| En forretningsdrivendes merudgifter ved enestueophold på et hospital, som var
afholdt for at den pågældende fortsat kunne forestå den daglige ledelse
af virksomheden, blev ikke anset fradragsberettiget, lsr. 1974.159.
En tandlæges udgift til briller blev ikke anset for fradragsberettiget, lsr.
1982.126. Derimod blev en tandlæge anset for berettiget til at fratrække
udgiften til beskyttelsesbriller uden styrke, da brillerne alene måtte anses
for anvendt til klinikbrug, Skat 1989.4.336.
Udgifter til erhvervelse af kørekort er normalt ikke fradragsberettigede.
En gårdejer drev landbrug med dyrkning af specialafgrøder, der skulle
borttransporteres, og dette var hidtil sket ved anvendelse af en varevogn med anhænger.
For at rationalisere driften havde han anskaffet en lastvogn, der krævede stort
kørekort. Efter de foreliggende oplysninger fandt Landsskatteretten, at udgiften
hertil var en fradragsberettiget driftsomkostning, lsr. 1986.20.
Kørselsudgifter vedrørende en gårdejers varebil ikke anset for fradragsberettigede
i medfør af SL § 6 a, i det omfang kørslen vedrørte ombygning
af en landbrugsejendom, Vestre Landsrets dom i Skat 1989.4.312.(TfS 1989,175)
En gårdejer kunne - uanset særlig veterinær kontrol, der frikendte
husdyrholdet for nogle hyppigt forekommende husdyrsygdomme - ikke fratrække
udgiften til arbejdstøj, idet udgifterne måtte anses af privat karakter,
Skat 1988.8.473.(TfS 1988,458).
Udgifter, afholdt i forbindelse med etablering af en bedriftssundhedstjeneste anses
som driftsudgifter. Er bedriftssundhedstjenesten etableret gennem en forening, kan
foreningens medlemmer fradrage indmeldelsesgebyr og kontingent til foreningen (Skd.
47.286).
Udgifter, afholdt til opnåelse af et kvalitetsstyringscertifikat (f.eks. ISO
9000) anses som fradragsberettigede driftsudgifter, når der er tale om en igangværende
virksomhed, se TOLD•SKAT Nyt 1993.22.1043.(TfS 1993, 552)
►I TfS 1999, 380 blev en landmand nægtet fradrag for udgifter til kattehold med henblik på at bekæmpe rotter. Landsretten fandt ikke, at udgiften havde en direkte og konkret betydning for indkomsterhvervelsen efter SL § 6, stk. 1, litra a, men var derimod af den opfattelse, at udgiften i overvejende grad havde karakter af privatforbrug.
◄Praksis - ArbejdsværelseDen
foreliggende praksis om arbejdsværelse viser, at betingelserne for fradrag
kun ganske undtagelsesvis kan anses for opfyldt. Det beror blandt andet på,
at selv om et værelse er møbleret med kontormøbler, udstyret
med omfattende bogreoler mv., kan det ikke af den grund anses for uanvendeligt til
opholdsrum i øvrigt for den pågældende og hans familie. Den ledende
dom er HD af 14. dec. 1960 som er offentligtgjort i UfR 1961, 107.
I de ganske særlige tilfælde, hvor retspraksis har accepteret fradrag,
er der i afgørelserne lagt vægt på, at det pågældende værelse
har skiftet karakter, således at det ikke længere kan anses anvendeligt
som opholdsrum, men gennem møblering, udstyr og adgangsforhold mv. er blevet
omdannet til et værksted, et atelier, et laboratorium, en tegnestue el.lign.
Fradrag for arbejdsværelse i egen ejendom beregnes på grundlag af lejeværdien.
Selv om fradraget modsvarer den del af lejeværdien, der kan henføres til
arbejdsværelset, anses fradraget for en driftsomkostning i forbindelse med
det indtægtsgivende arbejde. Arbejdsværelse i eget hus berettiger således
ikke til nedsættelse af lejeværdien i medfør af LL § 15 G.
I en utrykt kendelse af 29. april 1987 godkendte Landsskatteretten en forfatters
fradrag for udgifter til arbejdsværelse samt for udgifter til el og varme.
Arbejdsværelset, der bestod af et værelse på 17 m2 i en fireværelses
lejlighed, var indrettet med skrivebord, skrivemaskine, skab, lænestol og reoler,
der indeholdt en bogbestand på over 5.000 bøger. Det blev gjort gældende,
at forfatteren ikke i forbindelse med sin virksomhed som litteraturanmelder ved
dagbladene har haft arbejdsværelse stillet til rådighed af arbejdsgiveren.
Endelig havde den pågældende indtægter som forfatter, forlagskonsulent
og som foredragsholder.
I en lignende utrykt kendelse af 10. maj 1985 fandt Landsskatteretten, at en forfatter
med betydelig romanproduktion passende kunne indrømmes fradrag for udgift til
arbejdsværelse med 25 pct. af lejeværdien og fradrag af andel af eludgift
mv. med 25 pct. Arbejdsværelset var møbleret med skrivebord, skrivemaskinebord,
arkivskabe og reoler, der indeholdt en bogsamling på ca. 4000 bind. Arbejdsværelset
på 40 m2 anvendtes endvidere til pressemøder o.lign. Se i TfS 1996,361,
hvor Landsskatteretten indrømmede en forfatter fradrag for udgifter til arbejdsværelse.
Se også Østre Landsrets dom, hvor en uddannet civiløkonom, der havde
speciale i afsætningsøkonomi (salg og reklame), fik anerkendt fradrag
for sine udgifter til arbejdsværelse i sin bolig. Retten lagde ved sin afgørelse
vægt på, at den pågældende havde indrettet et særligt rum
i sin bolig til kontor og andre arbejdsopgaver, som var forbundet med virksomheden,
og at lokalet blev brugt i overensstemmelse hermed.
Endvidere blev henset til, at virksomheden udelukkende blev drevet fra skatteyderens
bolig, og at virksomheden havde et ikke ubetydeligt omfang, idet den blev drevet
på fuld tid og udgjorde den pågældendes eneste indtægtskilde,
TfS 1998, 692.
Om arbejdsværelse i øvrigt, se A.F.1.12, og TfS 1994,663 hvor Landsretten
tillod en fagkonsulent, ansat ved Undervisningsministeriet, fradrag for udgifter
til arbejdsværelse. Højesteret har stadfæstet afgørelsen, Se
TfS 1996,210. I en afgørelse i TfS 1996,553 godkendte Landsskatteretten,
at en musiklærer havde fradragsret for udgifterne til arbejdsværelse.
Se også E.K.2.2 vedrørende ejendomsskatter og fradrag for disse, hvis
den erhvervsmæssige anvendelse anses for væsentlig.
Stempeludgifter mv.Stempeludgifter vedrørende gældsbreve, der var
oprettet som sikkerhed for lån, kunne ikke fradrages som en driftsudgift i
medfør af SL § 6 a, og de kunne heller ikke fradrages i medfør af
LL § 8, stk. 3, lsr. 1975.162.
Et grovvareselskab blev nægtet fradrag for udgifter til kreditprovisioner og
stempel ved låneoptagelse efter SL § 6 a, da udgifterne blev anset for
afholdt som led i udvidelse af erhvervsvirksomheden. Skat 1990, 10.758.
Stempeludgifter på 4 pct. som et leasingselskab, der driver virksomhed med
udlejning af bl.a. biler, må betale på lejekontrakter, der indgås
for mere end 3 mdr., anses for en driftsudgift, der kan fradrages i det år,
hvor den afholdes (Skat 1987.7.524). ►Reglerne om stempelafgift er ændret, herunder ophævet på leje- og lånekontrakter, og suppleret med en tinglysningsafgift fra og med år 2000.
◄LønsumsafgiftLønsumsafgift
er en afgift, der skal betales til staten ifølge Skatteministeriets lovbek.
nr. ►674 af 15. september 1998◄
om lønsumsafgift.
Afgiften påhviler - udover virksomheder inden for den finansielle sektor, som
banker og forsikringsselskaber mv. - tillige en række momsfritagne virksomheder,
herunder virksomheder, der udgiver eller importerer aviser.
Fritaget for afgiftspligten er dog en række nærmere opregnede virksomheder,
jf. lov om afgift af lønsum mv., § 1, stk. 2. Herudover kan skatteministeren
fritage visse virksomheder for afgiftspligt, jf. § 2 a.
Afgiftsgrundlaget ifølge Lønsumsafgiftslovens §
►4, stk. 1◄ er virksomhedens lønsum med tillæg
af overskud eller med fradrag af underskud, opgjort efter
i VSL § 22b. .
Til virksomhedens overskud eller underskud medregnes ikke overskud eller underskud,
som stammer fra virksomhed i udlandet. For visse virksomhedstyper, som loven opregner
i § 4, stk. 2, herunder finansielle virksomheder, er afgiftsgrundlaget virksomhedens
lønsum med tillæg af 90%.
Afgiftssatsen varierer imellem 2,5% og ►8,92◄%,
afhængigt af, hvorledes afgiftsgrundlaget beregnes og virksomhedstypen, jf.
§ 5.
De afgiftspligtige virksomheder skal foretage kvartalsvise indbetalinger
af afgiften.
kan
først fastlægges efter udløbet af indkomståret, da virksomhedens
overskud/underskud først kendes på dette tidspunkt.
Lønsumsafgift er fradragsberettiget som en driftsomkostning.
I øvrigt henvises til den vejledning om lønsumsafgift, som styrelsen har
udarbejdet.
Bestikkelse
Danske erhvervsvirksomheders udgifter til bestikkelse og andre gaver til embedsmænd
kan ikke trækkes fra ved opgørelsen af virksomhedens skattepligtige indkomst,
jf. bestemmelsen i LL § 8 D.
Der er således ikke fradragsret for ydelser til dansk eller udenlandsk embedsmand
m.fl., hvis modtageren som dansk embedsmand ville kunne straffes for at modtage
den pågældende ydelse. Bedømmelsen af, om der er fradragsret for
gaver og andre ydelser til en embedsmand, skal følgelig knyttes til dansk standard
også i de tilfælde, hvor gaven mv. ydes i en anden stat.
Bestemmelsen omfatter ikke honorarer, som betales for særligt udført arbejde.Bestemmelsen
omfatter dog betalinger, der betegnes som konsulenthonorar, kommission, provision
eller lignende, hvis betalingen ikke svarer til særligt udført arbejde.
LL § 8 D omfatter ikke
gaver mv. til medarbejdere, der ikke er embedsmænd ved danske eller udenlandske
myndigheder. Bestemmelsen ophæver altså ikke fradragsretten efter gældende
praksis for bestikkelse af medarbejdere ved erhvervsvirksomheder i stater, hvor
der er kutyme for den slags betalinger.
Kontingenter - indskudVed opgørelsen af den skattepligtige indkomst
kan kontingenter til arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger
som hovedregel fratrækkes i den skattepligtige indkomst, jf. LL § 13.
Se også TOLD SKAT Nyt 1992.6.164. Se dog TfS 1996,250, hvor en frisørmester
blev nægtet fradrag for udgiften til kontingent til den stedlige turistforening.
Udgiften fandtes hverken fradragsberettiget som reklameudgift eller som driftsudgift
i øvrigt.
Ligningsrådets anvisningLigningsrådet har givet en nærmere
anvisning for så vidt angår selvstændigt erhvervsdrivendes og lønmodtageres
udgifter til kontingenter til registreringspligtige foreninger omfattet af FBL §
1, stk. 1, nr. 2 og 3, idet udgifterne kan fradrages efter reglerne i LL §
13.
Fradraget foretages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, uanset om
skatteyderen anvender virksomhedsordningen.
For selvstændigt erhvervsdrivende kan en del af udgiften imidlertid anses for
en driftsomkostning, der kan fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst
efter PSL § 3, stk. 2, nr. 1.
Afgørende for medlemmets fradragsret er den skattemæssige fordeling af
kontingentet ved opgørelsen af foreningens skattepligtige indkomst. Kontingent,
der medgår til dækning af udgifter af erhvervsmæssig karakter i foreningen,
kan fradrages ved opgørelsen af medlemmets personlige indkomst. Kontingent,
der medgår til udgifter af ikke erhvervsmæssig karakter, kan fradrages
ved opgørelsen af medlemmets skattepligtige indkomst. Det er en forudsætning,
at det over for vedkommende ligningsmyndighed kan dokumenteres eller på anden
tilfredsstillende måde sandsynliggøres, hvordan kontingentet må anses
for medgået til dækning af henholdsvis erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige
ydelser.
Medlemmet kan ikke anvende en anden fordeling ved indkomstopgørelsen end den,
der for det tilsvarende indkomstår anvendes ved foreningens indkomstopgørelse.
Ved afgørelsen af, om en del af kontingentet kan anses for medgået til
udgifter af erhvervsmæssig karakter, må henses til serviceaktivitetens
art, regler for kontingentindbetalinger mv. - herunder om medlemmet vil have mulighed
for at få en tilsvarende ydelse uden for foreningen, og om ydelsen også
tilbydes eller sælges til ikke medlemmer. Vejledende for, hvad erhvervsmæssig
indtægt omfatter, er bestemmelsen i SEL § 1, stk. 4, der nævner indtægt
ved næringsvirksomhed eller anden forretningsvirksomhed, herunder indtægt
ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom. Endvidere vil f.eks.
udgifter ved forlags- og kursusvirksomhed samt undervisnings- og konsulentvirksomhed
ofte være af erhvervsmæssig karakter.
Foretager foreningen en fordeling af kontingentet, således at 50 pct. henføres
til erhvervsmæssig udgift og 50 pct. til ikke erhvervsmæssig udgift ved
foreningens indkomstopgørelse, vil fordelingen umiddelbart kunne lægges
til grund ved ligningen.
Foretager foreningen ingen fordeling, anses kontingentindbetalingerne for medgået
til ikke erhvervsmæssige udgifter ved opgørelsen af foreningens skattepligtige
indkomst, og kontingentet er alene fradragsberettiget ved opgørelsen af medlemmets
skattepligtige indkomst.
For medlemmer, der ikke er selvstændigt erhvervsdrivende, kan udgifter til
kontingent til foreningen fradrages ved opgørelsen af medlemmets skattepligtige
indkomst efter reglerne i LL § 13, når kontingentet medgår til udgifter
til varetagelse af medlemmernes faglige økonomiske interesser, se TfS 1994.
348. Kontingent, der medgår til udgifter af erhvervsmæssig karakter i
foreningen, kan fradrages i den skattepligtige indkomst i det omfang, bidraget sammen
med eventuelle øvrige lønmodtagerudgifter overstiger
►4.100◄ kr., jf. LL § 9, stk. 1.
Ved opgørelsen af foreningens skattepligtige indkomst anses kontingentindtægten
tilsvarende for medgået til henholdsvis erhvervsmæssige og ikke erhvervsmæssige
udgifter.
Når arbejdsgiveren betaler kontingentet for lønmodtageren, betragtes den
del af kontingentet, der medgår til udgifter af ikke erhvervsmæssig karakter
i foreningen, som et løntillæg. Den ansatte skal medtage beløbet
i den personlige indkomst og kan foretage ligningsmæssigt fradrag ved opgørelsen
af den skattepligtige indkomst.
Den del af kontingentet, der medgår til udgifter af erhvervsmæssig karakter
i foreningen, indgår ikke i lønmodtagerens indkomst, når arbejdsgiveren
betaler kontingentet for den pågældende (SD-cirk. 1989-2). Da Fondsregistret
og dermed registrering i fondsregistret blev ophævet med virkning fra den 1.
januar 1992, eksisterer begrebet registreringspligtige foreninger ikke længere,
men er erstattet af foreninger, der er omfattet af lov om beskatning af fonde og
visse foreninger lovbek. nr.755 af 20. oktober 1998 ►med senere ændringer◄.
Ligningsrådets anvisning skal derfor læses i overensstemmelse hermed.
For så vidt angår selvstændigt erhvervsdrivendes og lønmodtageres
udgifter til kontingenter til foreninger, der ikke er omfattet af FBL, gælder
tilsvarende regler.
De faglige foreninger, hvortil kontingenter er fradragsberettigede ifølge LL
§ 13, skal hvert år foretage indberetning til skattemyndighederne om de
indbetalinger, de har modtaget fra hvert enkelt medlem det foregående kalenderår,
medmindre medlemmet vælger, at foreningen skal undlade dette. I så fald
fortabes fradragsretten, se A.F.1.16. Indberetningspligten omfatter ikke den del
af en selvstændigt erhvervsdrivendes kontingentindbetaling, der kan anses for
en driftsomkostning, og som sådan kan fradrages ved opgørelsen af den
personlige indkomst.
Hvis en brancheforening opkræver særlige servicebidrag og bidrag til kollektiv
garantiforsikring hos sine medlemmer, kan denne del af bidragene fratrækkes
som en driftsudgift efter SL § 6a, Skat 1987.2.147.(TfS 1987,42)
En revisor blev anset for berettiget til at fradrage kontingent til en ERFA-gruppe
(forening), hvori der udelukkende udveksledes erhvervsmæssig erfaring blandt
uddannede revisorer, t&s nyt 1991.16.902.(TfS 1991,335)
Derimod beskar Landsskatteretten fradragsretten for den del af en bagermesters kontingent
til en ERFA-gruppe, som ansås for medgået til fortæringsudgifter,
se TOLD SKAT NYT 1993.8.379 (TfS 1993,162).
En arkitekt, der var ansat som bygningsinspektør i en kommune, havde tilladelse
til at drive privat honorarlønnet bivirksomhed. Disse biindtægter var
ophørt i 1976. Indtil 1976 havde arkitekten foretaget og fået godkendt
fradrag for kontingent til arkitektforeningen og for præmie til en ansvarsforsikring.
Efter at biindtægterne var ophørt, fortsatte arkitekten med at afholde
de omtalte udgifter, idet det var en betingelse for udbetaling af erstatning for
efterfølgende konstaterede skader, at arkitekten var forsikret i det år,
skaden blev konstateret. Landsskatteretten godkendte herefter fradrag for de nævnte
udgifter, lsr. 1982.26.
Et løbende kontingent til nogle købmænds hjælpekasse blev anset
for en fradragsberettiget driftsudgift.
Fradrag blev nægtet for kontingent til »Junior Chamber«, der kun
optager ledere som medlemmer, og hvis formål er at uddanne gode ledere, lsr.
1976.51.
Løbende årlige kontingenter til indkøbsforeninger mv. kan fratrækkes,
hvis medlemskabet er begrundet i hensynet til driften af skatteyderens virksomhed.
I konsekvens af principperne i Højesterets dom i Skat 1987.7.493 (TfS
1987,315), se E.A.2.1.4, er der fradragsret efter SL § 6a, hvis udgiften er
afholdt inden for virksomhedens hidtidige naturlige rammer. Indskud i forbindelse
med start af en helt ny virksomhed eller overgang til virksomhed på helt nye
forretningsområder har karakter af ikke fradragsberettigede etableringsomkostninger,
jf. f.eks. Vestre Landsrets dom i Skat 1989.3.213 (TfS 1989,95), hvor et indskud
i en fodercentral i forbindelse med etablering af minkfarm på en ejendom, hvorfra
der blev drevet landbrugsvirksomhed, ikke blev anset for fradragsberettiget. Er
indskuddet afholdt af en igangværende virksomhed uden for etableringsfasen
og som et led i bestræbelserne på at erhverve indkomst inden for virksomhedens
hidtidige rammer, kan udgiften fratrækkes i afholdelsesåret. Dette gælder,
selvom medlemskabet muligt kan siges at forbedre f.eks. leverandørvejene og
således også indtjeningsmulighederne i en ubestemt fremtid.
Se til eksempel Skat 1990.3.208 (TfS 1990,123), hvor et medlem af en salgsorganisation
blev anset for berettiget til at fradrage et beløb på kr. 5.000, som medlemmerne
af den pågældende organisation skulle erlægge i forbindelse med denne
organisations sammenslutning med en tilsvarende salgsorganisation.
Transfersummer i professionel fodboldUdgiften til transfersummer for professionelle
fodboldspillere kan normalt afskrives i medfør af SL § 6 a over en periode,
der svarer til kontraktperiodens længde, mens erhvervede transfersummer skal
medregnes ved opgørelsen af den almindelige indkomst, hvis der er tale om næring
med køb og salg af kontrakter om fodboldspillere, Skat 1989.6.487.(TfS 1989,385) |