Indhold

Dette afsnit definerer og klarlægger en række begreber, der er relevante i forbindelse med lønomlægning.

Afsnittet indeholder:

  • Lønomlægning
  • Personalegoder
  • Goder, formuegoder og naturalieydelser.

Lønomlægning

"Lønomlægning" betegner ordninger, hvor løn i goder finansieres ved en nedgang i medarbejderens almindelige kontantløn eller ændring af andre dele af lønnen, såsom bonus eller pension. Dvs. en del af kontantlønnen bliver lagt om til løn i goder. 

Ordninger med lønomlægning indebærer to delelementer:

  1. nedgang i kontantløn
  2. løn i goder.

"Lønomlægninger" er et mere dækkende begreb for ordningerne end "kontantlønsnedgang", som tidligere var SKATs betegnelsen for ordningerne.

Begreberne "flekslønsordning", "lønpakker" og "fleksible lønpakker" bliver ofte brugt om ordninger, hvor medarbejderen inden for en given ramme kan sammensætte lønnen ud fra flere forskellige goder, for eksempel telefon, internetforbindelse, sundhedsforsikring, massage mv. Dvs. det er lønomlægning, hvor der indgår flere forskellige goder.

Personalegoder

"Personalegoder" er defineret i afsnit C.A.5.1.1.

Goder, formuegoder og naturalieydelser

Goder er defineret i afsnit C.A.5.1.1.