Indhold

Dette afsnit indeholder bestemmelser om godtgørelse af registreringsafgift ved udførsel af et køretøj, der tidligere er betalt registreringsafgift af.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvilke køretøjer er omfattet?
  • Hvor meget kan tilbagebetales?
  • Genindførsel og indregistrering.

Regel

Afgiften af et brugt motorkøretøj, der er afgiftsberigtiget efter REGAL §§ 4, 5, 5a eller 6-6b, bliver godtgjort, hvis køretøjet bliver afmeldt fra motorregisteret og udført af landet. Se REGAL § 7b om godtgørelse af afgift ved eksport.

Der kan kun tilbagebetales registreringsafgift, hvis køretøjet er i registreringsklar stand.

Reglerne om værdiansættelse af motorkøretøjer findes dels i REGAL dels i bekendtgørelse nr. 230 af 22. marts 2006.

Hvilke køretøjer er omfattet?

Der kan kun tilbagebetales registreringsafgift, hvis der i sin tid blev betalt registreringsafgift ved indregistreringen. Det drejer sig om følgende køretøjer:

  • Personbiler
  • Motorcykler
  • Varebiler med tilladt totalvægt på ikke over 4 tons
  • Autocampere
  • Busser til privat persontransport
  • Taxier
  • Sygetransportkøretøjer.

Der kan også udbetales godtgørelse til registreringsklare, tidligere afgiftsberigtigede biler og motorcykler, der midlertidigt er afmeldt fra registrering. Afgiftsgodtgørelsen kan dog ikke overstige den afgift, der oprindeligt er betalt, fratrukket 15 pct..

Hvor meget kan tilbagebetales?

Godtgørelsesbeløbet bliver fastsat som den registreringsafgift, der skulle betales, hvis det helt samme køretøj blev indført fra udlandet.

Fradrag

I det afgiftsbeløb, der herefter bliver beregnet, skal 15 pct. af beløbet trækkes fra, dog minimum 7.500 kr. for personbiler og 4.000 kr. for varebiler og motorcykler. Se REGAL § 7b, stk. 3 om fradrag i afgiftsbeløbet.

Godtgørelsen kan også omfatte køretøjer, der betaler registreringsafgift kvartalsvis efter de særlige regler for udlændingebiler, firmabiler og leasingbiler. Se REGAL §§ 3a, 3b og 3c. For sådanne køretøjer bliver godtgørelsen udregnet efter de ovenfor anførte regler, hvorefter der modregnes det registreringsafgiftsbeløb, der endnu ikke er betalt.

Undtaget

Der kan ikke godtgøres afgift for:

  1. Køretøjer, der efter regler fastsat i medfør af REGAL § 1, stk. 3, har mistet deres afgiftsmæssige identitet
  2. Køretøjer, der er afgiftspligtige efter REGAL § 7 eller ikke kan fritages for afgift efter § 7a
  3. Køretøjer, der er mere end 35 år gamle regnet fra første registreringsdato
  4. Køretøjer, der ikke er i registreringsklar stand
  5. Udstyr mv., som der ikke er betalt registreringsafgift af.

Reglen under pkt. D omhandler køretøjer, der på grund af skader, vedligeholdelsesstand eller lignende ikke er registreringsklare. Hvis køretøjet på anmeldelsestidspunktet ikke kan omregistreres til ny bruger uden fornyet syn, vil køretøjet blive anset for at være i ikke registreringsklar stand. Se REGAL § 7b, stk. 4 om tilfælde, hvor der ikke kan godtgøres afgift ved eksport.

Under hensyn til den fortsatte værdiforringelse, der sker efter vurderingen, er der fastsat en frist på 1 måned, hvorefter køretøjet skal være afmeldt fra Køretøjsregisteret.

Eksempel på afgiftsberegning

Tilbagebetalingen kan ikke overstige den registreringsafgift, der oprindeligt er betalt, fratrukket 15 procent, se følgende eksempel:

 

 

Ny bil

Værdifald

Brugt bil

Pris på gaden ekskl. leveringsomkostninger 

 

249.998

45 pct.

137.499

Afgiftspligtig værdi

     

64.019

Fradrag i værdi

     

Antal airbags

6

5.120

 

2.816

ABS

ja

3.750

 

2.063

ESP

ja

2.500

 

1.375

5 NCAP-stjerner

ja

2.000

 

1.100

Afgiftsberegning

     

180 procent afgift af værdi over 79.000 kr.

 

43.250

 

23.788

105 procent afgift af værdi under 79.000  kr.

 

82.950

 

45.623

Fradrag/tillæg i afgiften 

Brændstofforbrug benzin - kilometer pr. liter - 18,0

+8.000

 

+4.400

Antal selealarmer

4

-600

 

-330

 Samlet registreringsafgift

 133.600

 45 pct.

 73.480

 Eksport-fradrag 15 pct. (minimum 7500 kr.)

 

 -15 pct.

 11.022

Den registreringsafgift, der tilbagebetales

(Eksportgodtgørelse kan makisamlt udgør
oprindelig betalt afgift - 15 pct.)

   

 62.458

Den registreringsafgift, der kan tilbagebetales, bliver beregnet ud fra køretøjets oprindelige nypris her i landet sammenholdt med nuværende markedspris. Det svarer til køretøjets almindelige pris, inklusiv moms og registreringsafgift ved salg til en bruger i Danmark.

Det svarer til, hvad en dansk forhandler kan sælge et tilsvarende køretøj for i registreringsklar stand, inklusive moms, forhandleravance og registreringsafgift.

Køretøjets værdi bliver fastsat på det tidspunkt, hvor en anmodning om tilbagebetaling sendes til SKAT (blanket 21.044).

Se også

Se også regnemaskinenskat.dk til hjælp for beregning af afgiften.

Toldsyn

Køretøjer, der bliver eksporteret, skal have foretaget syn, hvis der søges om godtgørelse af restværdien af registreringsafgiften i køretøjet. Bestemmelsen gælder alle biler, der er 10 år eller ældre. Se REGAL § 7c, stk. 1 om synsrapport.

For biler, der er under 10 år gamle, samt for motorcykler (uanset alder), kan SKAT kræve køretøjet synet af en synsvirksomhed, før udbetaling af godtgørelse kan ske.

Det syn, der skal foretages, består af to dele. For det første en prøvelse af, om bilen er i registreringsklar stand. For det andet en vurdering af bilens stand handelsmæssigt. Sidstnævnte er samme syn som det, der bliver foretaget af importerede køretøjer. Se afsnit E.A.8.1.5.3.1.2 "Personbiler og motorcykler".

Synsrapporten, der indgår ved SKATs værdiansættelse af køretøjet, må ikke være mere end 4 uger gammel, regnet fra det tidspunkt hvor anmodningen om godtgørelsen bliver afleveret.

Eksportøren bliver kompenseret for det gebyr, der kræves af synsvirksomheder for syn af et køretøj. Kompensationen sker ved en forhøjelse af godtgørelsesbeløbet med 300 kr.

Dokumentation mv.

Køretøjet skal være afmeldt senest 1 måned efter værdifastsættelsen (vurderingen).

Der skal fremlægges dokumentation for, at køretøjet er udført af Danmark. Dokumentation for udførslen skal indsendes eller fremvises senest 3 måneder efter, at køretøjet er blevet værdifastsat af SKAT.

Ved udførsel til lande uden for EU vil eksempelvis udførselsangivelsen dog kunne fremlægges som dokumentation.

Ved udførsel til EU-lande skal fremlægges dokumentation i form af faktura, bevis på indregistrering i et andet land, eller anden form for egnet dokumentation.

Udbetaling

Registreringsafgiften bliver udbetalt af SKAT, når

  • køretøjet er værdifastsat
  • køretøjet er afmeldt fra motorregisteret, og
  • køretøjet er udført fra Danmark, og dette kan dokumenteres.

Se REGAL § 7c om reglerne for udbetaling af afgift.

Afgiftsgodtgørelsen bliver udbetalt senest 3 uger efter modtagelsen af den nødvendige dokumentation. Hvis SKAT ikke kan godkende dokumentationen, bliver fristen afbrudt, indtil den nødvendige dokumentation foreligger.

Godtgørelsen bliver udbetalt til køretøjets ejer. Ejeren er den, der er registreret som ejer af køretøjet, medmindre andet bevises over for SKAT. Hvis der er flere ejere, bliver godtgørelsen først udbetalt, når ejerne over for SKAT har erklæret sig enige i, hvem udbetalingen skal ske til.

Bilbogen

SKAT skal ved udbetaling af godtgørelse respektere pant eller ejendomsforbehold i køretøjet, der er tinglyst i Bilbogen. Med tinglyst pant sidestilles tinglyst udlæg. Se REGAL § 7c, stk. 3 om Bilbogen.

På den anden side skal SKAT ikke afgøre, hvem blandt flere rettighedshavere, der har fortrinsstilling til godtgørelsen. Derfor skal SKAT, hvis der er tinglyst pant eller ejendomsforbehold i køretøjet på udbetalingstidspunktet, blot tilbageholde udbetalingen, indtil der ikke mere er tinglyst pant eller ejendomsforbehold i køretøjet.

Hvis der kun er én tinglyst ret, og ejeren af køretøjet fuldt ud har overdraget retten til godtgørelsen til denne rettighedshaver, kan SKAT udbetale godtgørelsen til denne, selv om retten over køretøjet ikke er aflyst. Godtgørelse bliver ikke udbetalt, hvis ejeren kun har overdraget en del af godtgørelsen til indehaveren af den tinglyste ret, medmindre rettighedshaveren har meddelt SKAT, at restbeløbet kan udbetales til ejeren.

Genindførsel og indregistrering

Hvis køretøjet efterfølgende bliver indført her til landet og indregistreret efter færdselsloven, skal der på ny betales registreringsafgift. Se REGAL § 7b, stk. 6 om betaling af afgift, hvis køretøjet igen registreres i Danmark.

I givet fald beregnes afgiften på grundlag af køretøjets oprindelige nypris sammenholdt med handelsprisen på tidspunktet for indregistreringen.