Hvad SKAT ved
SKAT har oplysninger om dine private bidrag og præmier til ratepensionsordninger og ophørende livrenter. Beløbene er skrevet ind i rubrik 21.

Dine private bidrag til en særlig ratepensionsordning for sportsudøver er medtaget i rubrik 24.

Du kan finde oplysningerne om dine egne indskud på TastSelv. Gå ind i din skattemappe under "Personlige skatteoplysninger - Privattegnede pensionsordninger".

Er du selvstændig erhvervsdrivende, skal du selv skrive dit fradrag for indskud på ratepension eller ophørende livrente. Har du valgt at bruge overgangsreglen, hvor du kan fradrage indskud på op til 30 procent af virksomhedens overskud, skal du skrive beløbet i rubrik 24. Bruger du i stedet 100.000 kr.'s reglen (se nedenfor), skal du skrive dit fradrag i rubrik 21.

Fra og med indkomståret 2010 er der indført nye regler for fradragsberettigede indbetalinger på rateforsikringer, ratepensioner og ophørende livrenter:

  • Du kan nu oprette rateforsikringer og rateopsparinger i pensionsøjemed, efter at du har nået efterlønsalderen. Du behøver ikke at have en rateforsikring eller en rateopsparing i pensionsøjemed i forvejen.
  • For indkomståret 2010 kan fradragsberettigede indbetalinger på rateforsikringer, ratepensioner og ophørende livrenter højst udgøre 100.000 kr. i alt.
  • Loftet på de 100.000 kr. gælder for de samlede indskud på både arbejdsgiveradministrerede ordninger og private ordninger.

    Eksempel:
    Indbetaler din arbejdsgiver 65.217 kr. (heraf fragår 8 pct. arbejdsmarkedsbidrag 5.217 kr.) på en arbejdsgiveradministreret ratepensionsordning i 2010, kan du selv indbetale på en privattegnet ordning i 2010 og få fradrag på op til 40.000 kr.
  • Overstiger årets samlede indskud 100.000 kr., kan du ikke få fradrag for den del af indskuddet, der overstiger 100.000 kr.
    Du kan da vælge en af følgende tre muligheder:
    • Få det overskydende beløb tilbagebetalt
    • At bevare fradrag for beløbet ved at få det overført til en anden pensionsordning for eksempel en livsvarig livrente eller en kapitalpension
    • At lade beløbet blive stående på ordningen. Når du engang i fremtiden får din kapitalpension udbetalt, skal du ikke betale afgift af det beløb, du ikke har haft fradrag for. Når ordningen kommer til udbetaling skal du selv kunne dokumentere, hvilke beløb, du ikke har haft fradragsret for i de tidligere år.
  • Den årlige indbetaling på en særlig pensionsordning for sportsudøvere er ikke omfattet af fradragsloftet på 100.000 kr. og kan fratrækkes i den personlige indkomst (rubrik 24). For disse ordninger gælder nogle særlige fradragsregler. Du kan få oplyst de særlige fradragsregler ved at henvende dig til SKAT.

Er din rateforsikring, ratepension eller ophørende livrente oprettet før 1. januar 2010, gælder der nogle særlige overgangsregler. Du kan læse mere om overgangsreglerne og dine muligheder for at bevare fradragsretten for den del af dine indskud, der overstiger 100.000 kr. i vejledningen Ratepensioner og ophørende livrenter - indskud og fradrag og under rubrik 25.

Hvis din arbejdsgiver har indbetalt mere end 100.000 kr. efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, bliver det beløb, der overstiger 100.000 kr. tillagt din bidragsfrie indkomst i rubrik 16 på din årsopgørelse fra SKAT.

Hvad du selv skal oplyse
Har din arbejdsgiver foretaget obligatoriske indbetalinger på en ratepension eller ophørende livrente efter en kollektiv overenskomst, der er indgået før 22. april 2009, findes der en overgangsregel, der giver dig mulighed for at få fradrag for det fulde beløb, selvom det overstiger 100.000 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag indtil overenskomsten genforhandles. Til gengæld kan du ikke få fradrag for andre indbetalinger eller indskud på rateordninger eller ophørende livrenter, uanset om det er privattegnede eller arbejdsgiveradministrerede ordninger.

Mener du, at de pensionsindbetalinger, din arbejdsgiver har foretaget, er omfattet af denne overgangsregel, og har du fået forhøjet indkomsten i rubrik 16 med den del af pensionsindbetalingerne, der overstiger 100.000 kr., efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, skal du henvende dig til SKAT. Ved henvendelsen til SKAT, skal du kunne dokumentere, at der er tale om obligatoriske indbetalinger til en ratepension eller en ophørende livrente efter en kollektiv overenskomst, der er indgået før den 22. april 2009.