Når en indeholdelsespligtig virksomhed med begrænset ansvar (fx aktie- eller anpartsselskaber) ophører som insolvent med restancer af A-skat, AM-bidrag og udbytteskat mv., vil det offentlige som oftest lide tab, fordi der kun kan kræves dividende af restancen. Som følge heraf har det offentlige anlagt en række sager ved domstolene og fået medhold i, at personer, der har været særligt nært knyttet til den fallerede virksomhed, under visse betingelser pålægges nulstilling eller erstatningsansvar for selskabets restancer.

Grundlaget for sagerne har været culpareglen, der er et grundprincip i dansk ret. Ifølge culpareglen er man pligtig til at erstatte et økonomisk tab, som man på uansvarlig vis har påført en tredjemand.

Efter culpareglen skal den skadegørende handling eller undladelse kunne tilregnes skadevolderen som forsætlig eller uagtsom, dvs. at han enten har tilsigtet den skadegørende handling eller undladelse, eller at han burde have vidst, at hans handling eller undladelse ville medføre skadens indtræden.

Herudover skal den ansvarspådragende adfærd have været årsag til det lidte tab (kausalitet = årsagssammenhæng), og årsagssammenhængen skal have stået skadevolderen klart (adækvans = påregnelighed), se UfR 1976, 241 ØLD. I TfS 2000, 975 HD blev en advokat frifundet, fordi det ikke var godtgjort, at der var sammenhæng mellem den ansvarspådragende adfærd og underbalancen i konkursboet.

Hæftelsessager vedrørende indeholdt, men ikke indbetalt A-skat, bidrag og udbytteskat mv. kan opdeles i 2 grupper:

1. Restancer bestående af A-skat, bidrag og udbytteskat mv. vedrørende udbetalinger til selskabets ledelse og disses nærtstående (nulstilling)
2. Restancer bestående af A-skat, bidrag og udbytteskat mv. vedrørende udbetalinger til selskabets øvrige ansatte (erstatning).