For fysiske personer omfatter konkursindkomsten skyldnerens indtægter og udgifter fra konkursboets aktiver og passiver i perioden fra konkursdekretets afsigelse indtil konkursens slutning, jf. KKSL § 7, stk. 1.
Endvidere omfatter konkursindkomsten skyldnerens indtægter og udgifter fra begyndelsen af det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og indtil dekretets afsigelse, jf. KKSL § 7, stk. 2.
Konkursindkomsten omfatter ikke skyldnerens A-indkomst og heller ikke indkomst, som skyldneren har fra driften af sin ægtefælles virksomhed eller som medarbejdende ægtefælle, jf. KKSL § 7, stk. 2.
Skyldnerens indkomst uden for konkursindkomsten, herunder skyldnerens A-indkomst (løn m.v.), opgøres og beskattes efter de almindelige regler. Lønmodtagerudgifter, der vedrører A-indkomsten, vil således kunne fradrages i A-indkomsten. Det er en konsekvens af opdelingen mellem konkursindkomsten og skyldnerens øvrige indkomst, at skyldneren ikke i sin øvrige indkomst kan fradrage renteudgifter, som han betaler, hvis renteudgifterne vedrører en fast ejendom, som indgår i konkursboets aktivmasse.
Under konkursen, det vil sige fra konkursdekretets afsigelse og indtil boets slutning, er det kun indkomst, der stammer fra konkursboets aktiver og passiver, der indgår i konkursindkomsten.
Skyldnerens løn og indkomst fra selvstændig virksomhed, som skyldneren udøver uden brug af virksomhedens aktiver, henregnes ikke til konkursindkomsten. Heller ikke indkomst fra aktiver, der ikke kan inddrages under konkursen, f.eks. båndlagte aktiver, indgår i konkursindkomsten.
Indkomst efter konkursens afslutning indgår ikke i konkursindkomsten, men beskattes hos skyldneren efter de almindelige regler.
Konkursindkomsten for fysiske personer opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler om opgørelsen af skattepligtig indkomst med de ændringer, der i øvrigt følger af KKSL, jf. § 11, stk. 1. Dette indebærer bl.a., at f.eks. driftsudgifter i dekretåret kan fratrækkes i konkursindkomsten, selv om de vedrører tiden inden dekretets afsigelse, og selv om det på grund af konkursen står klart, at de ikke vil blive betalt.
Om fradrag for ikke-betalte renter, gælder de særlige begrænsninger, der følger af LL § 5, stk. 8. ►Efter LL § 5, stk.1 fradrages renteudgifter ved opgørelse af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor renterne forfalder til betaling. LL § 5, stk. 8 er en undtagelse til hovedreglen i stk. 1. Bestemmelsen medfører, at fradragstidspunktet omlægges fra forfaldstidspunktet til betalingstidspunktet, såfremt renteudgifter i samme gældsforhold fra tidligere indkomstår ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor.◄ Se i øvrigt A.E.1.1.2.
Udgifter til tilsyn med en virksomheds løbende drift i betalingsstandsningsperioden og under konkursbehandling kan være fradragsberettigede, jf. (TfS 1986,445, hvor Landsskatteretten konkret anså 75 pct. af udgifterne til kurator for fradragsberettigede driftsomkostninger.) Se tilsvarende afgørelse, LSRM. 1985.113.
Omkostninger ved konkursbehandlingen i øvrigt, herunder udgifter til registrering, proklama, optælling af varelager, kuratorsalær og skifteafgift har ikke karakter af driftsudgifter og kan derfor ikke fratrækkes.