ombord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport
af materialer, der er indvundet fra havbunden, og som har en bruttotonnage på 20 t eller derover. Se SØBL § 3, stk. 1, 2. pkt.
Ansat en del af et år eller deltidsansat
Sømandsfradraget er forholdsmæssigt, når personen er ansat til arbejde ombord på et skib en del af et år eller er ansat med en aftalt arbejdstid, som er kortere end det
sædvanlige forhyringsvilkår på fuld tid. Se SØBL § 3, stk.1, 3. pkt.
Det er en betingelse for sømandsfradrag, at forhyringsvilkårene svarer til, hvad der sædvanligvis gælder for søfolk. Se SØBL § 3, stk.1, 4. pkt.
Ved bedømmelsen af, om sømanden er ansat på sædvanlige forhyringsvilkår, lægges der vægt på, om denne er ansat på løn- og arbejdsvilkår
svarende til de, som gælder efter kollektive overenskomster indgået mellem arbejdsmarkedets parter for arbejde af den pågældende karakter, og at forhyringsvilkårene i det
hele taget svarer til sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår for ansatte med samme anciennitet.
Efterforskning og udvinding af kulbrinter
Reglerne om sømandsfradrag kan anvendes af personer, der erhverver lønindkomst ved arbejde udført ombord på skibe og installationer, som anvendes i tilknytning til
efterforskning og udvinding af kulbrinter uden for dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde. Det samme gælder ved arbejde ombord på skole- og øvelsesskibe efter
lov om maritime uddannelser. Se SØBL § 3, stk. 2.
Begrænsning af fradrag for øvrige udgifter
Når der foretages sømandsfradrag, må der ikke samtidig tages fradrag for bl.a. fagforeningskontingent, A-kassebidrag, befordring og øvrige lønmodtagerudgifter efter LL
§ 9, stk. 1, LL §§ 9 B - 9 D, LL § 13 samt PBL § 49, stk. 1. Se SØBL § 4, stk. 1.
Selvom sømandsfradraget erstatter fradrag for lønmodtagerudgifter, skal sømandsfradraget ikke reduceres med bundfradraget i LL § 9, stk. 1.
Sømandsfradraget opgøres som hovedregel maskinelt. Personer, der ønsker sømandsfradrag, skal derfor ikke selv selvangive fradraget.
Personer, som kan foretage sømandsfradrag, kan ikke anvende rejsereglerne i LL § 9 A, stk. 1-9. Se SØBL § 4, stk. 2.
Bemærk
En person, der tager sømandsfradrag, er berettiget til fradrag for bidrag til efterlønsordningen efter PBL § 49 A.
Dispensationer og overgangsregler
I sømandsbeskatningsloven er der fastsat tre overgangsbestemmelser om sømandsfradrag.
Sejldistance mindre end 50 sømil
Søfolk på skibe i rutetrafik, der før den 23. februar 2005 fik dispensation for en sejldistance, der er mellem 25 og 50 sømil fra havn til havn, har adgang til
sømandsfradrag. De betingelser, der gælder for dispensationen skal fortsat være opfyldt.
Andre rederier, der senere måtte besejle en rute, der er givet dispensation til, vil også kunne anvende overgangsreglen.
Hvis besejlingen på ruten ophører helt, bortfalder overgangsreglen om sømandsfradrag for altid. Se SØBL § 14.
Anden erhvervsmæssig anvendelse
SKAT kan tillade, at søfolk på skibe, der før den 23. februar 2005 fik dispensation for anden erhvervsmæssig anvendelse end befordring af passagerer og gods, fortsat har adgang
til sømandsfradrag, hvis dispensationen fornyes.
Dispensationen kan fornyes, når skibet fortsat anvendes til det formål, der lå til grund for dispensationen. Dispensationen bortfalder, når dette ikke længere er
tilfældet og kan ikke senere fornyes. Se SØBL § 15.
Dispensationen gives efter anmodning til et rederi under hensyntagen til skibets anvendelse, fart og forhyringsvilkår. Dispensationen bortfalder derfor ved ejerskifte.
Skattefri rejsegodtgørelse efter LL § 9 A
Søfolk der den 23. februar 2005 ikke var afskåret fra at anvende reglerne i LL § 9 A om skattefri rejsegodtgørelse og, som nu kan anvende sømandsfradraget, kan vælge
fortsat at anvende reglerne om skattefri rejsegodtgørelse.
Valgfriheden bortfalder hvis der foretages sømandsfradrag. Se SØBL § 16.