Hvad SKAT ved
SKAT har modtaget oplysninger om blandt andet løn og tabt arbejdsfortjeneste, herunder feriegodtgørelse og tilskud fra arbejdsgiver, værdi af fri bil (firmabil), multimedier, fri kost og logi efter Skatterådets satser samt vederlag til medlemmer af for eksempel bestyrelser og udvalg.

Oplysningerne står i rubrik 11. Det anførte beløb er før, der er fratrukket AM-bidrag.

Oplysningerne er indberettet af din arbejdsgiver med flere til SKAT. Du kan finde de oplysninger, der er indberettet om dig på skat.dk under Borger - TastSelv Borger - Skattemappen - Personlige skatteoplysninger - Oplysningssedler. Under Aktuelle indkomstoplysninger/eSkattekort kan du se detaljerede indkomstoplysninger.

Er du uenig i beløbet, kan du ikke selv rette det i denne rubrik, medmindre du har en udvidet selvangivelse. Du skal i stedet bede din arbejdsgiver lave en ny indberetning til SKAT. På TastSelv under "Ændre årsopgørelsen" kan du klikke under det fortrykte beløb og få en specifikation af beløbet i rubrikken. Du kan gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du er uenig i indberetningen, ved at klikke på knappen "send besked" under de specificerede beløb.

Hvis vi har fået indberetninger, som vi ikke er sikre på skal bruges, er der en pil ud for rubrikken på TastSelv under "Ændre årsopgørelsen". Du kan klikke på pilen og få en specifikation af de oplysninger, der er indberettet.

Når vi får en ny indberetning, laver vi en ny årsopgørelse til dig. Når den nye årsopgørelse er klar i Skattemappen, sender vi dig en e-mail eller SMS, og har du ønsket papir, modtager du den også med posten.

Hvis vi får indberetninger efter fristen er udløbet (1. maj eller 3. juli 2011), skriver vi til dig, inden du får en ny årsopgørelse.

Hvis din arbejdsgiver ikke kan eller vil lave en ny indberetning til SKAT, eller hvis du selv ønsker at indberette ændringen, skal du kontakte os med dokumentation for eksempel i form af lønsedler. Det kan du gøre ved at sende os et brev eller en e-mail eller ved at møde personligt op i et skattecenter. Se mere om underretning til SKAT.

Fri bil (firmabil)
Hvis din arbejdsgiver har stillet fri bil (firmabil) til rådighed, bliver du beskattet af værdien af den private rådighed over bilen. Det er selve rådigheden over den fri bil, du bliver beskattet af, uanset omfanget af den private kørsel. Det skattepligtige beløb udgør en procentdel af bilens værdi.

Den skattepligtige værdi af fri bil er medregnet i rubrik 11.

Har du som hovedaktionær modtaget udbytte i form af fri bil, vil beløbet ikke indgå i rubrik 11, men i rubrik 12.

Den skattepligtige værdi af fri bil i 2010 er 25 procent af den del af bilens værdi, der er på 300.000 kroner eller derunder og 20 procent af resten. Bilens værdi sættes dog altid til mindst 160.000 kroner. Den skattepligtige værdi af den fri bil er altså mindst 40.000 kroner (25 procent af 160.000 kroner), hvis du har bilen til rådighed hele året.

Fastsættelse af bilens værdi
Bilens værdi afhænger dels af bilens alder, dels af om din arbejdsgiver har anskaffet bilen som brugt. Bilens værdi fastsættes sådan (der er dog særlige regler for brugte hyrevogne):

  • Hvis din arbejdsgiver har købt bilen som ny eller inden for de første tre år efter den første indregistrering, sættes bilens værdi til den oprindelige nyvognspris. I det fjerde indkomstår efter indregistreringen nedsættes værdien til 75 procent af nyvognsprisen. Nyvognsprisen bruges altså i indregistreringsåret og i de to følgende indkomstår. Nyvognsprisen er bilens fakturapris inklusive registreringsafgift, leveringsomkostninger, moms og normalt registreringspligtigt ekstraudstyr til bilen. Der kan dog ikke gives nedslag for værdien af sikkerhedsudstyr som fx ABS-bremser og airbags.
  • For brugte biler, som arbejdsgiveren har købt mere end tre år efter bilens første indregistrering, sættes bilens værdi til den pris, som arbejdsgiveren har betalt for bilen. Anskaffelsesprisen omfatter også de udgifter til istandsættelse af bilen, som arbejdsgiveren har betalt, eventuelt leveringsomkostninger og udgifter til tilbehør.

Eksempel
Arbejdsgiveren købte i 2007 bilen som ny for 180.000 kroner inklusive registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og registreringspligtigt ekstraudstyr. Den ansatte har i 2010 bilen til rådighed hele året.

Bilens værdi nedsættes i 2010 til 75 procent af 180.000 kroner (det vil sige 135.000 kroner), men da værdien i beregningsgrundlaget altid udgør mindst 160.000 kroner, er den skattepligtige værdi af bil til rådighed i 2010 40.000 kroner (25 procent af 160.000 kroner).

Hvis bilen har været registreret i udlandet, kan du få vejledning om reglerne for opgørelsen af beregningsgrundlaget ved at henvende dig i et skattecenter eller kontakte SKAT på telefon 72 22 18 18.

Hvis din arbejdsgiver har lejet/leaset bilen, bliver du som medarbejder beskattet med udgangspunkt i den pris, som din arbejdsgiver skulle have betalt, hvis bilen var blevet købt.

Har du betalt et beløb til din arbejdsgiver for at have fri bil, nedsættes værdien af fri bil med det, du har betalt.

Det kan ikke betale sig at tage befordringsfradrag, hvis du har fri bil eller arbejdsgiverbetalt transport, da du så skal beskattes af et tilsvarende beløb som personlig indkomst. Læs mere under rubrik 51.

Kørselsgodtgørelse
Kørselsgodtgørelse fra arbejdsgiveren er som hovedregel skattefri. Overstiger godtgørelsen de satser, som er fastsat af Skatterådet, beskattes godtgørelsen som løn. Kørselsgodtgørelse ved kørsel i firmabil er skattepligtigt. Læs mere om skattefri kørselsgodtgørelse i vejledningen Få godtgørelse eller fradrag for din erhvervsmæssige kørsel.

Multimedier
Hvis din arbejdsgiver stiller en pc, software, scanner og modem og andet tilbehør til pc, til rådighed for dig derhjemme til arbejdsbrug, skal du betale multimedieskat. Det gælder også hvis din arbejdsgiver har betalt for, at der er etableret højhastigheds- eller bredbåndsadgang eller telefonforbindelse. Du skal beskattes af et beløb på 3.000 kroner om året.

Du kan ikke modregne eventuel egenbetaling. Uanset hvor mange multimedier du har stillet til rådighed, skal du kun betale multimedieskat af 3.000 kroner om året. Dog må der ikke stilles multimedier direkte til rådighed for den øvrige husstand. Du skal være særligt opmærksom, hvis du har flere multimedier af samme slags til rådighed i en ordning med kontantlønsnedgang. Se også rubrik 20.

Har du en ordning med hjemme-pc, hvor du betaler til din arbejdsgiver for rådigheden, kan du stadig få fradrag for dine udgifter, dog maksimalt 3.500 kroner om året. Du skal fratrække din udgift til egenbetaling i rubrik 54. Du skal ikke samtidig betale multimedieskat på denne pc. Får du andre multimedier stillet til rådighed skal du betale multimedieskat.

Er du medarbejdende ægtefælle, og skal beskattes af multimedier, skal beløbet ikke skrives i rubrik 11. Beløbet skal i stedet skrives i rubrik 15.