Indhold

Dette afsnit handler om omfanget af retten til aktindsigt og de undtagelser, der gælder for retten til aktindsigt.

Afsnittet indeholder:

  • Omfang
  • Undtagelse af dokumenter
  • Undtagelse af oplysninger
  • Ekstrahering
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
  • Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Omfang

Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven omfatter med de undtagelser, der er nævnt i OFL §§ 7 - 14, alle dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed, herunder journaludskrift og andre fortegnelser over sagens dokumenter. Se OFL § 4, stk. 1, 1. pkt.

Det følger modsætningsvis af bestemmelsen, at retten til aktindsigt ikke omfatter dokumenter, der endnu ikke er oprettet, dvs. løbende aktindsigt. Se FOB 1998, 302. 

Undtagelsesbestemmelserne i OFL §§ 7, 8, 10 og 11, omfatter undtagelse af dokumenter, og bestemmelserne i OFL §§ 12 - 13, omfatter undtagelse af oplysninger. Bestemmelsen i OFL § 14 regulerer forholdet til tavshedspligt, hvorefter oplysninger omfattet af særlig tavshedspligt kan undtages fra aktindsigt. Se afsnit A.A.6.2.2.3.4 Forholdet til tavshedspligt efter offentlighedsloven.

Undtagelse af dokumenter

Offentlighedsloven indeholder tilsvarende bestemmelser om undtagelse af dokumenter som de, der er indeholdt i FVL §§ 12 - 14. Se OFL §§ 7, 8, 10 og 11.

For så vidt angår anvendelsesområdet for disse bestemmelser, se afsnit A.A.6.2.2.2.5 Omfang og undtagelser efter forvaltningslovens regler om aktindsigt. Det bemærkes dog, at den åbenhed i forvaltningen, der efter bemærkningerne til skatteforvaltningsloven gælder for partsaktindsigt vedrørende visse interne dokumenter, ikke gælder for aktindsigt efter offentlighedsloven.

I en sag om aktindsigt afgjode Landsskatteretten, at det var med rette, at SKAT ikke havde imødekommet en klagers anmodning om aktindsigt i en korrespondance mellem SKAT og kurator for et konkursbo. Der blev lagt vægt på, at en offentlig myndighed, der fører eller overvejer at føre retssag med henblik på at forøge konkursmassen, selvom myndigheden som sådan ikke er part i retssagen, må antages at indgå i et procesfællesskab med konkursboet. Anmodningen om aktindsigt kunne således ikke imødekommes, jf. offentlighedslovens § 10. stk. 1, nr. 4. Se SKM2010.588.LSR.

Undtagelse af oplysninger

Dette afsnit handler om undtagelse af oplysninger. Se OFL §§ 12 - 13, og OFL § 14.      

Private forhold

Undtagelse af oplysninger om private forhold er efter offentlighedsloven reguleret i OFL § 12 og § 13, stk. 1, nr. 6. For så vidt angår indholdet og anvendelsesområdet for bestemmelsen i OFL § 13, stk. 1, nr. 6, se neden for om Offentlige og private interesser.

Oplysninger om fysiske personer

Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om enkeltpersoners, dvs. fysiske personers private, herunder økonomiske forhold. Se OFL § 12, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen er absolut i den forstand, at undtagelse af oplysninger ikke er betinget af en konkret interesseafvejning, men alene afhænger af om de pågældende oplysninger efter deres art er omfattet af bestemmelsen.

Det er imidlertid ikke enhver oplysning om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold, der kan undtages efter bestemmelsen. Omfattet af bestemmelsen er således kun oplysninger af denne art som efter en generel vurdering vedrører "privatlivets fred", det vil sige oplysninger, der er så følsomme, at de efter den almindelige opfattelse i samfundet bør kunne unddrages offentlighedens kendskab.

Eksempel: særligt følsomme oplysninger

Særligt følsomme oplysninger - fx oplysninger om race, religion, strafbare forhold og helbredsforhold - er efter denne hovedregel utvivlsomt omfattet af bestemmelsen.

Eksempel: CPR-numre

For så vidt angår andre oplysninger af privat karakter er det eksempelvis fast antaget, at CPR-numre kan undtages fra aktindsigt efter bestemmelsen.

Eksempel: økonomiske oplysninger

Endvidere er oplysninger af økonomisk art omfattet af bestemmelsen, hvis de afslører noget om enkeltpersoners privatøkonomi.

Derimod kan oplysninger, der er offentligt tilgængelige efter andre regler, fx i offentlige registre, håndbøger eller ved offentlig fremlæggelse, som udgangspunkt ikke undtages fra aktindsigt.

Dog gælder, at hvis offentligt tilgængelige oplysninger kædes sammen med andre oplysninger, som ikke er offentligt tilgængelige, eller i øvrigt indgår i en anden sammenhæng, vil der med hensyn til alle oplysninger kunne blive tale om så følsomme oplysninger, at de er omfattet af bestemmelsen.

Det samme gælder for oplysninger, der fx via offentlige medier er gjort tilgængelige af den, oplysningen er om. Sådanne oplysninger kan derfor fortsat efter omstændighederne - trods offentliggørelse for en større eller mindre kreds af personer - undtages fra aktindsigt efter bestemmelsen.

Oplysninger om drifts- eller forretningsforhold

Retten til aktindsigt i oplysninger om drifts- eller forretningsforhold eller lignende kan endvidere begrænses efter en konkret vurdering. Se OFL § 12, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen kan således kun anvendes, hvis det efter en konkret vurdering må antages, at imødekommelse af aktindsigt vil indebære en nærliggende risiko for, at der typisk af konkurrencemæssige grunde påføres den person eller virksomhed, oplysningerne er om, skade - navnlig i form af et økonomisk tab af nogen betydning.

Endvidere skal skaden være konkret, og den skal være en umiddelbar følge af, at der gives aktindsigt.

Bemærk

I tvivlstilfælde bør der - til belysning af risikoen for et tab som følge af aktindsigt - indhentes en udtalelse fra den person eller virksomhed, oplysningen er om. En sådan høringsudtalelse er ikke bindende for myndigheden, der selv træffer afgørelse ud fra en samlet oplysning og vurdering af sagen.

Bemærk

En borger/virksomhed, der har afgivet udtalelse, er ikke part i aktindsigtssagen, men vil være part i en eventuel senere klagesag om tavshedspligt, der rejses af borgeren/virksomheden.

Offentlige og private interesser

Retten til aktindsigt i oplysninger kan begrænses ud fra hensynet til private og offentlige interesser. Se OFL § 13, stk. 1, nr. 1 - 6.

Anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at der foretages en konkret vurdering, idet en anmodning om aktindsigt kun kan afslås, hvis det skønnes nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til en række nærmere opregnede offentlige interesser (nr. 1 - 5) samt offentlige og private interesser (nr. 6).

Det betyder, at aktindsigt kun kan afslås, hvis det må antages, at der er nærliggende fare for, at de nævnte interesser vil lide skade af betydning.

Der skal derimod ikke ved denne vurdering tages hensyn til ansøgers individuelle interesse (retlige interesse) i at opnå aktindsigt.

I en sag om aktindsigt afgjorde Landsskatteretten, at et kapitel i SKATs Motorhåndbog vedrørende parallelimport indeholdt generelle retningslinier for behandlingen af sager om parallelimport, hvorfor kapitlet var omfattet af retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 8, nr. 4. Dele af kapitlet, der indeholdt en beskrivelse af SKATs kontrol ved ekspedition af parallelimport, var ikke omfattet af retten til aktindsigt, da det var nødvendigt at begrænse denne af væsentlige hensyn til gennemførelse af SKATs kontrolvirksomhed, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 4. Se SKM2010.700.LSR.

Bestemmelsen i OFL § 13, stk. 1, nr. 6, om hensynet til private og offentlige interesser, "hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet" har karakter af en opsamlingsbestemmelse, der giver hjemmel til undtagelse af oplysninger fra aktindsigt i andre tilfælde end nævnt i OFL §§ 12 og 13, stk. 1, nr. 1 - 5.

Anvendelsesområdet for bestemmelsen er imidlertid snævert, idet den kun kan benyttes hvor hemmeligholdelse af hensyn til offentlige eller enkeltpersoners interesser er klart påkrævet, og hvor disse interesser er af en art, der er anerkendt ved udformningen af lovens øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige bestemmelser har vist sig utilstrækkelige.

Bestemmelsen er således eksempelvis ikke anvendelig til beskyttelse af internt præget samarbejde mellem forvaltningsmyndigheder, og mellem forvaltningsmyndigheder og private. Se FOB 1988, 57.

Oplysninger omfattet af særlig tavshedspligt

Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger, der er omfattet af særlige tavshedspligt. Se OFL § 14. Se også A.A.6.2.2.3.4 Forholdet til tavshedspligt efter offentlighedsloven. 

Alle oplysninger om private forhold på Skatteministeriets lovgivningsområde er nu efter deres art omfattet af skattemyndighedernes særlige tavshedspligt.

Det betyder, at oplysninger omfattet af tavshedspligten uanset deres nærmere indhold vil være undtaget fra adgangen til aktindsigt efter bestemmelsen i OFL § 14

Erhvervsmæssige oplysninger på Skatteministeriets lovgivningsområde om fx afgifter, som tidligere alene kunne undtages fra aktindsigt efter en konkret vurdering af den aktuelle skadesrisiko ved aktindsigt efter OFL § 12, stk. 1, nr. 2, er nu som helhed efter deres art omfattet af OFL § 14. Se SFL § 17.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten

SKM2010.700.LSR

LSR fandt, at et kapitel i SKATs Motorhåndbog vedrørende parallelimport indeholdt generelle retningslinier for behandling af sager om parallelimport, hvorfor kapitlet var omfattet af retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 8, nr. 4. Dele af kapitlet, der indeholdt en beskrivelse af SKATs kontrol ved ekspedition af parallelimport, var dog ikke omfattet af retten til aktindsigt, da det var nødvendigt, at begrænse aktindsigten af væsentlige hensyn til gennemførelse af SKATs kontrolvirksomhed, jf. offentlighedslovens § 13,stk. 1, nr. 4 

 

SKM2010.588.LSR

LSR fandt, at det var med rette, at SKAT ikke havde imødekommet en anmodning om aktindsigt i en korrespondance  mellem SKAT og kurator for et konkursbo, da en offentlig myndighed, der føre eller overvejer at føre retssag med henblik på at forøge konkursmassen, selvom myndigheden som sådan ikke er part i retssagen, må antages at indgå i et procesfællesskab med konkursboet. Anmodningen om aktindsigt kunne således ikke imødekommes, jf. offentlighedslovens § 10. stk. 1, nr. 4  

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

Udtalelser fra Ombudsmanden

Udtalelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Udtalelse fra Ombudsmanden

FOB 1998, 302

Retten til aktindsigt omfatter ikke løbende aktindsigt. Det følger modsætningsvis af OFL § 4, stk. 1, 1. pkt.

 

FOB 1988, 57

Opsamlingsbestemmelsen i OFL § 13, stk. 1, nr. 6, har et snævert anvendelsesområde. Den er eksempelvis ikke anvendelig til beskyttelse af internt præget samarbejde mellem forvaltningsmyndigheder, eller mellem forvaltningsmyndigheder og private.