Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for beskatning af genanbragte fortjenester i udenlandske ejendomme, når ejeren ikke længere er fuldt skattepligtig til og hjemmehørende i Danmark.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Fraflytning
  • Beskatningstidspunkt mv.
  • Henstand med fraflytterskatten
  • Nedsættelse af fraflytterskatten
  • Bortfald af fraflytterskatten
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Når en fysisk person, der har genanbragt fortjeneste i en fast ejendom i udlandet, flytter fra Danmark til udlandet, skal han eller hun beskattes ved fraflytningen (fraflytterbeskatning). Se EBL § 6 B, stk. 1.

Fraflytterbeskatningen omfatter skat af fortjeneste på en afstået erhvervsejendom, når fortjenesten har nedsat anskaffelsessummen på en erhvervet erhvervsejendom, der ligger i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland. Der er ikke behov for fraflytterbeskatning, hvis den erhvervede ejendom ligger i Danmark, fordi Danmark altid har beskatningsretten til fortjeneste ved afståelse af ejendomme i Danmark, uanset hvor ejeren bor.

Bemærk

Reglerne om fraflytterbeskatning i EBL § 6 B omfatter kun fysiske personers fraflytning, mens selskaber er omfattet af ophørsbestemmelsen i SEL § 5, stk. 7.

Fraflytning

Fraflytning sker, når ejeren ophører med at være fuldt skattepligtig til Danmark efter reglerne i KSL § 1.

Fraflytning kan dog også ske på et tidligere tidspunkt, nemlig når ejeren både er fuldt skattepligtig til Danmark og til fremmed stat, Færøerne eller Grønland, og samtidigt ophører med at være hjemmehørende i Danmark efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst (flytter skattemæssigt hjemsted). I den situation overgår retten til at beskatte fast ejendom som bopælsland fra Danmark til det fremmede land i det indbyrdes forhold mellem de to lande. Det er uden betydning, om overenskomsten er indgået med det land, som ejendommen ligger i, eller med et andet land. Se EBL § 6 B, stk. 1.

Beskatningstidspunkt mv.

Fortjenesten beskattes på det tidspunkt, hvor skattepligten ophører, eller hvor det skattemæssige hjemsted er flyttet. Se EBL § 6 B, stk. 1.

Den fortjeneste, der har nedsat anskaffelsessummen, er fortjenesten fra den faste ejendom, der ligger i den stat, hvor den afståede ejendom lå. Se EBL § 6 B, stk. 1.

Beskatningen ved fraflytning er som udgangspunkt lig med skatten af fortjenesten på den afståede ejendom. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i fraflytningsåret skal ejeren derfor medregne hele den del af fortjenesten på den afståede ejendom, der har nedsat anskaffelsessummen på den udenlandske ejendom. Ved omregning til helårsindkomst indgår fortjenesten som en engangsindkomst.

Selvom den udenlandske ejendom er faldet i værdi fra anskaffelsen til fraflytningen, bliver beskatningsgrundlaget ikke nedsat, så det svarer til værdifaldet. Det skyldes, at der er tale om beskatning af en allerede realiseret fortjeneste på den tidligere afståede faste ejendom, som Danmark har ret til at beskatte efter dobbeltbeskatningsoverenskomsterne (enten som bopælsland, hvis ejendommen ligger i udlandet, eller som kildeland, hvis den ligger her i landet).

Bemærk

Ved et senere salg af den udenlandske ejendom skal skatten af den oprindeligt afståede ejendom dog omberegnes, hvis den udenlandske ejendom er faldet i værdi fra anskaffelsestidspunktet til salgstidspunktet. Se i dette afsnit nedenfor om nedsættelse af fraflytterskatten.

Henstand med fraflytterskatten

Der kan gives henstand med skatten, indtil den udenlandske ejendom afstås, eller indtil ejeren dør. Det sker efter reglerne i KSL § 73 E. Se EBL § 6 B, stk. 2.

En længstlevende ægtefælle kan under visse betingelser succedere i en afdød ægtefælles henstand med fraflytterskat. Se afsnit (C.E) om dødsbobeskatning.

Hvis fraflytning sker til et land, der er omfattet af EU's bistandsdirektiv for inddrivelse, eller et land, der er omfattet af den nordiske overenskomst om bistand i skattesager, behøver ejeren ikke at stille sikkerhed.

Nedsættelse af fraflytterskatten

Når der er indtrådt pligt til at betale fraflytterskat efter EBL § 6 B, stk. 1, ved afståelse af den erhvervede faste ejendom i udlandet, og det konstateres, at handelsværdien for den erhvervede ejendom er faldet i værdi i forhold til købesummen, kan ejeren anmode om at få fraflytterskatten nedsat med det beløb, der svarer til værdifaldet. Det skattepligtige beløb kan dog ikke blive negativt. Tilsvarende regler gælder ved ejerens død.

Muligheden for at få nedsat fraflytterskatten gælder, uanset hvor længe ejeren har ejet den erhvervede ejendom. Nedsættelsen gælder, hvad enten der er givet henstand med skatten eller ej. Se EBL § 6 B, stk. 3.

Bortfald af fraflytterskatten

Vælger ejeren (den skattepligtige) at flytte tilbage til Danmark, bortfalder fraflytterskatten. Det gælder, hvad enten der er givet henstand med skatten eller ej. Flytter ejeren ud igen, skal skatten igen betales, men sådan, at fortjenesten skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i dette fraflytningsår. Ved fraflytning fra Danmark, kan der på ny indrømmes henstand med skatten, når betingelserne herfor er opfyldte.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2011.65.SR

Genanbringelse, fraflytterbeskatning, salg af ideel halvdel til ægtefælle. Spørger kunne ikke overdrage en ideel halvdel af to ejendomme til sin hustru til en pris svarende til hans købspris for halvdelen, uden at det fik betydning for henstandsbeløbet. Dog kunne Skatterådet bekræfte, at kun halvdelen af henstandsbeløbet forfalder i tilfælde af overdragelse af den ideelle halvdel. Skatterådet kunne også bekræfte, at spørger kunne anmode om at få nedsat den forfaldne halvdel af fraflytterskatten, der svarede til andelen af værdifaldet i tilfælde af, at en overdragelsespris (dagspris) til ægtefællen var lavere end den oprindelige købesum.

 

SKM2008.643.SR

Genanbringelse, landbrugsejendom, Holland. Der blev taget stilling til forskellige spørgsmål i forbindelse med genanbringelse af fortjeneste i hollandsk landbrugsejendom. Tilladelse.

 

SKM2008.385.SR

Genanbringelse, Holland. Fortjenesten kunne genanbringes i ejendomme i Holland. Ved efterfølgende fraflytning var det muligt at få henstand med skattebetalingen. Tilladelse.

 

SKM2007.747.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning. Der blev taget stilling til flere spørgsmål om genanbringelse af fortjeneste i udenlandsk erhvervsejendom og genanbringelse i omkostninger til nybygning af erhvervsejendom. Der blev også taget stilling til spørgsmål om henstand med betaling af skat efter KSL § 73 E. Delvis tilladelse.

 

SKM2007.650.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, lempelse. Fortjeneste skulle genanbringes i den erhvervede ejendom som helhed. Der kunne gives creditlempelse for fortjeneste på ejendom i Rumænien. Fortjeneste, der nedsatte anskaffelsessummen, var ikke omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten og kunne derfor ikke lempes. Delvis tilladelse.

 

SKM2007.640.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, henstand. Fortjeneste fra salg af en ideel andel af en landbrugsejendom kunne genanbringes i en ideel andel af en hollandsk landbrugsejendom, forudsat at ejeren var fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark på det tidspunkt, hvor anskaffelsessummen blev nedsat. Der kunne gives henstand med fraflytterskatten efter KSL § 73 E. Tilladelse.

 

SKM2007.622.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, henstand. Fortjeneste fra salg af en ejendom i Danmark kunne genanbringes i en ejendom i Litauen under forudsætning af, at ejeren var fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark på det tidspunkt, hvor anskaffelsessummen blev nedsat. Ejeren kunne ikke undgå fraflytningsbeskatning efter EBL § 6 B ved at bevare begrænset skattepligt til Danmark. Ejeren kunne få henstand efter KSL § 73 E med betaling af fraflytterskatten.

 

SKM2007.621.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, ombygning, nybygning. Fortjeneste fra salg af erhvervsejendom i Danmark kunne genanbringes i hollandsk erhvervsejendom forudsat, at skatteyderen var fuldt skattepligtig til Danmark og havde skattemæssigt hjemsted her i landet på det tidspunkt, hvor anskaffelsessummen blev nedsat. Det var ikke afgørende for genanbringelsen, at nybygningen eller ombygningen var færdiggjort inden for tidsfristerne. Det var tilstrækkeligt, at nybygningen eller ombygningen var påbegyndt. Det var dog forudsat, at der var indgået en endelig bindende aftale om byggeriet inden for de angivne frister, at opførelsen af bygningen var påbegyndt inden udgangen af indkomståret, og at betingelserne for genanbringelse i EBL §§ 6 A- 6 C var opfyldte. Tilladelse.

 

SKM2007.270.SR

Fortjeneste, genanbringelse, fraflytning, udland, henstand. Fortjeneste kunne genanbringes i en ejendom i udlandet efter EBL § 6 A. Der kunne gives henstand med betalingen af skatten. Der skulle stilles sikkerhed, fordi ejeren fraflyttede til et land udenfor EU. Tilladelse.