Hvad SKAT ved
SKAT har modtaget oplysninger om:
- Pensioner (folkepension, efterlevelsespension, førtidspension, livrente, efterløn) og pensionsinstitutters udbetaling fra ratepensioner samt ordninger med løbende udbetaling.
- Kontanthjælp og introduktionsydelser.
- Orlovsydelser.
- Fleksydelse.
- Udbetalinger fra A-kasser (dagpenge mv.).
- Sygedagpenge samt 1., 2. og 3. ledighedsdag udbetalt af arbejdsgiver.
- Strejke- og lockoutgodtgørelse.
- Uddannelsesydelser og stipendier fra SU-styrelsen.
- Hævning af kapitalpension i forbindelse med orlov.
- Skattepligtig del af tilskudsbevillinger til forskning, der administreres af Forskningsstyrelsen.
- Udbetaling af dagpengelignende beløb fra privattegnet arbejdsløshedsforsikring i forsikringsselskab.
- Løbende ydelser fra arbejdsskadeforsikring.
Oplysningerne står i rubrik 16. Du kan finde oplysningerne på skat.dk under Borger - TastSelv Borger - Skattemappen - Personlige oplysninger - Oplysningssedler. Under Aktuelle indkomstoplysninger/eSkattekort kan du se detaljerede indkomstoplysninger.
Disse indkomster er skattepligtige. Der skal dog ikke betales AM-bidrag af indkomsterne.
Er du uenig i beløbet, kan du ikke selv rette det i denne rubrik, medmindre du har en udvidet selvangivelse. Du skal i stedet bede din kommune, forsikringsselskab, A-kasse eller andet lave en ny indberetning til SKAT. På TastSelv under "Ændre årsopgørelsen" kan du klikke under det fortrykte beløb og få en specifikation af beløbet i rubrikken. Du kan gøre din kommune, forsikringsselskab, A-kasse eller andet opmærksom på, at du er uenig i indberetningen, ved at klikke på knappen "send besked" under de specificerede beløb.
Hvis vi har fået indberetninger, som vi ikke er sikre på skal bruges, er der en pil ud for rubrikken på TastSelv under "Ændre årsopgørelsen". Du kan klikke på pilen og få en specifikation af de oplysninger, der er indberettet.
Når vi får en ny indberetning, laver vi en ny årsopgørelse til dig. Når den nye årsopgørelse er klar i Skattemappen, sender vi dig en e-mail eller SMS, og har du ønsket papir, modtager du den også med posten.
Hvis vi får indberetninger efter at fristen er udløbet (1. maj eller 3. juli 2011), skriver vi til dig, inden du får en ny årsopgørelse.
Hvis din kommune, forsikringsselskab, A-kasse eller andet ikke kan eller vil lave en ny indberetning til SKAT, eller hvis du selv ønsker at indberette ændringen, skal du kontakte os med dokumentation for eksempel i form af lønsedler. Det kan du gøre ved at sende os et brev eller en e-mail eller ved at møde personligt op i et skattecenter. Se mere om underretning til SKAT.
Dagpenge ved sygdom eller barsel
Dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag, der er udbetalt af arbejdsgiveren, er medregnet i rubrik 16.
Hævning af kapitalpension til finansiering af orlov
Beløb, som du har hævet på din kapitalpension for at finansiere et indtægtstab ved børnepasningsorlov efter overgangsreglerne i forbindelse med afskaffelsen af børnepasningsorloven, er skattepligtige. Beløbet er medregnet i rubrik 16.
Undtagelser for sociale pensioner
Visse ydelser under sociale pensioner er ikke skattepligtige og medregnes derfor ikke i rubrik 16. Det gælder for eksempel:
- Hjælp til dækning af nærmere bestemte ydelser for modtageren, fx varmehjælp og boligsikring.
- Særskilt kontanthjælp efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik.
- Hjælp efter lov om repatriering (dvs. frivillig tilbagevenden til hjemlandet eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl).
Stipendier til forskerstuderende (ph.d.)
Ph.d.-studerende (ph.d.-stipendiater) har status som lønmodtagere og dermed ret til at få skattefri rejsegodtgørelse fra deres arbejdsgiver på samme betingelser som andre lønmodtagere. Læs mere om skattefri rejsegodtgørelse i vejledningen Få godtgørelse eller fradrag for dine rejseudgifter.
Ph.d.-studerende kan på visse betingelser få supplerende stipendier i forbindelse med studierejser i Danmark. De supplerende stipendier og tilskud til rejseudgifter er skattepligtige og er medregnet i rubrik 16.