Ejendomsskat kan ikke fradrages for ejerboliger, hvis ejendommen har tjent som bolig for ejeren og er omfattet af EVSL § 4, stk. 1 nr. 1 - 4, og nr. 6 - 10, jf. LL § 14, stk. 2.

Hvis ejendommene udlejes, er der fradragsret for ejendomsskatterne.

Sker udlejning i hele kalenderåret, foretages fradraget i den personlige indkomst. 

Er der tale om udlejning i en del af kalenderåret, kan en forholdsmæssig del af ejendomsskatterne fradrages i kapitalindkomsten, hvis lejeindtægten skal medregnes i kapitalindkomsten, og i den personlige indkomst, hvis lejeindtægten skal medregnes heri.

Dette gælder ikke ved udlejning af fritidsboliger i en del af året, når reglerne i LL § 15 O, stk. 1, benyttes. Endvidere kan ejendomsskatter ikke fradrages ved udlejning af en helårsbolig i en del af indkomståret, når reglerne i LL § 15 P, stk. 2, benyttes.

For udlejningsejendomme kan ejendomsskatter fradrages ved indkomstopgørelsen. Fradraget foretages i den personlige indkomst. Dette gælder også ejerens bolig i en egentlig udlejningsejendom med 3 eller flere selvstændige lejligheder. 

Fradrag indrømmes dog ikke for ejendomme omfattet af  EVSL § 4, stk. 1, nr. 6-8.

For ejendomme, der både tjener til bolig for ejeren og anvendes erhvervsmæssigt, er der fradragsret for den del af ejendomsskatterne, som kan henføres til ejendommens anvendelse til erhverv. Benyttes ejendommen erhvervsmæssigt i væsenligt omfang, således at der foreligger en vurderingsfordeling som nævnt i EVSL § 4, stk. 1, nr. 5, foretages fradraget i den personlige indkomst, se afsnit E.B.3.5. Er den erhvervsmæssige benyttelse af mindre omfang, foretages fradraget i kapitalindkomsten.

Ejendomsskatter, der kan henføres til den del af et enfamilieshus, der udlejes til beboelse, kan fradrages, TfS 1992, 185 LSR. Fradraget foretages i kapitalindkomsten. Det samme er gældende for den del af ejendomsskatterne, der kan henføres til den del af et tofamilieshus, der ikke beboes af ejeren. Ejendomsskatter kan dog ikke fradrages, hvis reglerne i LL § 15 P, stk. 1, om udlejning af værelser benyttes.

For ejendomme, der må anses for benyttet til landbrug og skovbrug, gartneri, frugtplantage eller planteskole, fordeler vurderingsmyndighederne både grundværdi og ejendomsværdi på stuehus med tilhørende grund og have og på den øvrige ejendom, jf. VURDL § 33, stk. 4 og 7. For disse ejendomme kan fordelingen af grundskyld ske med udgangspunkt i de respektive vurderingsfordelinger.

For blandede ejendomme i øvrigt vil der foreligge vurderingsfordeling af ejendomsværdien, hvis 25 pct. eller derover af ejendommen anvendes erhvervsmæssigt.

Vurderingsmyndighederne foretager i visse tilfælde også en fordeling af selve grundværdien, der er grundlaget for grundskylden. 

I andre tilfælde må der, når der ikke foreligger en fordeling af vurderingsmyndighederne, skønnes over, hvor meget af ejendomsskatterne, der kan henføres til ejerboligen og hvor meget til erhvervsdelen.

I almindelighed vil der være en vejledning for dette skøn i den foreliggende fordeling af ejendomsværdien, der vil være en række tilfælde, hvor grundværdien og dermed grundskylden vil vedrøre erhvervsdelen i højere eller mindre grad, end tilfældet er for ejendomsværdiens vedkommende.

For tofamilieshuse, hvor den ene lejlighed tjener til bolig for ejeren, vil vurderingsmyndighederne ligeledes foretage en fordeling af ejendomsværdien på hver af de 2 selvstændige lejligheder. Der foretages ikke en fordeling af grundværdien. For tofamilieshuse kan ligningsmyndighederne derfor på samme måde som for blandede ejendomme tage udgangspunkt i vurderingsfordelingen ved et skøn over fordelingen af ejendomsskatterne.

I praksis vil der også være tilfælde, hvor en tofamiliesejendom er i sameje mellem de 2 familier, der bebor hver sin lejlighed i ejendommen. I sådanne tilfælde må alle ejendomsskatter efter loven normalt betragtes som vedrørende ejerboliger og ingen del kan således fratrækkes.

Ved afgørelsen af om ejendomsskatterne kan fradrages skal der dog efter LL § 14, stk. 3, bortses fra uvæsentlig erhvervsmæssig benyttelse af en ejendom, der tillige tjener til bolig for ejeren. I almindelighed må en erhvervsmæssig anvendelse af en ejendom anses for uvæsentlig, hvis den svarer til mindre end 10 pct. af den pågældende ejendom. Det samme er gældende ved udlejning til beboelse af en del af et enfamiliehus. skd. cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 10.1.

Der er ikke fradragsret for ejendomsskatterne for ubebyggede grunde, der er erhvervet med henblik på privat benyttelse, f.eks. til opførelse af bolig til ejeren, og ikke senere er overgået til erhvervsmæssig benyttelse. Dette gælder for alle grunde, der ikke anvendes erhvervsmæssigt eller henhører under ejerens næring. Således er fradrag nægtet for ejendomsskatterne vedrørende 2 ubebyggede grunde, der efter det oplyste var erhvervet uden noget bestemt formål, idet den passive anvendelse som kapitalanbringelse efter Landsskatterettens opfattelse henhørte under privatsfæren, jf. TfS 1986, 332 LSR.

Landsskatteretten har statueret, at der ikke var fradrag for ejendomsskatter på en ubebygget grund, der var erhvervet med videresalg for øje, idet dette ikke kunne anses for erhvervsmæssig udnyttelse af grunden, TfS 1987, 321 LSR.

I TfS 1994,216 LSR blev et selskab, som drev virksomhed med bl.a. køb og salg af fast ejendom, anset for berettiget til at fradrage ejendomsskatter for en byggegrund, der var erhvervet med henblik på videresalg. Grunden var ikke anskaffet med privat benyttelse for øje, men med henblik på erhvervsmæssig udnyttelse.

TfS 1990,249 LSR. En skatteyder havde købt nogle ejendomme med henblik på udlejning efter istandsættelse. 2 ejendomme blev solgt på grund af for store nødvendige istandsættelser. For disse blev kun godkendt fradrag for ejendomsskatter - begrænsningen i LL § 14, stk. 2, gælder kun for parcelhuse m.v., der bebos af ejeren - mens el- og forsikringsudgifter ikke kunne fradrages. En tredje ejendom blev efter et par års istandsættelse udlejet, og her blev godkendt fradrag også for el- og forsikringsudgifter.

En landbrugsejendom på ca. 13,6 ha, hvor stuehuset var ubeboet og ubeboeligt, og hvor en del af jorden var bortforpagtet og resten tilplantet med juletræer, blev anset for erhvervsmæssigt benyttet, således at ejendomsskatterne fuldt ud var fradragsberettigede, jf. TfS 1986, 470 LSR. Se også TfS 1989, 378 LSR.

Arbitrio de Plus-Valia - en éngangsafgift baseret på værdistigning - ved køb af fast ejendom i Spanien, anses ikke for fradragsberettiget, jf. TfS 1986, 355 LSR.

Fradrags-

tidspunktetDet er afgørende for fradrag efter LL § 14, stk. 1, om der foreligger en retlig forpligtelse til at afholde den pågældende udgift. Det kræves hverken, at udgiften er forfalden eller faktisk afholdt.

Skatteyderen er ikke pligtig at foretage fradrag før sidste rettidige betalingsdag, hvilket kan have betydning, hvor den retlige forpligtelse indtræder i et indkomstår og sidste rettidige betalingsdag i det følgende indkomstår. Ifølge principperne i LSRM 1975, 111 LSR kan skatteyderen i denne situation vælge først at foretage fradrag i det følgende indkomstår, dog under forudsætning af at betalingen først sker i dette år.

Lån til pensionisterNår der ydes lån til pensionister til betaling af ejendomsskatter mod sikkerhed i ejendommen, kan tilskrevne renter på lånet ikke fradrages, jf. LL § 17 A, stk. 2.

Renter af boligydelseslån, der er ydet i henhold til lov om boligydelse til pensionister eller lov om individuel boligstøtte, kan ikke fratrækkes, jf. LL § 17 A, stk. 3.

Andre ydelserSammen med ejendomsskatterne opkræves ofte forskellige andre ydelser, f.eks. vandafgifter, ydelser på vej- og kloakgæld, renovationsbidrag, brandforsikringspræmie og lign. Bortset fra afdrag på vej- og kloakgæld er disse ydelser fradragsberettigede, når ejendommen ikke kan henføres til LL § 14, stk. 2.

Arealbidrag - fastsat og opkrævet af kommunen til driften af fælleskommunale hovedanlæg (kloakforsyningen) - blev anset for fradragsberettigede efter LL § 14, stk. 1, for et erhvervsdrivende selskab, selv om afgiften vedrørte en ubebygget grund, TfS 1988, 317 LSR.

En købmand blev pålagt forhøjet bidrag til vandværket - et lokalt andelsselskab - i anledning af, at selskabet for at fremskaffe større vandmængder havde optaget lån til finansiering af nye boringer og udskiftninger af rør mv. Landsskatteretten lagde til grund, at beløbet var en fast varig udgift, der svarede til klagerens andel af udgifterne ved driften af vandværket efter den stedfundne udvidelse af dette, og derfor kunne det fradrages som medgået til drift af købmandens kombinerede forretnings- og beboelsesejendom, LSRM 1982, 120 LSR.

Renter af for sent betalte ejendomsskatter kan ikke fratrækkes, LL § 17 A.