Indhold

Afsnittet beskriver reglerne om RIMs oversendelse af klagesager til Landsskatteretten.

Afsnittet indeholder:

  • Frister for RIMs fremsendelse af klagen til Landsskatteretten
  • Gebyr og omkostningsgodtgørelse
  • Krav til hvad der skal fremsendes til Landsskatteretten
  • Indholdet af RIMs udtalelse til Landsskatteretten.

Frister for RIMs fremsendelse af klagen til Landsskatteretten

Der gælder ingen lovbestemt frist for RIMs fremsendelse af skyldners klage til Landsskatteretten.

Følgende kan dog lægges til grund:

  • Hvis RIM fastholder afgørelsen, skal klagen videresendes til Landsskatteretten senest 14 dage efter, at sagen er fuldt oplyst for RIM.
  • Hvis skyldner får delvist medhold, skal klagen fremsendes til Landsskatteretten senest 14 dage efter, at RIM har modtaget skyldners meddelelse om, at klagen fastholdes.

Gebyr og omkostningsgodtgørelse

Der skal ikke betales afgift efter de almindelige regler når RIM fremsender en klage til Landsskatteretten. Dette skyldes, at inddrivelsessager efter § 24 i bekendtgørelse af forretningsorden for Landsskatteretten afgøres uden medvirken af ordinære retsmedlemmer og efter § 3 betales der ikke betales afgift af sådanne sager.

Inddrivelsessager ved Landsskatteretten er undtaget fra reglerne om omkostningsgodtgørelse i skattesager.

Krav til hvad der skal fremsendes til Landsskatteretten

Hvis

  • RIM fastholder afgørelsen eller
  • skyldner får delvist medhold, og skyldner fastholder klagen

skal RIM sende klagen til Landsskatteretten sammen med en udtalelse om sagen. Se inddrivelsesbekendtgørelsens. § 39, stk. 2.

RIM skal fremsende følgende til Landsskatteretten:

  • Klagen
  • Den afgørelse, der klages over
  • Dokumenter, som klageren har ønsket at anvende som bevis
  • RIMs udtalelse

Det skal præciseres, at RIM skal fremsende alt relevant materiale til Landsskatteretten, herunder dokumenter og andet materiale, som klager henviser til i henvendelsen til RIM.

Hvis der fx har været ført korrespondance med klagers advokat i forbindelse med sagens behandling i 1. instans, skal denne korrespondance vedlægges det materiale, RIM sender til Landsskatteretten.

Det er aftalt med Landsskatteretten, at RIM ikke skal underrette skyldner om klagens fremsendelse til Landsskatteretten, og RIM skal ikke fremsende en kopi af udtalelsen til Landsskatteretten til skyldner. Når Landsskatteretten har modtaget klagen, vil den orientere skyldner om det.

Landsskatteretten kan indhente eventuelle yderligere oplysninger til brug for sagsbehandlingen, ligesom Landsskatteretten kan foretage partshøring af skyldner. Se § 25, stk. 3, i bekendtgørelsen af forretningsorden for Landsskatteretten.

Indholdet af RIMs udtalelse til Landsskatteretten

Det skal fremgå af udtalelsen, hvis der i punkter i den påklagede afgørelse, som RIM anser for urigtige. RIM skal begrunde denne opfattelse. Se inddrivelsesbekendtgørelsens § 39, stk. 3.

Udtalelsen kan herudover indeholde RIMs bemærkninger til skyldners klage eller dele af klagen.

Udtalelsen skal derfor have følgende indhold og bør udarbejdes efter den angivne skabelon:

1. Identifikationsoplysninger

  • Journal nr.:
  • Klagers navn og adresse:
  • CPR-nr./CVR-/SE-nr.:
  • Klagers evt. repræsentant:

2. Oplysning om restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse(r)

  • Myndighed og sagsbehandler:
  • Dato for afgørelsen i 1. instans:
  • Dato for skyldners klage:
  • Dato for restanceinddrivelsesmyndighedens meddelelse om udfaldet af remonstrationen:
  • Dato for skyldners fastholdelse af klagen:

3. Hvad klages der over?

Kort angivelse af klagesagens indhold, f.eks. "Klagen skyldes, at skattecentret ikke har imødekommet klagers ansøgning om eftergivelse af en momsrestance."

4. Sagens faktiske forhold

RIM skal fremhæve de faktiske omstændigheder, der har haft betydning for sagens afgørelse og kommentere de eventuelle faktiske oplysninger, som måtte fremgå af skyldners klage.

RIM skal oplyse, om der er punkter i den påklagede afgørelse, der anses for urigtige, ligesom denne opfattelse skal begrundes.

5. RIMs afgørelse og begrundelse herfor

RIM skal fremhæve den relevante regelanvendelse, herunder fortolkningen af anvendte regler samt henvisning til praksis.

RIM skal kommentere eventuelle nye argumenter m.v., som måtte fremgå af skyldners klage.

Retspræsidenten kan efter en konkret vurdering beslutte, at anmode RIM om at udfærdige en sagsfremstilling. Anmodningen skal imødekommes inden for 1 måned efter anmodningens modtagelse. Se § 25, stk. 1 i Bekendtgørelsen af forretningsorden for Landsskatteretten