Det legale grundlag Der indrømmes toldfritagelse ved forsvarets indførsel af forsvarsmateriel i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets forordning nr. 150/2003 af 21. januar 2003 om suspension af told på visse våben og former for forsvarsmateriel. 

Forordningen afløser de hidtidige regler om toldfritagelse ved indførsel af forsvarsmateriel (bevilling til toldfritagelse i henhold til EU-Traktaten).

I forordningen fastsættes betingelserne for autonom suspension af toldsatserne for visse våben og former for forsvarsmateriel, der indføres fra tredjelande af eller på vegne af forsvaret.

Forordningen omfatter ikke private virksomheders indførsel af forsvarsmateriel. Virksomheder, der indfører dele og komponenter m.v. med henblik på videreforarbejdning til våben og forsvarsmateriel skal anvende bestemmelserne om forarbejdning under toldkontrol, jf. afsnit A 18. Dette gælder også de virksomheder, der hidtil har haft bevilling til toldfritagelse.

Forordningen fastsætter betingelserne for forsvarets toldfri indførsel af forsvarsmateriel. Ordningen er en toldsuspensionsordning, og det er fastsat i forordningen, at toldsatserne for de varer, der er anført i forordningens bilag I suspenderes fuldt ud, såfremt varerne anvendes af forsvaret, herunder af forsvaret i samarbejde med andre stater med henblik på at forsvare den territoriale integritet eller i forbindelse med deltagelse i internationale fredsbevarende operationer m.m. Endvidere er der toldfritagelse for dele og komponenter m.v., der indføres med henblik på montering i de i bilag I og bilag II anførte varer (bilag II omfatter varer, der er toldfri i henhold til toldtariffen.).

Forsvarets anmodning om toldfri indførsel af forsvarsmateriel skal være ledsaget af et certifikat. Certifikatet erstatter toldangivelsen (enhedsdokumentet). 

Forsvarets myndigheder skal underrette SKAT i de tilfælde, hvor de indførte varer anvendes til andre formål end de formål, der er omfattet af forordningen, jf. ovenfor.

Procedure Det omhandlede certifikat fungerer både som "bevilling" og som "angivelse til indførsel". Der bliver således ikke udstedt bevilling, og indførsler omfattet af suspensionsordningen bliver ikke registreret i Toldsystemet.

SKAT er kun i begrænset omfang inddraget i den praktiske fremgangsmåde i ekspeditionsfasen i forbindelse med indførsel af forsvarsmateriel. Det vil således være vedkommende forsvarsmaterielkommando, der udsteder og opbevarer certifikaterne. Certifikaterne skal ikke forevises for SKAT på dette tidspunkt. 

Forsvarets myndigheder   Følgende militære myndigheder kan indføre forsvarsmateriel i henhold forordningens suspensionsordning:

  • Hærens Materielkommando
  • Hærens Parkområde
  • ammunitionsarsenalet
  • Søværnets Materielkommando
  • Flådestation Frederikshavn
  • Naval Base Korsoer
  • Flyvermaterielkommandoen
  • Flyvermaterielkommandoen, Logistikafdelingen
  • Flyvevåbnets Hoveddepot.