Indhold
Dette afsnit handler ombeskatning af feriegodtgørelse.
Afsnittet indeholder:
- Feriegodtgørelse
- Ferie med løn
- Overgang fra feriegodtgørelse til ferie med løn
- Fratrædelse
- Dødsfald
- Særlige forhold for tjenestemænd.
Se også
Se afsnit B.1.3 i vejledningen om indeholdelse af A-skat og AM-bidrag om indeholdelse af A-skat og AM-bidrag af feriegodtgørelse.
Feriegodtgørelse
Arbejdsgiveren beregner feriegodtgørelse og ferietillæg af ethvert indkomstskattepligtigt lønbeløb og personalegode, undtagen dem, der er fradrag for i indtægten. Se
ferielovens § 26.
Arbejdstageren beskattes løbende af feriegodtgørelsen. Da arbejdstageren løbende bliver beskattet af feriegodtgørelsen, fx på månedlig basis, skal arbejdsgiveren
løbende indeholde A-skat og AM-bidrag i forbindelse med udbetaling af lønnen. Beskatningen af feriegodtgørelsen følger derfor beskatningen af lønnen. Se
kildeskattebekendtgørelsen § 20, stk. 2. Dette gælder også en arbejdstager, som i henhold til ferielovens § 23, stk. 5, kræver feriegodtgørelse på 12 pct. i
stedet for ferie med løn.
Den helårlige feriegodtgørelse udgør 12,5 pct., og tillægget til ferieløn udgør 1 pct., medmindre andet er aftalt ved overenskomst.
Ferie med løn
Lønnen for ferieperioden regnes med ved indkomstopgørelsen for det år, hvor ferien holdes. Det samme gælder det tillæg til ferieløn, som arbejdstageren modtager i
medfør af ferielovens § 23, stk. 2 eller andre tilsvarende bestemmelser.
Overgang fra feriegodtgørelse til ferie med løn
Hvis arbejdstageren overgår fra beskæftigelse med feriegodtgørelse til beskæftigelse med løn i ferien, skal vedkommende regne følgende med ved
indkomstopgørelsen:
- Den feriegodtgørelse, arbejdstageren har optjent inden tiltrædelsen til det nye job
- Ferieløn, som arbejdstageren har modtaget
- Tillæg til ferieløn.
Hvis arbejdstager og arbejdsgiver aftaler, at arbejdstageren får løn under ferie mod at afgive sin tidligere indkomstbeskattede feriegodtgørelse til arbejdsgiveren, er det kun
forskelsbeløbet, der skal regnes med som indkomst fra arbejdsgiveren i tiltrædelsesåret. (Dette beløb udgør også trækgrundlag for A-skat).
Se også
Se også afsnit F.4.3 i vejledningen om indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, hvor der er udarbejdet et eksempel.
Fratrædelse
En arbejdstager, der hidtil har modtaget løn under ferier og medregnet ferielønnen til indkomsten i modtagelsesåret, skal ved opgørelsen for fratrædelsesåret medregne
både eventuelt modtagen løn under ferie og den optjente feriegodtgørelse i fratrædelsesåret. Se kildeskattebekendtgørelsen § 20 stk. 3. Hvis den tidligere optjente
feriegodtgørelse ikke tidligere er regnet med i indkomstopgørelsen eller afviklet ved modtagelse af løn under ferie, skal den også regnes med i fratrædelsesåret.
Dødsfald
Ved en arbejdstagers død regnes følgende med til indtægten i dødsåret (”mellemperioden):
- Den feriegodtgørelse, som afdøde har til gode for dødsåret
- Feriegodtgørelse for tidligere år, der ikke tidligere er regnet med ved indkomstopgørelsen.
Når arbejdsgiveren udbetaler feriegodtgørelse, skal denne indeholde A-skat for dødsåret med afdødes senest fastsatte trækprocent.
Særlige forhold for tjenestemænd
Erstatning til tjenestemænd for bortfaldet ferie ydes ved udløbet af det ferieår, hvor den bortfaldne ferie skulle være holdt som tillægsferie, og beløbet skal
beskattes i dette år.
Hvis tjenestemænd får tjenestefrihed af en sådan varighed, at der ikke optjenes ferieret i tjenestefrihedsperioden, får tjenestemanden ved tjenestefrihedens begyndelse
feriegodtgørelse, som om vedkommende havde fratrådt tjenesten. Denne feriegodtgørelse beskattes i det år, hvor tjenestefriheden påbegyndes, og tjenestemanden får
godskrevet feriegodtgørelsen.
Ved tjenestefrihed af kortere varighed sker der ingen udbetaling af feriegodtgørelse, men tjenestemanden bevarer sin ret til ferie med løn efter sin genindtræden i stillingen.
Eksempel
En tjenestemand, der var ansat ved et universitet, skulle medregne feriegodtgørelse herfra i udbetalingsåret, hvorimod han skulle medregne feriegodtgørelse af et censorhonorar
på en anden læreanstalt i indtjeningsåret. Se SKDM 1972, 124.