Faglige kontingenter
For at du kan fratrække kontingenter til for eksempel fagforeninger, er det en betingelse, at foreningens hovedformål er at varetage medlemmernes økonomiske og faglige interesser. Hvis foreningens hovedformål for eksempel er at udgive faglitteratur eller faglige artikler, kan du normalt ikke trække kontingentet fra som fagligt kontingent. Derimod har du mulighed for at trække det fra som en lønmodtagerudgift i rubrik 58.

Det, du kan trække fra som fagligt kontingent, er først og fremmest det normale kontingent. Herudover kan du trække ekstra strejkekontingenter fra, hvis de er pålagt af foreningen. Yderligere kan du trække klubkontingenter fra, hvis foreningens formål er at varetage medlemmernes faglige interesser, samt særlige bidrag, som foreningen opkræver for at kunne yde tilskud til medlemmer, der er gået på pension. Derimod kan du ikke trække frivillige bidrag fra.

Det er en betingelse for fradraget, at fagforeningen har indberettet beløbet til SKAT.

Er du uenig i beløbet, kan du ikke selv rette det i denne rubrik, medmindre du har en udvidet selvangivelse. Du skal i stedet bede din fagforening lave en ny indberetning til SKAT. På TastSelv under "Ændre årsopgørelsen" kan du klikke under det fortrykte beløb og få en specifikation af beløbet i rubrikken. Du kan gøre din fagforening opmærksom på, at du er uenig i indberetningen, ved at klikke på knappen "send besked" under de specificerede beløb.

Hvis vi har fået indberetninger, som vi ikke er sikre på skal bruges, er der en pil ud for rubrikken på TastSelv under "Ændre årsopgørelsen". Du kan klikke på pilen og få en specifikation af de oplysninger, der er indberettet.

Når vi får en ny indberetning, laver vi en ny årsopgørelse til dig. Når den nye årsopgørelse er klar i skattemappen, sender vi dig en e-mail eller SMS, og har du ønsket papir, modtager du den også med posten.

Hvis vi får indberetninger efter fristen er udløbet (1. maj eller 3. juli 2011), skriver vi til dig, inden du får en ny årsopgørelse.

Søfolk omfattet af DIS-ordningen (begrænset fart)
Hvis du i 2010 har været ansat på passagerskibe eller andre skibe, der er omfattet af DIS-ordningen (begrænset fart), er der ikke fortrykt fradrag for fagligt kontingent i rubrik 50. Du skal i stedet skrive den del af fradraget, der vedrører søindkomsten, i rubrik 54.