Indhold
Dette afsnit beskriver sagkyndig vurdering efter DSL §§ 93 - 94.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter dødsboer, der skiftes som
- privat skifte
- forenklet privat skifte efter DSL § 33
- solvent bobestyrerbo.
Reglen omfatter også begrænset skattepligtige dødsboer.
Regel
Skifteretten kan efter anmodning bestemme, at handelsværdien af dødsboets aktiver og passiver skal fastsættes ved en sagkyndig vurdering. Se DSL § 93.
Både dødsboet og SKAT kan anmode skifteretten om at udmelde sagkyndige vurderingsmænd.
Når dødsboet selv har fået foretaget en vurdering uden, at skifteretten har udmeldt sagkyndige vurderingsmænd, kan skifteretten efter henvendelse fra SKAT afgøre, om der
har foreligget en sagkyndig vurdering. Det ligger ikke inden for SKATs kompetenceområde at afgøre, om en foretaget vurdering er en sagkyndig vurdering.
Når der er foretaget en sagkyndig vurdering, er den bindende for dødsboet og SKAT, med mindre dødsboet eller SKAT anmoder om omvurdering efter DSL § 94.
Omvurdering
Skifteretten kan efter anmodning bestemme, at omvurdering skal ske, når
- der er begået fejl ved vurderingens udførelse, som kan have påvirket vurderingsresultatet
- vurderingen i øvrigt ikke er foretaget på betryggende måde, eller
- aktivets eller passivets handelsværdi må antages at afvige væsentlig fra vurderingsresultatet.
Se DSL § 94.
Anmodning om omvurdering skal sendes til skifteretten og henholdsvis SKAT og dødsboet, inden fire uger fra resultatet af den sagkyndige vurdering er modtaget. Når skifteretten har
afgjort, at en vurdering, der er sket på dødsboets foranledning, er en sagkyndig vurdering, har SKAT en frist på fire uger efter, at SKAT har modtaget skifterettens afgørelse. Se
BAL § 12, stk. 3.
Når resultatet af en omvurdering afviger fra den sagkyndige vurdering efter DSL § 93, er omvurderingens resultat bindende for dødsboet og SKAT.
Bemærk
Reglen gælder også for aktiver i åbningsstatus i dødsboer, som skifteretten har udleveret til forenklet privat skifte efter DSL § 33. Se BAL § 12, stk. 4.
Reglen gælder også for den særlige boopgørelse, som begrænset skattepligtige dødsboer skal sende ind til SKAT efter DBSL § 57, stk. 1 og 2. Se bemærkninger
til § 57 i 1996-97 -L 90 (som fremsat): Forslag til Lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven).