Indhold
Dette afsnit beskriver, hvornår en bil kan siges at stå til rådighed for privat brug.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Rådigheden afskåret
- Formodningsregel når firmabil står på hjemadressen
- Virksomhedsadressen og privatadressen er den samme
- Skærpet formodningsregel for hovedaktionærer
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Se også
Se også afsnit C.A.5.14.1.12
Regel
Der sker kun beskatning af en firmabil, hvis den er til rådighed for privat brug. En firmabil, som kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, beskattes ikke.
Der gælder en række formodningsregler for, hvornår en personbil eller en varebil på gule plader står til rådighed for privat kørsel.
Disse formodningsregler gælder ikke for varebiler på gule plader, hvor der ikke er betalt moms ved anskaffelsen eller betales privatbenyttelsesafgift. Se afsnit C.A.5.14.1.12 Firmabil på gule plader, hvor der ikke er betalt moms ved anskaffelsen, og der ikke betales privatbenyttelsesafgift.
Formodningsreglerne gælder heller ikke for særlige køretøjer. Se afsnit C.A.5.14.1.13 om særlige køretøjer.
Eksempel, hvor der ikke var rådighed over fri bil
I en konkret sag var en ansats testkørsel mellem bopæl og arbejdsplads overvejende foretaget af hensyn til afprøvning af bilerne og ikke af hensyn til transport af de ansatte selv. Testkørslen udløste derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4. Retten lagde vægt på, at
- der maksimalt var tale om 20 årlige testkørsler
- udvælgelse af "testfører" skete af hensyn til, om der var behov for langturstest, bykørsel test mv., og herudover var vilkårlig
- testkørslerne blev medregnet til arbejdstiden
- bilen, der blev brugt til testkørslerne, var fritaget for registreringsafgift.
Medarbejderne skulle i stedet beskattes, hvis bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder i LL § 16, stk. 3, 3. pkt. (nu 5. pkt.) var overskredet. Se SKM2007.596.LSR.
Rådigheden afskåret
En ansat med firmabil har mulighed for at undgå beskatning af fri firmabil ved at afskære sig muligheden for at bruge firmabilen privat.
Det er en absolut forudsætning for at undgå beskatning, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og firmaet om, at bilen ikke er til rådighed for privat brug, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.
Hvis den ansatte blot én gang i løbet af året kører privat i en firmabil trods aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, skal den ansatte beskattes af værdien af fri firmabil for hele året. Den ansatte skal dog højst beskattes for den periode af året, hvor firmabil er til rådighed for den ansatte, herunder til rådighed for erhvervsmæssig kørsel.
Hvis en ansat med firmabil, der har indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, i alle tilfælde afleverer firmabilen i virksomheden uden for arbejdstiden, kan den ansatte normalt være sikker på ikke at blive beskattet af fri firmabil.
Hvis en ansat har firmabil til rådighed uden for normal arbejdstid, er der en formodning for, at den også er til rådighed for privat kørsel, medmindre arbejdsgiveren har stillet begrænsninger for brugen af bilen. Den ansatte må derfor godtgøre, at en firmabil ikke må bruges privat, hvis beskatning heraf skal undgås. Det må som minimum kræves, at der er en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må bruges til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.
Ved vurderingen af om en ansat har en firmabil til rådighed for privat brug, kan følgende bl.a. have betydning:
- Den ansattes bopæl i forhold til fx dagligvareforretninger
- Hvordan den pågældende klarer sin transport til og fra arbejde
- Familiens størrelse
- Om familien har egen bil.
Der skal således ses på familiens samlede levevis/kørselsbehov ved bedømmelsen af, om firmabilen bruges privat. Der kan normalt ikke stilles krav om, at den ansatte fører en egentlig kørebog, der viser, at der kun køres erhvervsmæssigt i bilen. Den ansatte kan beskrive sin daglige erhvervsmæssige kørsel og eventuelt fremvise sine arbejdssedler for at understøtte, at der ikke er kørt privat.
Hvis en arbejdsgiver
- mener, at en bil er til rådighed for privat brug eller
- ikke ønsker at foretage kontrol af brugen af firmabilen
og den ansatte ikke ønsker at blive beskattet af fri bil til privat kørsel, skal den ansatte kunne dokumentere, at han eller hun ikke har accepteret arbejdsgiverens tilbud om at have bilen til rådighed privat.
Det må som minimum kræves, at den ansatte forud for året har meddelt arbejdsgiveren sin beslutning. Desuden er det et krav, at den ansatte kan godtgøre, at den samlede benyttelse af bilen udelukkende har været erhvervsmæssig i det pågældende år. En sådan dokumentation kan næppe være tilstrækkelig, hvis den er mindre detaljeret end et fuldstændigt kørselsregnskab. Se TfS 1994, 154 Skatteministerens besvarelse om beskatningen ved ingen privat kørsel i firmabil og TfS 1999, 418 Skatteministerens besvarelse vedrørende dokumentation for, at en firmabil kun anvendes til erhvervsmæssig kørsel.
Der kan også være andre grunde til, at en ansat er afskåret fra at have rådighed over en firmabil. Eksempelvis kan rådigheden være udelukket, fordi bilen i en periode er stillet til rådighed for en ansat på en sådan måde, at skatteyderen ikke selv har adgang til at bruge bilen, eller fordi man ikke har kunnet bruge bilen på grund af skade.
Arbejdsgiverens pligter
Firmaet er indeholdelses- og indberetningspligtig og skal derfor sikre, at der indeholdes A-skat og indberettes til SKAT for firmabiler, der er til rådighed for privat brug, eller som faktisk bruges privat.
Arbejdsgiveren har således pligt til at sikre, at aftale om at en firmabil ikke må bruges privat, bliver overholdt. Arbejdsgiveren skal derfor kontrollere, at fx udgifter til benzin og service svarer til omfanget af den erhvervsmæssige kørsel.
Kravene til et kørselsregnskab
For at et kørselsregnskab kan anses for fyldestgørende, skal det opfylde følgende betingelser:
Kørebogen skal være ført dagligt med angivelse af
- kilometertællerens udvisende ved den daglige kørsels begyndelse og afslutning
- dato for kørslen
- den daglige kørselsfordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel
- bestemmelsessteder for den erhvervsmæssige kørsel og lignende notater, der kan dokumentere eller sandsynliggøre regnskabets rigtighed.
Formodningsregel når firmabil står på hjemadressen
Hvis firmabilen holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, er der en formodning for, at firmabilen - uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte - rent faktisk bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. For at undgå beskatning skal den ansatte derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet.
Bedømmelsen er ligningsmæssig og konkret, men i bedømmelsen indgår, om kørslen til hjemmet kan anses for erhvervsmæssig, og om den ansattes levevis og rutiner i øvrigt er tilrettelagt på en måde, der bekræfter, at firmabilen ikke bliver brugt privat og dermed er til rådighed for privat brug. I bedømmelsen indgår fx:
- Bopælens beliggenhed i forhold til bl.a. dagligvareforretninger
- Om familien har egen bil
- Familiens størrelse mv.
Hvis den ansatte foretager daglige registreringer med specificeret angivelse af dagens kørsel (kørselsregnskab), og hvis registreringerne udelukkende viser erhvervsmæssig kørsel, har den ansatte normalt løftet bevisbyrden for, at bilen ikke bruges privat.
Eksempler, hvor skatteyderen ikke kunne bevise, at der ikke var tale om fri bil til rådighed for privat brug
Eksempel 1
I en konkret sag, hvor der ikke var sammenfald mellem virksomhedsadresse og privatadresse, lagde Landsskatteretten trods det manglende sammenfald mellem adresserne efter bevisførelsen til grund, at bilen i flere tilfælde havde været parkeret på hovedaktionærens privatadresse om natten. Med henvisning til at der ikke forelå en erklæring om sagsøgers benyttelse af bilen, at der ikke var ført kørebog og til omfanget af kørslen konkluderede retten, at sagsøgeren ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed til privat brug. Se SKM2002.203.VLR.
Eksempel 2
Sagsøgeren var i første halvdel af indkomståret 2001 medindehaver og derefter eneanpartshaver i det selskab, der ejede bilerne. Desuden havde sagsøgeren fra den 1. juni 2000 haft selskabets biler parkeret ved sin bopæl, der også var selskabets adresse. Retten bemærkede, at sagsøgeren ikke selv havde haft bil til rådighed, ligesom det kørselsregnskab, som sagsøgeren havde udarbejdet, ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for privat kørsel. Retten bemærkede også, at sagsøgeren i perioden 1. juni 2000 til 1. februar 2001 ubestridt havde brugt selskabets biler til kørsel mellem bopælsadressen og selskabets forretningsadresse i mere end 60 dage, og sagsøgeren havde derfor brugt selskabets biler til privat befordring, jf. Folketingstidende, 1992/93, Tillæg A, spalte 9447, og LL § 9 B modsætningsvis. Retten fandt derfor, at sagsøgeren med rette var blevet beskattet af værdi af fri bil, og Skatteministeriets påstand om frifindelse blev taget til følge. Se SKM2008.47.BR.
Eksempel 3
Landsretten fandt, at sagsøgeren, som havde fremlagt et rekonstrueret kørselsregnskab, ikke havde sandsynliggjort, at han udelukkende havde brugt en bil erhvervsmæssigt. Bilen var parkeret på skatteyderens bopæl. Kommunen havde tidligere godkendt sagsøgerens selvangivelse uden at stille krav om kørselsregnskab. Det blev slået fast, at sagsøgeren ikke i den forbindelse havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at bilen også i de efterfølgende år uden kørselsregnskab kunne anses for 100 pct. erhvervsmæssigt benyttet. Se SKM2003.277.ØLR
Eksempel 4
Den ansatte havde skriftligt over for arbejdsgiveren erklæret, at bilen ikke måtte benyttes privat. Skatteyderen kunne ikke i øvrigt sandsynliggøre, at bilen ikke var til rådighed for hans private benyttelse. Retten lagde vægt på at bilen holdt på bopælen, og at arbejdsgiveren ikke førte kontrol. Se SKM2004.118.VLR.
Eksempel 5
En ansat eksportchef havde fået stillet en bil til rådighed. Bilen var parkeret på eksportchefens adresse. Landsretten udtalte, at der for at undgå beskatning må kræves et konkret bevis for, at bilen ikke bliver brugt til privat kørsel. Efter retspraksis kan sådan et bevis kun føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er en privatbil i husstanden. Eksportchefen skulle beskattes af fri bil. Se SKM2009.239.HR (SKM2007.522.VLR).
Eksempel 6
En Porsche holdt parkeret i en garage på naboejendommen til sagsøgerens virksomhed. Forklaringerne om, hvor sagsøgeren havde bopæl var uklare, men enten havde sagsøgeren bopæl på virksomheden eller hos sin ægtefælle i hendes ejendom 500 meter fra virksomheden. Udover Porschen ejede sagsøgeren en Golf. Landsretten udtalte, at der var kort afstand fra sagsøgerens bopæl til bilens parkeringsplads, at bilen var velegnet til privat kørsel, og at sagsøgeren ikke førte kørselsregnskab. Det var derfor ikke sandsynliggjort, at han ikke benyttede bilen privat. Se SKM2005.204.ØLR.
Eksempel 7
►En direktør og hovedaktionær kunne ikke bevise, at en luksusbil ikke var til rådighed for privat anvendelse. Der var betalt privatbenyttelsesafgift af bilen, og uanset at det blev påstået, at betalingen var sket ved en fejl, skulle vedkommende beskattes af fri bil, også uanset at der var flere biler i husstanden, herunder en anden bil der blev beskattet som fri bil. Der blev ligeledes heller ikke lagt vægt på et rekonstrueret kørzselsesregnskab. se SKM2011.578.BR.◄
Eksempel, hvor skatteyderen kunne bevise, at der ikke var tale om fri bil til rådighed for privat brug.
I en situation, hvor et selskab ikke havde adresse på hovedanparthaverens bopæl, og hvor det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde stået på hovedanparthaverens bopæl uden for arbejdstid, skulle hovedanpartshaveren ikke dokumentere, at selskabets bil ikke havde stået til rådighed for privat kørsel. Se SKM2001.98.LSR.
Virksomhedsadressen og privatadressen er den samme
Formodningsreglen om, at firmabilen bliver brugt privat, hvis den holder ved hjemmet uden for arbejdstiden, gælder også hvis virksomhedsadressen og privatadressen er den samme. Formodningsreglen gælder, uanset at der eventuelt er indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke bliver brugt privat.
Eksempler, hvor skatteyderen ikke kunne bevise, at der ikke var tale om fri bil til rådighed for privat brug
Eksempel 1
Østre Landsret fandt i en konkret sag, at der skulle ske beskatning af bil til privat rådighed i et tilfælde, hvor skatteyderen havde fraskrevet sig privat rådighed over bilen. Skatteyderen var ansat i sin samlevers selskab og havde ikke ført kørselsregnskab. Bilen stod på virksomhedens adresse, som også var skatteyderen bopæl. Se TfS 2000, 622 ØLD.
Eksempel 2
Vestre Landsret afgjorde, at en hovedaktionær, der ikke modtog løn fra selskabet, skulle beskattes af fri bil. Bilerne stod på virksomhedens adresse, som også var hovedaktionærens bopæl, og der var ikke ført kørselsregnskab. Retten fandt, at hovedaktionæren havde haft adgang til at benytte selskabets varebiler til private formål. Se TfS 2000, 494 VLD.
Eksempel 3
Landsretten fandt i en sag, at skatteyderen som eneste ansatte i den fraskilte ægtefælles selskab, som havde hjemsted på skatteyderens bopæl, skulle beskattes af fri bil. Der blev herved lagt vægt på, at bilen dagligt var parkeret på skatteyderens adresse, at der ikke blev ført kørselsregnskab, og at det ikke blev godtgjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for eller blev brugt til privat kørsel. Det blev ikke tillagt vægt, at skatteyderen havde rådighed over to andre personbiler og en varebil. Endelig fandtes det ikke godtgjort, at skatteyderen havde en berettiget forventning om ikke at skulle føre kørebog. Se SKM 2008.617.ØLR (SKM2008.113.BR).
Eksempel 4
I en konkret sag stadfæstede landsretten byrettens dom om, at der var en formodning for privat rådighed over en bil, som daglig var parkeret på bopælen, som var samme adresse som virksomhedens. Den skattepligtige havde ikke lavet kørselsregnskab og havde ikke kunne fremlægge kørebog, som efter det oplyste var stjålet. Den skattepligtige havde derfor ikke afkræftet ovennævnte formodning. Se SKM2009.629.VLR.
Eksempel 5
I en sag ejede en ansat 20 pct. af et selskab, hvori den ansattes far ejede de resterende anparter og var direktør. Den ansatte blev beskattet af fri bil, selvom han havde fraskrevet sig rådigheden over bilen til privat brug. Selskabet havde lejet en garage og et lokale på hans bopæl. Retten fandt ikke, at den ansatte havde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Se SKM2002.206.VLR.
Skærpet formodningsregel for hovedaktionærer mv.
Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter.
Derfor skal en hovedaktionær, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at han eller hun er afskåret fra at bruge bilen til privat kørsel.
Der er tale om en konkret ligningsmæssig bedømmelse, hvor dokumentationskravene kan skærpes, og der bliver derfor lagt mere vægt på nøjagtigheden af både eventuelle kørebogsregistreringer og den aftale, som parterne har indgået om, at bilen kun må bruges erhvervsmæssigt. Se skatteministerens svar i TfS 1997, 584.
Eksempler, hvor skatteyderen ikke kunne bevise, at der ikke var tale om fri bil til rådighed for privat brug
Eksempel 1
I en konkret sag blev en direktør og hovedaktionær beskattet af rådigheden over begge biler i selskabet. Hovedaktionæren blev i forvejen beskattet af rådighed over en af selskabets personbiler og havde fraskrevet sig retten til at benytte varebilen til private formål. Landsretten udtalte, at skatteyderen som hovedaktionær skulle afkræfte formodningen for, at bilen blev brugt privat. Da hovedaktionæren ikke havde ført kørselsregnskab eller på anden måde havde sandsynliggjort, at varebilen ikke havde stået til rådighed for privat kørsel, anså retten ikke formodningen for afkræftet. Landsretten tiltrådte derfor, at hovedaktionæren blev beskattet af fri bil. Se SKM2003.53.VLR.
Eksempel 2
I en sag var der ikke sammenfald mellem hovedanpartshaverens hjem og selskabets adresse, og bilen holdt efter det oplyste heller ikke ved bopælen. Uanset dette havde anpartshaveren bevisbyrden for, at bilen ikke var til privat rådighed og ikke blev brugt privat. Hovedanpartshaveren skulle beskattes af fri bil. Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen som eneanpartshaver havde haft rådighed over selskabets bil, at bilen - en sportsvogn - ikke var velegnet til erhvervsmæssig transport, og at anpartshaverens forklaring om, at den også skulle bruges i reklameøjemed, ikke var støttet af oplysninger om, at den faktisk var blevet brugt på denne måde i et omfang af betydning. Højesteret fandt derfor, at selv om det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde været parkeret ved anpartshaverens private bopæl, skulle anpartshaveren under disse omstændigheder sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel og heller ikke blev brugt til privat kørsel. Da der ikke forelå et oprindeligt kørselsregnskab, og da Højesteret ikke tillagde et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab bevismæssig betydning, fandt Højesteret ikke, at anpartshaveren havde løftet sin bevisbyrde. Se SKM2005.138.HR (SKM2003.327.ØLR).
Eksempel 3
Landsretten fandt, at en hovedanpartshaver var skattepligtig af værdi af rådigheden over selskabets bil. Hovedanpartshaveren havde fremlagt aftaler med sin ægtefælle og parrets søn om, at disse skulle være chauffører i bilen og forklaret, at det var de to og en ansat i selskabet, som disponerede over bilen. Bilen skulle primært bruges af kunstnere i forbindelse med arrangementer, som virksomheden stod for. Landsretten lagde vægt på, at hovedanpartshaveren havde haft rådighed over selskabets bil, at der ikke var ført kørebog, og at der hverken ved de fremlagte aftaler eller erklæringer eller de afgivne forklaringer var ført bevis for, at bilen ikke havde været benyttet privat. Se SKM2003.585.VLR.
Eksempel 4
I en sag blev en direktør i et selskab, der drev en maskinfabrik, beskattet af fri bil. Direktøren var direktør i et selskab, som han via et holdingselskab også var eneejer af. Selskabet havde købt en brugt BMW for 1,3 mio. kr. (bilens nypris var ca. 1,5 mio. kr.). Det var ubestridt, at BMW'en i perioder ikke var parkeret ved skatteyderens bopæl. Landsretten fandt alligevel, at direktøren skulle sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev brugt til privat kørsel i de nævnte perioder. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at direktøren i en lang årrække havde haft bil til rådighed hele året, at ordningen blev ændret i forbindelse med selskabets køb af den væsentlig dyrere bil og at den ændrede ordning ikke var begrundet i virksomhedernes forhold. Uanset at skatteyderen løbende havde ført kørebog, fandt landsretten ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde. Landsretten lagde vægt på, at bilen - ud over enkeltstående længere kørsler - hovedsageligt havde været brugt til ærindekørsel i lokalområdet, at kørebogen ofte angav forskelle af ikke uvæsentlige længder for kørsler mellem samme destinationer i lokalområdet, ligesom de anførte afstande næsten konsekvent afveg væsentlig fra Kraks Ruteplans afstandsangivelser. Direktørens forklaring om, at han som regel valgte at køre forskellige omveje af hensyn til trafikken og for at køre bilen varm, kunne ikke begrunde de konsekvente kilometermæssige differencer. Endelig blev der lagt vægt på, at den fremlagte rådighedserklæring ikke angik perioden januar til maj i det pågældende år. Se SKM2008.534.HR (SKM2007.173.ØLD).
Eksempel 5
I en sag var direktøren gift med eneanpartshaveren i selskabet og havde en sådan indflydelse på selskabet, at han skulle sandsynliggøre, at bilen ikke stod til rådighed for privat brug. Bilen var uden for arbejdstid parkeret i nærheden af selskabet på en parkeringsplads, som selskabet havde lejet. Bilen havde desuden seleudstyr til børn, som ikke var forretningsmæssigt begrundet. Direktøren havde ikke ført kørselsregnskab, og selvom han havde underskrevet en fraskrivelseserklæring, blev direktøren beskattet af fri bil. Se SKM2003.154.ØLR.
Eksempel 6
Landsretten fandt, at sagsøgeren, som var bestyrelsesformand og hovedanpartshaver i et selskab, skulle beskattes af værdien af fri bil. Sagsøgeren havde erkendt at have benyttet en af selskabets biler i 6-7 måneder i de omtvistede år, ligesom den bil, som sagsøgerens mand havde benyttet, holdt parkeret ved familiens bopæl 3-4 dage ugentligt efter normal arbejdstid. Sagsøgeren skulle derfor sandsynliggøre, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for hende til privat benyttelse. Se SKM2004.208.ØLR. Tilsvarende blev sagsøgerens datter, der var anpartshaver og bestyrelsesmedlem i selskabet, beskattet af fri bil efter anvendelse af formodningsreglen. Se SKM2004.209.ØLR.
Eksempel 7
En hovedaktionær blev beskattet af fri bil af en varevogn på gule plader. Landsretten lagde til grund, at varevognen var egnet til befordring af to personer og lovligt kunne bruges hertil med private formål, fordi momsen ikke var afløftet af selskabet. Varevognen var uden ændringer i varerummet og derfor ikke specialindrettet. Der var ikke ført kørselsregnskab, og bilen holdt på bopælen. Se TfS 1999, 952 ØLD.
Eksempler, hvor skatteyderen kunne bevise, at der ikke var tale om fri bil til rådighed for privat brug
Eksempel 1
I en sag skulle en hovedanpartshaver ikke beskattes af værdi af fri bil til rådighed. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at bilen hovedsagelig blev brugt af hovedanpartshaverens ægtefælle, at hovedanpartshaveren kun benyttede bilen til begrænsede arbejdsopgaver, at hovedanpartshaveren havde egen bil, og at hovedanpartshaverens stilling i selskabet var underordnet. Se SKM2001.418.VLR.
Eksempel 2
Et selskab ejede i indkomstårene 2003, 2004 og 2005 en firmabil, der efter arbejdstids ophør var parkeret på selskabets adresse, der også var hovedaktionærens private bopæl. Hovedaktionæren var også direktør i selskabet. Der var en fraskrivelseserklæring, hvorefter selskabets bil i 2003 og 2004 ikke måtte bruges privat af selskabets ansatte. Med henvisning hertil samt til at der i selskabet kun var én bil til brug for både direktørens og salgschefens forretningsture i Danmark og Europa samt til oplysninger om antal kørte kilometer i direktørens private bil, fandt byretten, at direktøren for indkomståret 2003 havde afkræftet formodningen for, at bilen var til rådighed for privat kørsel.
Retten fandt derimod ikke, at direktøren havde afkræftet formodningen for, at selskabets bil stod til rådighed for privat kørsel for så vidt angår 2004 og 2005, fordi direktøren havde afgivet erklæring om, at hans søn i 2004 var bruger af direktørens private bil, og fordi den fremlagte fraskrivelseserklæring ikke omfattede den bil, som selskabet ejede i 2005. Se SKM2011.2.BR.
Eksempel 3
I en sag ejede et selskab en række biler, herunder tre personbiler: en Volvo, en BMW og en Seat Toledo. Sagsøgeren, der var direktør og hovedanpartshaver, havde selvangivet værdi af fri bil, for så vidt angår Volvoen. Skattemyndighederne havde beskattet sagsøgeren af fri bil, for alle tre biler. Det var under sagen ubestridt, at både BMW'en og Seaten stod parkeret foran sagsøgerens bopæl, der også var selskabets adresse. Landsretten henviste til sagsøgerens og hendes søns forklaring, hvor sagsøgeren fremførte, at hun ikke benyttede bilerne til privat kørsel, fordi hun altid kørte i Volvoen, som hun havde til rådighed som firmabil. BMW'en, årgang 1992, og Seaten, årgang 2001, blev ifølge forklaringerne begge anskaffet og brugt til kørsel med institutionens klienter, herunder til forskellige steder i landet. Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og brugen af de to biler sammenholdt med, at sagsøgeren havde rådighed over Volvoen til privat kørsel, fandt landsretten, at sagsøgeren i tilstrækkelig grad havde afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse efter LL § 16, stk. 4 - uanset at der ikke var ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne. Se SKM2005.503.ØLR.
Stilstandsforsikringer
En hovedaktionær kan ikke fraskrive sig privat rådighed over en firmabil i perioder ved at stilstandsforsikre bilen. Hvis bilen derimod afregistreres i hele måneder og nummerpladerne afleveres til SKAT, er rådigheden afskåret.
I en konkret sag fandt Skatterådet, at en hovedaktionær skulle beskattes af fri bil i hele perioden, hvor bilen var stillet til rådighed - uanset forsikringsmæssige forhold. Hovedaktionæren kunne derfor ikke fraskrive sig privat rådighed over en firmabil i perioder ved at stilstandsforsikre bilen. Hvis den i hele måneder blev afregistreret og nummerpladerne blev afleveret til SKAT, havde den skattepligtige derimod ikke rådighed over bilen. Se SKM2009.292.SR.
I en anden sag om en hovedanpartshaver og direktør kunne en stilstandsforsikring heller ikke tillægges betydning, ligesom en deponering af nummerpladerne hos forsikringsselskabet ikke ændrede på rådigheden over fri bil. Hovedaktionæren skulle derfor beskattes af fri bil i hele perioden. Se SKM2009.293.SR.
I en tredje sag om en hovedaktionær og adskillige biler blev resultatet det samme. Det blev her fremhævet, at der ved det bindende svar ikke var taget stilling til, om der var en erhvervsmæssig begrundelse for at have bilerne i virksomheden. Der var derfor ikke taget stilling til, om der var grundlag for at beskatte alle selskabets udgifter vedrørende bilerne som yderlig løn eller udlodning. Se SKM2009.314.SR.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
Højesteretsdomme |
SKM2009.239.HR |
En ansat eksportchef havde fået stillet en bil til rådighed. Bilen var parkeret på eksportchefens adresse. Landsretten udtalte, at der for at undgå beskatning må kræves et konkret bevis for, at bilen ikke bliver brugt til privat kørsel. Efter retspraksis kan sådan et bevis kun føres ved, at der udarbejdes et kørselsregnskab. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er en privatbil i husstanden. Eksportchefen skulle beskattes af fri bil. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
Dommen stadfæster Vestre Landsrets dom SKM2007.522.VLR |
SKM2008.534.HR |
En direktør i et selskab, der drev en maskinfabrik, blev beskattet af fri bil. Direktøren var direktør i et selskab, som han via et holdingselskab også var eneejer af. Selskabet havde købt en brugt BMW for 1,3 mio. kr. (bilens nypris var ca. 1,5 mio. kr.). Det var ubestridt, at BMW'en i perioder ikke var parkeret ved skatteyderens bopæl. Landsretten fandt alligevel, at direktøren skulle sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev brugt til privat kørsel i de nævnte perioder. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at direktøren i en lang årrække havde haft bil til rådighed hele året, at ordningen blev ændret i forbindelse med selskabets køb af den væsentlig dyrere bil og at den ændrede ordning ikke var begrundet i virksomhedernes forhold. Uanset at skatteyderen løbende havde ført kørebog, fandt landsretten ikke, at skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde. Landsretten lagde vægt på, at bilen - ud over enkeltstående længere kørsler - hovedsageligt havde været brugt til ærindekørsel i lokalområdet, at kørebogen ofte angav forskelle af ikke uvæsentlige længder for kørsler mellem samme destinationer i lokalområdet, ligesom de anførte afstande næsten konsekvent afveg væsentlig fra Kraks Ruteplans afstandsangivelser. Direktørens forklaring om, at han som regel valgte at køre forskellige omveje af hensyn til trafikken og for at køre bilen varm, kunne ikke begrunde de konsekvente kilometermæssige differencer. Endelig blev der lagt vægt på, at den fremlagte rådighedserklæring ikke angik perioden januar til maj i det pågældende år. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
Dommen var en afgørelse i en sag, der var en anke af SKM2007.173.ØLD |
SKM2005.138.HR |
Der var ikke sammenfald mellem hovedanpartshaverens hjem og selskabets adresse, og bilen holdt efter det oplyste heller ikke ved bopælen. Uanset dette havde anpartshaveren bevisbyrden for, at bilen ikke var til privat rådighed og ikke blev brugt privat. Hovedanpartshaveren skulle beskattes af fri bil. Højesteret lagde vægt på, at skatteyderen som eneanpartshaver havde haft rådighed over selskabets bil, at bilen - en sportsvogn - ikke var velegnet til erhvervsmæssig transport, og at anpartshaverens forklaring om, at den også skulle bruges i reklameøjemed, ikke var støttet af oplysninger om, at den faktisk var blevet brugt på denne måde i et omfang af betydning. Højesteret fandt derfor, at selv om det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde været parkeret ved anpartshaverens private bopæl, skulle anpartshaveren under disse omstændigheder sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat kørsel og heller ikke blev brugt til privat kørsel. Da der ikke forelå et oprindeligt kørselsregnskab, og da Højesteret ikke tillagde et efterfølgende udarbejdet kørselsregnskab bevismæssig betydning, fandt Højesteret ikke, at anpartshaveren havde løftet sin bevisbyrde. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
Dommen var en afgørelse i en sag, der var en anke af SKM2003.327.ØLR |
Landsretsdomme |
SKM2009.629.VLR |
Der var en formodning for privat rådighed over en bil, som daglig var parkeret på bopælen, som var samme adresse som virksomhedens. Den skattepligtige havde ikke lavet kørselsregnskab, og havde ikke kunne fremlægge kørebog, som efter det oplyste var stjålet. Den skattepligtige havde derfor ikke afkræftet ovennævnte formodning. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
SKM2008.617.ØLR |
Landsretten fandt i en sag, at skatteyderen som eneste ansatte i den fraskilte ægtefælles selskab, som havde hjemsted på skatteyderens bopæl, skulle beskattes af fri bil. Der blev herved lagt vægt på, at bilen dagligt var parkeret på skatteyderens adresse, at der ikke blev ført kørselsregnskab, og at det ikke blev godtgjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for eller blev brugt til privat kørsel. Det blev ikke tillagt vægt, at skatteyderen havde rådighed over to andre personbiler og en varebil. Endelig fandtes det ikke godtgjort, at skatteyderen havde en berettiget forventning om ikke at skulle føre kørebog. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
Dommen var en afgørelse i en sag, der var en anke af SKM2008.113.BR |
SKM2005.503.ØLR |
Et selskab ejede en række biler, herunder tre personbiler: en Volvo, en BMW og en Seat Toledo. Sagsøgeren, der var direktør og hovedanpartshaver, havde selvangivet værdi af fri bil, for så vidt angår Volvoen. Skattemyndighederne havde beskattet sagsøgeren af fri bil for alle tre biler. Det var under sagen ubestridt, at både BMW'en og Seaten stod parkeret foran sagsøgerens bopæl, der også var selskabets adresse. Landsretten henviste til sagsøgerens og hendes søns forklaring, hvor sagsøgeren fremførte, at hun ikke benyttede bilerne til privat kørsel, fordi hun altid kørte i Volvoen, som hun havde til rådighed som firmabil. BMW'en, årgang 1992, og Seaten, årgang 2001, blev ifølge forklaringerne begge anskaffet og brugt til kørsel med institutionens klienter, herunder til forskellige steder i landet. Under disse omstændigheder, herunder særligt oplysningerne om formålet med anskaffelsen og brugen af de to biler sammenholdt med, at sagsøgeren havde rådighed over Volvoen til privat kørsel, fandt landsretten, at sagsøgeren i tilstrækkelig grad havde afkræftet en formodning om, at de to biler var stillet til rådighed for hendes private benyttelse efter LL § 16, stk. 4 - uanset at der ikke var ført kørebog eller underskrevet erklæring om benyttelse af bilerne. Afkræftet formodning - ikke beskatning. |
|
SKM2005.204.ØLR |
En Porsche holdt parkeret i en garage på naboejendommen til sagsøgerens virksomhed. Forklaringerne om hvor sagsøgeren havde bopæl var uklare, men enten havde sagsøgeren bopæl på virksomheden eller hos sin ægtefælle i hendes ejendom 500 meter fra virksomheden. Ud over Porschen ejede sagsøgeren en Golf. Landsretten udtalte, at der var kort afstand fra sagsøgerens bopæl til bilens parkeringsplads, at bilen var velegnet til privat kørsel, og at sagsøgeren ikke førte kørselsregnskab. Det var derfor ikke sandsynliggjort, at han ikke benyttede bilen privat. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
SKM2004.208.ØLR |
Sagsøgeren, som var bestyrelsesformand og hovedanpartshaver i et selskab, skulle beskattes af værdien af fri bil. Sagsøgeren havde erkendt at have benyttet en af selskabets biler i 6-7 måneder i de omtvistede år, ligesom den bil, som sagsøgerens mand havde benyttet, holdt parkeret ved familiens bopæl 3-4 dage ugentligt efter normal arbejdstid. Sagsøgeren skulle derfor sandsynliggøre, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for hende til privat benyttelse. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
Se også
SKM2004.209.ØLR, hvor sagsøgerens datter, der var anpartshaver og bestyrelsesmedlem i selskabet, tilsvarende blev beskattet af fri bil efter anvendelse af formodningsreglen.
SKM2008.128.BR. |
SKM2004.118.VLR |
Den ansatte havde skriftligt over for arbejdsgiveren erklæret, at bilen ikke måtte benyttes privat. Skatteyderen kunne ikke i øvrigt sandsynliggøre, at bilen ikke var til rådighed for hans private benyttelse. Retten lagde vægt på, at bilen holdt på bopælen, og at arbejdsgiveren ikke førte kontrol. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
SKM2003.585.VLR |
En hovedanpartshaver var skattepligtig af værdi af rådigheden over selskabets bil. Hovedanpartshaveren havde fremlagt aftaler med sin ægtefælle og parrets søn om, at disse skulle være chauffører i bilen og forklaret, at det var de to og en ansat i selskabet, som disponerede over bilen. Bilen skulle primært bruges af kunstnere i forbindelse med arrangementer, som virksomheden stod for. Landsretten lagde vægt på, at hovedanpartshaveren havde haft rådighed over selskabets bil, at der ikke var ført kørebog, og at der hverken ved de fremlagte aftaler eller erklæringer eller de afgivne forklaringer var ført bevis for, at bilen ikke havde været benyttet privat. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
SKM2003.277.ØLR |
Sagsøgeren havde fremlagt et rekonstrueret kørselsregnskab, og Landsretten fandt, at det ikke havde sandsynliggjort, at han udelukkende havde brugt en bil erhvervsmæssigt. Bilen var parkeret på skatteyderens bopæl. Kommunen havde tidligere godkendt sagsøgerens selvangivelse uden at stille krav om kørselsregnskab. Det blev slået fast, at sagsøgeren ikke i den forbindelse havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at bilen også i de efterfølgende år uden kørselsregnskab kunne anses for 100 pct. erhvervsmæssigt benyttet.
Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
SKM2003.154.ØLR |
En direktør var gift med eneanpartshaveren i selskabet og havde en sådan indflydelse på selskabet, at han skulle sandsynliggøre, at bilen ikke stod til rådighed for privat brug. Bilen var uden for arbejdstid parkeret i nærheden af selskabet på en parkeringsplads, som selskabet havde lejet. Bilen havde desuden seleudstyr til børn, som ikke var forretningsmæssigt begrundet. Direktøren havde ikke ført kørselsregnskab, og selvom han havde underskrevet en fraskrivelseserklæring, blev direktøren beskattet af fri bil. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
SKM2003.53.VLR |
En direktør og hovedaktionær blev beskattet af rådigheden over begge biler i selskabet. Hovedaktionæren blev i forvejen beskattet af rådighed over en af selskabets personbiler og havde fraskrevet sig retten til at benytte varebilen til private formål. Landsretten udtalte, at direktøren som hovedaktionær skulle afkræfte formodningen for, at bilen blev brugt privat. Da hovedaktionæren ikke havde ført kørselsregnskab eller på anden måde havde sandsynliggjort, at varebilen ikke havde stået til rådighed for privat kørsel, anså retten ikke formodningen for afkræftet. Landsretten tiltrådte derfor, at hovedaktionæren blev beskattet af fri bil. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
SKM2002.206.VLR |
En ansat ejede 20 pct. af et selskab, hvori den ansattes far ejede de resterende anparter og var direktør. Den ansatte blev beskattet af fri bil, selvom han havde fraskrevet sig rådigheden over bilen til privat brug. Selskabet havde lejet en garage og et lokale på hans bopæl. Retten fandt ikke, at den ansatte havde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
SKM2002.203.VLR |
Der var ikke sammenfald mellem virksomhedsadresse og privatadresse. Landsskatteretten lagde efter bevisførelsen imidlertid til grund, at bilen i flere tilfælde havde været parkeret på hovedaktionærens privatadresse om natten. Med henvisning til at der ikke forelå en erklæring om sagsøgers benyttelse af bilen, at der ikke var ført kørebog og til omfanget af kørslen konkluderede retten, at sagsøgeren ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed til privat brug. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
SKM2001.418.VLR |
En hovedanpartshaver skulle ikke beskattes af værdi af fri bil til rådighed. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at bilen hovedsagelig blev brugt af hovedanpartshaverens ægtefælle, at hovedanpartshaveren kun benyttede bilen til begrænsede arbejdsopgaver, at hovedanpartshaveren havde egen bil, og at hovedanpartshaverens stilling i selskabet var underordnet. Afkræftet formodning - ikke beskatning. |
|
Se TfS 2000, 622 ØLD |
Der skulle ske beskatning af bil, hvor skatteyderen havde fraskrevet sig privat rådighed over bilen. Skatteyderen var ansat i sin samlevers selskab og havde ikke ført kørselsregnskab. Bilen stod på virksomhedens adresse, som også var skatteyderen bopæl. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
TfS 2000, 494 VLD. |
En hovedaktionær, der ikke modtog løn fra selskabet, skulle beskattes af fri bil. Bilen stod på virksomhedens adresse, som også var hovedaktionærens bopæl, og der var ikke ført kørselsregnskab. Retten fandt, at hovedaktionæren havde haft adgang til at benytte selskabets varebiler til private formål. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
TfS 1999, 952 ØLD |
En hovedaktionær blev beskattet af fri bil til rådighed af en varevogn på gule plader. Landsretten lagde til grund, at varevognen var egnet til befordring af to personer og lovligt kunne bruges hertil med private formål, fordi momsen ikke var afløftet af selskabet. Varevognen var uden ændringer i varerummet og derfor ikke specialindrettet. Der var ikke ført kørselsregnskab og bilen holdt på bopælen. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
Se også
SKM2004.115.VLR lignende sag om hovedanpartshaver og bil på gule plader |
Byretsdomme |
►SKM2011.578.BR ◄ |
►En direktør og hovedaktionær kunne ikke bevise, at en luksusbil ikke var til rådighed for privat anvendelse. Der var betalt privatbenyttelsesafgift af bilen, og uanset at det blev påstået, at betalingen var sket ved en fejl, skulle vedkommende beskattes af fri bil, også uanset at der var flere biler i husstanden, herunder en anden bil der blev beskattet som fri bil. Der blev ligeledes heller ikke lagt vægt på et rekonstrueret kørzselsesregnskab.◄ |
|
SKM2011.2.BR |
Et selskab ejede i indkomstårene 2003, 2004 og 2005 en firmabil, der efter arbejdstids ophør var parkeret på selskabets adresse, der også var hovedaktionærens private bopæl. Hovedaktionæren var også direktør i selskabet. Der var en fraskrivelseserklæring, hvorefter selskabets bil i 2003 og 2004 ikke måtte bruges privat af selskabets ansatte. Med henvisning hertil samt til at der i selskabet kun var én bil til brug for både direktørens og salgschefens forretningsture i Danmark og Europa samt til oplysninger om antal kørte kilometer i direktørens private bil, fandt byretten, at direktøren for indkomståret 2003 havde afkræftet formodningen for, at bilen var til rådighed for privat kørsel. Afkræftet formodning - ikke beskatning.
Retten fandt derimod ikke, at direktøren havde afkræftet formodningen for, at selskabets bil stod til rådighed for privat kørsel for så vidt angår 2004 og 2005, fordi direktøren havde afgivet erklæring om, at hans søn i 2004 var bruger af direktørens private bil, og fordi den fremlagte fraskrivelseserklæring ikke omfattede den bil, som selskabet ejede i 2005. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
SKM2008.47.BR |
Sagsøgeren var i første halvdel af indkomståret 2001 medindehaver og derefter eneanpartshaver i det selskab, der ejede bilerne. Desuden havde sagsøgeren fra den 1. juni 2000 haft selskabets biler parkeret ved sin bopæl, der også var selskabets adresse. Retten bemærkede, at sagsøgeren ikke selv havde haft bil til rådighed, ligesom det kørselsregnskab, som sagsøgeren havde udarbejdet, ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at selskabets biler ikke havde stået til rådighed for privat kørsel. Retten bemærkede også, at sagsøgeren i perioden 1. juni 2000 til 1. februar 2001 ubestridt havde brugt selskabets biler til kørsel mellem bopælsadressen og selskabets forretningsadresse i mere end 60 dage, og sagsøgeren havde derfor brugt selskabets biler til privat befordring, jf. Folketingstidende, 1992/93, Tillæg A, spalte 9447, og LL § 9 B modsætningsvis. Retten fandt derfor, at sagsøgeren med rette var blevet beskattet af værdi af fri bil, og Skatteministeriets påstand om frifindelse blev taget til følge. Ikke afkræftet formodning - beskatning. |
|
Landsskatteretskendelser |
SKM2007.596.LSR |
En ansats testkørsel mellem bopæl og arbejdsplads var overvejende foretaget af hensyn til afprøvning af bilerne og ikke af hensyn til transport af den ansatte selv. Testkørslen udløste derfor ikke beskatning efterLL § 16, stk. 4. Retten lagde vægt på, at
· der maksimalt var tale om 20 årlige testkørsler
· udvælgelse af "testfører" skete af hensyn til, om der var behov for langturstest, bykørseltest mv., og herudover var vilkårlig
· testkørslerne blev medregnet til arbejdstiden
· bilen, der blev brugt til testkørslerne, var fritaget for registreringsafgift.
Medarbejderne skulle i stedet beskattes, hvis bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder i LL § 16, stk. 3, 3. pkt. (nu 5. pkt.) var overskredet. Ikke rådighed. |
|
SKM2002.369.LSR |
En hovedanpartshaver skulle beskattes af fri bil for hele året og ikke kun for de måneder, hvor den blev benyttet privat. Klageren var den eneste ansatte i selskabet, og bilen holdt på selskabets adresse, som var sammenfaldende med klagerens bopæl. Klageren blev anset for at have bilen til rådighed uanset, at klageren ville føre opgørelse over antal kørte kilometer. Rådighed. |
|
SKM2001.98.LSR |
I en situation, hvor et selskab ikke havde adresse på hovedanparthaverens bopæl, og hvor det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde stået på hovedanparthaverens bopæl uden for arbejdstid, skulle hovedanpartshaveren ikke dokumentere, at selskabets bil ikke havde stået til rådighed for privat kørsel. Formodning afkræftet - ikke beskatning. |
|
SKAT |
SKM2009.314.SR |
En hovedaktionær skulle beskattes af adskillige biler uanset stilstandsforsikring. Det blev her fremhævet, at der ved det bindende svar ikke var taget stilling til, om der var en erhvervsmæssig begrundelse for at have bilerne i virksomheden. Der var derfor ikke taget stilling til, om der var grundlag for at beskatte alle selskabets udgifter vedrørende bilerne som yderlig løn eller udlodning. Rådighed. |
|
SKM2009.293.SR |
Sagen handlede om en hovedanpartshaver og direktør. En stilstandsforsikring kunne ikke tillægges betydning, ligesom en deponering af nummerpladerne hos forsikringsselskabet ikke ændrede på rådigheden over fri bil. Hovedaktionæren skulle derfor beskattes af fri bil i hele perioden. Rådighed. |
|
SKM2009.292.SR |
En hovedaktionær skulle beskattes af fri bil i hele perioden, hvor bilen var stillet til rådighed - uanset forsikringsmæssige forhold. Hovedaktionæren kunne derfor ikke fraskrive sig privat rådighed over en firmabil i perioder ved at stilstandsforsikre bilen. Hvis den i hele måneder blev afregistreret og nummerpladerne blev afleveret til SKAT, havde den skattepligtige derimod ikke rådighed over bilen. Rådighed. |
|