Parter

A
(advokat Lida Hulgaard)

og

B
(advokat Lida Hulgaard)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Henrik Waaben og Kurt Rasmussen.

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets 7. afdeling den 12. marts 2010.

Påstande

Appellanterne, A og B, har gentaget deres påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for Højesteret fremlagt yderligere materiale om vurderingsmyndighedernes benyttelseskoder m.v. for ejendommen ...1. Det fremgår heraf, at der fra 1981 til 1988 og i 2010 blev anvendt benyttelseskode 05, og at der fra 1989 til 2009 blev anvendt benyttelseskode 34. Fra 1981 til 1989 og fra 2004 til 2010 er der fastsat en grundværdi for stuehuset, mens der ikke er fastsat en sådan værdi for perioden fra 1990 til 2003.

Af en udskrift af 1. oktober 2004 om vurdering af ejendommen ...1 fremgår bl.a., at der er anført benyttelseskode 34 "erhvervsejendom af speciel karakter", at ejendomsværdien er ansat til 1.650.000 kr., at grundværdien er ansat til 291.800 kr., og at stuehusværdien er ansat til 257.900 kr. I forbindelse med stuehusværdien er der anført "pgf. 33, stk. 4", og stuehusgrundværdien er ansat til 5.000 kr. Under specifikationer er det om grundværdien anført "hektarpris 18,8237 ha a´ 15.500 kr." opgjort til 291.767 kr. Der følger herefter en opregning af i alt 18 driftsbygninger. Der er tale om to foderladebygninger og en garage samt 15 minkhaller. Der er angivet en "teknisk værdi" for disse 18 bygninger på 1.173.600 kr., og der er endvidere anført "tillægsparcelværdi 300 % af 291.767 kr." opgjort til 875.301 kr. Herefter er grundværdien på ny anført med 291.800 kr., "bygningsværdi for stuehuse og fritliggende beboelse i øvrigt" er anført med 196.140 kr., "teknisk værdi" 1.173.600 kr., hvorefter ejendomsværdi i alt er opgjort til 1.661.540 kr., der er afrundet til 1.650.000 kr.

Det fremgår af BBR-meddelelsen, der er udskrevet den 17. november 2008, at der er 15 minkhaller på ejendommen, og at disse er af varierende størrelse fra 240 kvm til 540 kvm. i alt ca. 5.300 kvm.

Det er oplyst, at der som en del af forpagtningsaftalen blev leveret 100 minibigballer halm til minkene, og at staldgødning og gylle fra minkene blev spredt på forpagterens marker som gødning.

Det fremgår af årsregnskabet 2004 for H1 I/S, at besætningen under omsætningsaktiver ved udgangen af 2003 havde en værdi på 1.490.400 kr., og at værdien ved udgangen af 2004 var 1.068.056 kr. I 2003 udgjorde salg af mink 2.184.126 kr., og i 2004 var tallet 2.576.181 kr. Resultatet af den primære drift var i 2003 på 693.359 kr., og i 2004 var tallet 1.645.355 kr. Under sekundære indtægter er anført husleje ...1 (stuehuset) med 9.600 kr. i 2003 og 8.800 kr. i 2004 samt jordleje med 28.000 kr. for hvert af de to år.

Det er oplyst, at der er ca. 1.400 minkfarme i Danmark. A og B har fremlagt oplysninger om 32 af disse minkfarme. Det fremgår bl.a. af dette materiale, at ...1 er angivet med 19,0 ha jord, 3.300 tæver, kode 34 og hektarpriser. De 31 andre ejendomme har et jordareal, der varierer fra ca. 1 ha til ca. 46 ha, og antallet af tæver varierer fra 850 til 4.500. I et tilfælde er der angivet kode 2 (beboelse og forretning), i fire tilfælde er der angivet kode 34 (visse erhvervsejendomme), mens der i alle de øvrige tilfælde er angivet kode 5 (landbrug, bebygget). For to af eksemplerne med kode 34 er der angivet hektarpriser, mens der i de to andre eksempler er angivet kvadratmeterpriser, hvilket også er tilfældet ved det ene eksempel med angivelse af kode 2.

Retsgrundlaget

I lovbekendtgørelse nr. 975 af 21. september 2004 om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom var formuleringen af ejendomsavancebeskatningsloven § 5 A, stk. 1, 1. pkt.:

"...

Er ejendommen omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1 og 7, på afståelsestidspunktet, kan den skattepligtige regulere anskaffelsessummen efter § 4, stk. 2, med den procent beregnet med en decimal, hvormed reguleringstallet i personskattelovens § 20 er ændret fra anskaffelsesåret til afståelsesåret. For ejendomme, der er omfattet af § 4, stk. 3, reguleres anskaffelsessummen fra og med kalenderåret 1993.

..."

Bestemmelsen er en videreførelse fra lov nr. 427 af 25. juni 1993. Om bestemmelsen hedder det i Skatteudvalgets betænkning af 18. juni 1993 (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 2662 f.):

"...

Det foreslås, at ejendomme, der helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage samt skovbrugsejendomme, som er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 4 og stk. 7, skal kunne vælge at indeksere anskaffelsessummen. Reformen af EF's landbrugspolitik og den forventede liberalisering af verdenshandelen med landsbrugsvarer vil stille store krav til omstillingen i landbruget. Indkomstudviklingen i landbruget vil efter alt at dømme være præget heraf. Set over en længere periode er der et betydeligt sammenfald mellem prisudviklingen på landbrugsejendomme og udviklingen for enfamilieboliger. Erfaringen viser, at landbruget ofte i perioder med vigende indkomster kompenserer herfor ved stigende gældsætning. I de seneste 10 år er landbrugets gældsprocent vokset med knap 10 procentpoints. På baggrund af den forventede indkomstudvikling i landbruget finder regeringen, at der bør være mulighed for at friholde landbrug, skovbrug og gartneri for ejendomsavancebeskatning for en del af prisudviklingen, som svarer til den almindelige prisudvikling i samfundet. Regeringen foreslår derfor, at der gives adgang for disse erhverv til at vælge mellem lovforslagets nedtrapningsordning af fortjenesten eller at indeksere anskaffelsessummen efter de hidtil gældende regler. Indekseringen sker på baggrund af reguleringstallet i personskattelovens § 20, der i 1993 udgør 120,0 og i 1994 skønnes til 123,6.

Anskaffelsessummen skal uanset hvilken ordning, der vælges, opgøres ved, at anskaffelsessummen omregnes til kontantværdi, og der tillægges 10.000 kr. pr. kalenderår samt afholdte vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, i det omfang disse har oversteget 10.000 kr. For ejendomme, der er erhvervet før den 19. maj 1993, sker indekseringen på grundlag af de særlige indgangsværdier, der er fastsat i lovforslaget fra og med indkomståret 1993. Det gælder også for de ejendomme, der anvender den oprindelige anskaffelsessum med tillæg af de afholdte vedligeholdelses- og forbedringsudgifter inden den 1. januar 1993 som indgangsværdi. Det vurderes, at den foreslåede særordning for landbruget er gunstigere end de regler om ejendomsavancebeskatning, der foreslås for andre erhverv. Særordningen er derfor notificeringspligtig i henhold til EF's statsstøtteregler. På denne baggrund foreslås det, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for bestemmelsens ikrafttrædelse.

..."

I lovbekendtgørelse nr. 740 af 3. september 2002 om vurdering af landets faste ejendomme havde § 33, stk. 1, 1. pkt., følgende ordlyd:

"...

I forbindelse med vurderingen træffer vurderingsmyndigheden bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

..."

Bestemmelsen stammer fra lov nr. 418 af 19. december 1966, hvor den blev indsat med følgende ordlyd:

"...

I forbindelse med vurderingen tager vurderingsrådet bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jfr. § 6, stk. 1 og 4, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, og foretager de fordelinger af grundværdien og eventuelle fradrag i grundværdien for forbedringer, der er fornødne for gennemførslen af bestemmelsen i den nævnte lovs § 6, stk. 4.

..."

Det hedder i forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1966-67, 2. samling, tillæg A, sp. 63 f.):

"...

Som foran bemærket står bestemmelsen i forbindelse med forslaget til lov om ændring af loven om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. I dette forslags § 6, stk. 1, fastsættes en regel om, at nedsatte grundskyldspromiller skal finde anvendelse på ejendomme, der på tidspunktet for den vurdering, der lægges til grund ved skatteberegningen, benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. Det er vurderingsmyndighederne, der i forbindelse med de almindelige vurderinger og omvurderinger skal tage stilling til, om de enkelte ejendomme anvendes til disse formål. Såfremt kun en del af en ejendom benyttes til sådanne formål, finder den nedsatte grundskyldspromille efter det nævnte lovforslags § 6, stk. 4, kun anvendelse på den del af den afgiftspligtige grundværdi, der falder på denne del. Der skal derfor af vurderingsmyndighederne foretages en fordeling af den afgiftspligtige grundværdi på den del af arealet, der anvendes til landbrug m.v. Den gældende § 33 indeholder ikke fornøden hjemmel til at pålægge vurderingsmyndighederne disse opgaver, hvorfor der foreslås indsat et nyt stk. 1, indeholdende bestemmelser herom.

..."

Den ordning, der blev indført ved § 6 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, angik nedsættelse af grundskyldspromillen for landbrug, gartneri, planteskoler og frugtplantager - efter stk. 4 delvis nedsættelse, såfremt kun en del af ejendommen blev benyttet til de nævnte erhverv. Ved lovens § 6 A blev der samtidig indført en bestemmelse om henstand med betaling af grundskyld. Beskatningsordningen efter § 6 faldt væk i 1973.

Ved lov nr. 224 af 18. maj 1981 blev ordlyden af vurderingslovens § 33, stk. 1, ændret til følgende:

"...

I forbindelse med vurderingen træffer vurderingsrådet bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

..."

Der blev samtidig i lovens § 33 A indsat en bestemmelse om klage. Af bemærkningerne fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1980-81, tillæg A, sp. 4639 f.):

"...

Efter den foreslåede bestemmelse skal vurderingsrådet ikke blot som hidtil træffe bestemmelse om, hvorvidt en ejendom må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. Vurderingsrådet skal også træffe bestemmelse om benyttelsen af de øvrige ejendomme. Som anført i de almindelige bemærkninger har dette betydning for de omregningsfaktorer, der skal benyttes ved kontantomregningen og den årlige regulering.

Vurderingsrådets afgørelse om benyttelsen kan påklages efter de sædvanlige regler. Ved forslaget til § 33 A er herudover åbnet adgang for en ejer, hvis ejendom har skiftet benyttelse, til at begære, at vurderingsrådet tager spørgsmålet om benyttelsen op til ny overvejelse.

..."

Ved cirkulære nr. 7 af 10. januar 1967 blev der fastsat regler til vurderingsrådene om disses medvirken ved gennemførelsen af lempelses- og henstandsordningen vedrørende de kommunale ejendomsskatter af ejendomme, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. I cirkulærets pkt. 2 hedder det bl.a.:

"...

2. Lempelses- og henstandsberettigede ejendomme.

Lempelses- og henstandsordningen omfatter kun de ejendomme, som på tidspunktet for den vurdering, der lægges til grund ved skatteberegningen, helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage.

Da der ikke i forbindelse med 13. alm. vurdering eller senere vurdering til og med 1. august 1966 er taget stilling til, hvilke ejendomme der på tidspunktet for den vurdering, der lægges til grund ved skatteberegningen, benyttedes til de nævnte formål, vil det være nødvendigt, at vurderingsrådene nu foretager den hertil fornødne undersøgelse. Vurderingsrådet må herunder afgøre, om ejendommen helt eller delvis benyttedes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, samt for ejendomme, der delvis benyttedes til de nævnte formål, foretage fordeling af grundværdien og fradrag for forbedringer på denne del og på den øvrige del af ejendommen.

- a) Ejendommens benyttelse.

Bestemmende for, om en ejendom er omfattet af lempelses- og henstandsordningen, er dens faktiske benyttelse på vurderingstidspunktet. Det er uden betydning ved afgørelsen heraf, om den ansatte grundværdi pr. arealenhed er højere end anvendelsen til de pågældende formål betinger, f.eks. som følge af, at der er ansat værdi for udstykningsmulighed eller for forekomster i jorden eller er ansat herlighedsværdi.

Der må først og fremmest tages hensyn til, om jorden faktisk benyttes til produktion af afgrøder. Grund, gårdsplads og have til landbrugsejendomme, gartneri, planteskoler eller frugtplantager medtages dog under de til nævnte formål benyttede arealer. Det samme gælder de under landbrug m.v. værende ubenyttede arealer, f.eks. hede- og klitarealer. Endelig medtages de under landbrugsejendomme m.v. til juletræsdyrkning anvendte arealer, ligesom mindre skov- og plantagearealer, der indgår som et naturligt led i en landbrugsejendoms drift, anses som benyttet til de nævnte formål. Inden for ordningen falder tillige visse specialiserede landbrugsejendomme, såsom hønserier, anderier og fællesstalde.

Uden for lempelses- og henstandsordningen falder skove og plantager, herunder egentlige skov- og plantagearealer under landbrugsejendomme, samt skovejendommens planteskolearealer.

Arealer, der henligger udbenyttede uden at være knyttet til landbrug, f.eks. hede- og klitarealer, anses ikke som benyttet til landbrug m.v. Det samme gælder jagtarealer og arealer, der anvendes til camping-, parkerings- og udstillingsplads o.l. samt arealer, der anvendes til rekreative formål. Endvidere medtages ej heller arealer, der er inddraget til erhvervsmæssig udvinding af forekomster i jorden, f.eks. brunkuls-, grus-, kridt-, ler- og mergellejer m.v. Uden for ordningen falder endelig en række ejendomskategorier, der vel har en vis tilknytning til landbrug, men for hvilke afgrødeproduktionen er uden betydning for ejendommens anvendelse, f.eks. silopakhuse, korntørrerier, egentlige maskinstationer m.v. Det samme gælder pelsfarme og dambrug.

Den anførte afgrænsning kan ikke betragtes som udtømmende. Tvivlsspørgsmål må forelægges ligningsdirektoratet.

..."

I Vurderingsvejledningen for 2004 er der under pkt. C.2.4, Ejendomme i landzone, under overskriften "Pelsdyrfarme, hønserier m.m." anført:

"...

For en del ejendomme med små jordtilliggender, men med en betydelig bygningsmasse, er der en så specialiseret og omfangsrig animalsk produktion, at vurderingsmyndighederne efter bestemmelsen i VUL § 33, stk. 1, ikke betragter ejendommene som landbrugsejendomme. Grundværdien for sådanne ejendomme skal derfor ansættes til jordens handelsværdi (kvadratmeterprincippet).

..."

Under pkt. D, Benyttelse, hedder det:

"...

I henhold til VUL § 33, stk. 1, skal vurderingsmyndigheden i forbindelse med vurderingen træffe bestemmelse om, til hvilken benyttelse en ejendom skal henføres. Benyttelseskodetildelingen kan påklages på linie med ansættelser i øvrigt.

Henførelsen til en benyttelse sker ud fra et skøn over, i hvilken af de oprettede benyttelseskodekategorier ejendommen mest hensigtsmæssigt kan indplaceres. Der er ikke tale om en objektiv afgrænsning.

Henførelsen til en benyttelse sker først og fremmest af statistik- og styringshensyn, således at ens ejendomme kan behandles ensartet i vurderingsprocessen.

Enkelte steder i lovgivningen er det imidlertid af afgørende betydning, til hvilken benyttelse en ejendom er henført. Vurderingsmyndigheden skal især være opmærksom herpå, når det skal tage stilling til, om en ejendom skal henføres til benyttelsen 01, 05 eller 06.

...

Der kan ikke gives en udtømmende vejledning i, hvilken kode en konkret ejendom skal tildeles. Vurderingsmyndigheden bør ved bedømmelsen henføre så mange ejendomme som muligt til de specifikt afgrænsede koder og kun i begrænset omfang gøre brug af kode 13, 25 og 34.

..."

Under overskriften "Benyttelseskoder" er det bl.a. anført:

"...

Kode 05: Landbrug, bebygget

Under koden henregnes landbrugsmæssigt benyttede, bebyggede ejendomme, som har et areal på mindst 0,55 ha. Det afgørende er ejendommens benyttelse, og det er uden betydning om ejeren har sit hovederhverv på ejendommen eller andetsteds. Det er ligeledes uden betydning, om ejendommen i matriklen er noteret som landbrug.

Ejendomme, hvor den landbrugsmæssige benyttelse er helt underordnet set i forhold til benyttelse til beboelse, henføres til kode 01.

Selvstændige landbrugsejendomme, som i medfør af landbrugslovens § 9 er tilladt oprettet uden bygninger, henføres til benyttelseskode 17, jf. beskrivelsen under denne benyttelse.

Hvis der på ejendommen foruden landbrug drives anden virksomhed af væsentlig betydning, må der skønnes over, om ejendommen skal kodes som landbrug eller henføres til koden for den pågældende virksomhed, evt. om den skal henføres til kode 34.

...

Kode 34: Visse erhvervsejendomme

Koden omfatter ejendomme af speciel karakter, såsom fjernvarmeværker (jf. dog vejledningen til kode 04), dambrug, pelsdyrfarme, hønserier, garageanlæg, andelsfrysebokse, grusgrave med bygninger, transformeranlæg samt vurderingspligtige havneejendomme.

..."

Anbringender

A og B har navnlig anført, at den minkavl, som de drev på ...1, var en naturlig del af en landbrugsmæssig drift på denne ejendom og derfor må anses for en landbrugsmæssig benyttelse. Mink er husdyr som andre husdyr såsom kvæg, får og svin. De skal fodres og passes, der skal muges ud, og staldgødning og gylle spredes ud på marken. Der er på ejendommen beboelsesbygning og driftsbygninger, herunder til opbevaring af halm, der også kommer fra ejendommen. Ejendommen fremtræder i enhver henseende fysisk som andre landbrugsejendomme.

Minkavlen på ejendommen indgik som en naturlig del af den landbrugsmæssige drift. Staldgødning og gylle fra minkene blev spredt ud på forpagterens marker, og forpagteren leverede halm til minkene. I både landbrugs- og miljølovgivningen opfattes minkavl som landbrug. Vurderingsmyndighederne har også opfattet ejendommen som et landbrug, herunder i relation til værdiansættelse af stuehus, prisfastsættelse af jorden samt fastsættelse af en tillægsparcelværdi. Dette er endvidere underbygget af de fremlagte 31 eksempler på andre minkfarme i Danmark, hvoraf 26 er anført med kode 5. Ejendommen er derfor omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, der giver mulighed for at vælge at indeksere anskaffelsessummen.

Hertil kommer, at ejendommen under alle omstændigheder er et landbrug, idet størsteparten af ejendommens jord dyrkes med korn og kartofler af forpagteren, der har betalt forpagtningsafgift, ligesom denne har leveret halm og aftaget gødning og gylle fra minkene. Den omstændighed, at en mindre del af arealet benyttes til minkfarm, ændrer ikke på, at ejendommen er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1. Der er således ikke hjemmel i loven til at foretage en sondring baseret på en vurdering af den primære eller overvejende benyttelse.

Skatteministeriet har navnlig anført, at minkavl ikke er landbrug efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1. Der er tale om "visse erhvervsejendomme" med benyttelseskode 34, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyndighedernes praksis igennem knap 50 år, hvorefter minkavl ikke er landbrug.

Ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A er en undtagelsesbestemmelse, der har sin baggrund i en reform af EU-landbrugspolitikken. Minkavl er ikke en del af den fælles landbrugspolitik. Det gør ikke nogen forskel, at der af forpagteren er leveret halm til minkene, og at der er aftaget gødning og gylle fra minkene. De fremlagte eksempler på vurderingsmyndighedernes praksis vedrørende 31 andre minkfarme kan ikke tillægges betydning, da de konkrete forhold ved disse ejendomme er uoplyste, ligesom placeringen efter den ene eller anden benyttelseskode beror på et konkret skøn i hver enkelt sag. Siden lovændringerne i december 1966, der blev fulgt op af et cirkulære fra januar 1967, har praksis på området været, at pelsfarme ikke er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1. Der er tale om et masseadministrationsområde, og det afgørende er benyttelsen, som myndighederne skønner over. Det følger i øvrigt også af landbrugsloven, at minkavl ikke er landbrug.

Ejendommen er endvidere ikke omfattet af den gunstige indekseringsregel i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, bare fordi en del af ejendommen anvendes til landbrug ved bortforpagtning til en landmand, der dyrker korn og kartofler på jorden. Ordene "helt eller delvis" i vurderingslovens § 33, stk. 1, har baggrund i nogle særlige lempelser vedrørende grundskyld, der var gældende fra 1966 til 1973. Det afgørende er benyttelsen, og der kan kun være en benyttelse pr. ejendom i relation til ejendomsavancebeskatningsloven, hvilket også støttes af praksis med hensyn til parcelhusreglen i lovens § 8, stk. 1.

Højesterets begrundelse og resultat

Efter § 5 A, stk. 1, således som bestemmelsen var formuleret i den dagældende ejendomsavancebeskatningslov, jf lovbekendtgørelse nr. 975 af 21. september 2004, kunne den skattepligtige ved afståelse af en ejendom, som på afståelsestidspunktet var omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7, regulere afståelsessummen i form af en indeksering efter de nærmere regler, der fulgte af § 5 A. Det fremgår af forarbejderne til ordningen, som blev indført i 1993 (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 2662 f.), at der var tale om en særordning for ejendomme, der helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1, samt skovbrugsejendomme, jf. vurderingslovens § 33, stk. 7. Ordningen, der blev anset for at være gunstigere end de regler om ejendomsavancebeskatning, som blev foreslået for andre erhverv m.v., havde sammenhæng med reformen af EF's landbrugspolitik og den forventede liberalisering af verdenshandlen med landbrugsvarer, som ville stille store krav til omstillingen i landbruget.

Efter vurderingslovens § 33, stk. 1, 1. pkt., har vurderingsmyndighederne til opgave i forbindelse med vurderingen at træffe bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt skal henføres. Afgørelsen herom skal således træffes på grundlag af en vurdering af ejendommens faktiske benyttelse. Baggrunden for ordningen var, at der skulle ske en udskillelse af de ejendomme, hvor der som følge af benyttelsen kunne ske en lempelse af grundbeskatningen.

Som anført af landsretten rejser sagen to hovedspørgsmål. For det første om drift af en minkfarm i sig selv falder ind under begrebet "landbrug" i vurderingslovens § 33, stk. 1. Hvis dette ikke er tilfældet, skal der som det andet hovedspørgsmål tages stilling til, hvad der i henhold til vurderingslovens § 33. stk. 1, skal til for at anse en ejendom som delvis benyttet som landbrug.

Hvad angår det første hovedspørgsmål, er der som anført af landsretten hverken i ejendomsavancebeskatningsloven eller i vurderingsloven en definition af begrebet "landbrug". I vurderingsmæssig sammenhæng er det imidlertid gennem mange år blevet foreskrevet, at minkfarme ikke kan anses for landbrug, jf. f.eks. pkt. 2 i cirkulære nr. 7 af 10. januar 1967 og vurderingsvejledningen for 2004, pkt. C.2.4 og D.

På denne baggrund og ud fra en traditionel forståelse af begrebet landbrug tiltræder Højesteret, at drift af en minkfarm ikke kan anses for at falde ind under begrebet landbrug i vurderingslovens § 33, stk. 1´s forstand.

Der skal herefter tages stilling til, om As og Bs ejendom i øvrigt blev benyttet på en sådan måde, at der foreligger en delvis benyttelse som landbrug i bestemmelsens forstand.

Højesteret finder, at vurderingslovens § 33, stk. 1, må forstås sådan, at ikke enhver uvæsentlig landbrugsmæssig benyttelse af en ejendom kan føre til, at ejendommen skal anses for at være benyttet til landbrug og dermed omfattet af de særligt gunstige skatteregler gældende for de opregnede erhverv, herunder ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A.

Minkfarmen var beliggende på en landejendom med et jordtilliggende på ca. 19 ha, hvoraf ca. 13 ha var bortforpagtet til en nabo, der dyrkede korn og kartofler på arealet. A og B modtog en årlig jordleje på knap 30.000 kr. og fik som led i bortforpagtningen halm fra markerne til brug for minkfarmen, ligesom gødning og gylle fra minkene blev spredt ud på forpagterens marker. Driften af minkfarmen indebar i 2003 og 2004 et salg af mink for mere end 2 mio. kr. for hvert af årene, og resultatet af den primære drift var i 2003 ca. 700.000 kr. og i 2004 ca. 1,6 mio. kr.

As og Bs benyttelse af ejendommen angik således i alt væsentligt drift af en minkfarm.

Skattemyndighederne har ved afgørelsen om at anse ejendommen for en minkfarm og ikke som en ejendom, der delvis blev benyttet som landbrug, lagt vægt på omfanget af virksomheden med minkavl sammenholdt med benyttelsen af ejendommen i øvrigt og ikke fundet, at ejendommen på afståelsestidspunktet blev benyttet til landbrug i et sådant omfang, at ejendommen kunne anses for omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 1.

Der er ikke fremkommet oplysninger, som efter Højesterets opfattelse giver grundlag for at tilsidesætte denne bedømmelse.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A og B solidarisk betale 50.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.