Skattenedslag for seniorer
Er du født i 1946 - 1952 og i arbejde, kan du, hvis visse betingelser om indkomst og beskæftigelse er opfyldt, få et nedslag i skatten i de år, hvor du fylder 64 og 65 år. Desuden er personer, der er født i 1945 og samtidig har bagudforskudt indkomstår, i visse tilfælde berettiget til nedslaget.

Hvem kan få skattenedslaget?
Der er en række krav og betingelser, du skal opfylde, for at du kan få nedslaget:

  • Du skal være født mellem 1946 og 1952. 
  • Du må højest have tjent 550.000 kr. (2008-niveau) pr. år. Beløbet bliver beregnet som gennemsnit for de tre indkomstår, hvor du fylder 57 år, 58 år og 59 år.
  • Du skal mindst tjene ca.159.000 kr. (2008-niveau) i hvert år, fra du fylder 60 år til og med det indkomst år, hvor du fylder 64 år. Det er altså ikke et gennemsnit, men hvert år. 
  • Du skal arbejde mindst 27 timer om ugen eller 117 timer om måneden i hvert år, fra du fylder 60 år til og med det indkomst år, hvor du fylder 64 år. 

For selvstændigt erhvervsdrivende og honorarmodtagere er der ikke noget krav til beskæftigelsesgraden. Desuden kan selvstændigt erhvervsdrivende og deres eventuelle ægtefælle, også være med i ordningen, hvis de er født i 1945, og har bagudforskudt indkomstår.

Det vil stå på din årsopgørelse, om vi mener, at du har ret til nedslaget eller ej. Hvis du er uenig i SKATs afgørelse, skal du følge den klagevejledning, der også står på din årsopgørelse.

Mere information om kravene
Du kan læse mere om kravene til dine indkomster og beskæftigelse i Hvor meget må jeg tjene for at få nedslag i skatten? og Hvor meget skal jeg arbejde for at få nedslag i skatten?

Information i din SkattemappeTilhører du den aldersgruppe, som Lov om skattenedslag for seniorer er tiltænkt, kan du i din skattemappe finde en Orientering om seniornedslag. Her samler SKAT de oplysninger, der er relevante for at se, om du har ret til nedslaget eller ej. Oplysningerne bliver løbende opdateret, og du får én gang om året besked om din beskæftigelsesgrad fra ATP.
Gå til skattemappen i TastSelv.

Du kan også bestille oplysningerne via TastSelv-telefonen. Ring til telefon 70 10 10 70 med en trykknaptelefon. Følg vejledningen i telefonen. Du vil få nogle valgmuligheder, og den, du skal vælge, er "For bestilling af forskudsopgørelse, personlige skatteoplysninger, oplysningskort eller oplysning om seniornedslag, tast 2 efterfulgt af firkant".