Indhold

Dette afsnit handler om omvendt betalingspligt, når aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der køber teleydelser fra en virksomhed her i landet, og det primære formål med købet af disse ydelser er videresalg, og aftagerens eget forbrug af ydelserne er ubetydeligt.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Administrative regler
  • Reglernes ikrafttrædelse og virkning
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Om omvendt betalingspligt i tilfælde, hvor teleydelser leveres af en leverandør etableret i udlandet (ML § 46, stk. 1, nr. 3), se afsnit D.A.13.2.2.3.

Definitionen på teleydelser er den samme i forbindelse med omvendt betalingspligt som i forbindelse med leveringsstedet for ydelser. Om definitionen, se afsnit D.A.6.2.6.11.

Regel

Der er omvendt betalingspligt, når aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der køber ydelser nævnt i ML § 21 c, stk. 4 (teleydelser), fra en virksomhed her i landet, når det primære formål med købet af disse ydelser er videresalg og aftagerens eget forbrug af ydelserne er ubetydeligt.

Se ML § 46, stk. 1, nr. 12, der er indsat i momsloven ved § 1, nr. 12, i lov nr. 755 af 13. juni 2023.

Efter reglen kan der kun være omvendt betalingspligt i salgsleddet mellem to momspligtige virksomheder og aldrig ved salg til private forbrugere. Ved bedømmelsen af, om en virksomhed er videresælger af de indkøbte teleydelser, er det underordnet, hvem ydelserne sælges videre til, blot de indkøbte teleydelser primært sælges videre. Det vil sige, at virksomhedens eget forbrug af de indkøbte ydelser er begrænset. Se svaret på spørgsmål 1 i forbindelse med behandlingen af lovforslaget.

Når en virksomhed sælger teleydelser til en anden momspligtig virksomhed, vil den dermed skulle undersøge, om købervirksomheden er en videreforhandler således, at salget til den pågældende virksomhed er omfattet af reglerne for omvendt betalingspligt. Er køberen fx primært slutbruger af indkøbte teleydelser, er der ikke tale om salg til en videreforhandler af teleydelser, og dermed vil salget til denne køber ikke være omfattet af omvendt betalingspligt. Se svaret på spørgsmål 1 i forbindelse med behandlingen af lovforslaget.

Bemærk

De to betingelser om formål med købet og om ubetydeligt eget forbrug svarer til kriterierne i definitionen af begrebet afgiftspligtig videreforhandler, der anvendes i forbindelse med omvendt betalingspligt for gas og elektricitet og i forbindelse med fastlæggelsen af leveringsstedet ved handel med gas og elektricitet, se evt. afsnit D.A.6.1.8 og afsnit D.A.13.2.2.9 samt SKM2023.538.SR.

Administrative regler

Nedenfor følger henvisninger til administrative regler i tilknytning til omvendt betalingspligt for moms ved levering af gas eller elektricitet:

Dansk afgiftspligtig person, der leverer teleydelser med leveringssted i Danmark

Danske afgiftspligtige personer, der leverer teleydelser med leveringssted i Danmark, er underlagt særlige oplysningskrav til faktura. Se momsbekendtgørelsens § 60.

Leverandøren har bogføringspligt. Se momsbekendtgørelsens § 76, stk. 11, nr. 4.

Leverandøren skal i momsangivelsens rubrik C angive indenlandske leverancer af gas eller elektricitet, der er omfattet af omvendt betalingspligt for moms efter ML § 46, stk. 1, nr. 11. Se momsbekendtgørelsens § 79, stk. 7, der henviser til momsbekendtgørelsens § 76, stk. 11, nr. 4.

Reglernes ikrafttrædelse og virkning

Indførelsen af reglerne om omvendt betalingspligt i tilfælde, hvor aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der køber teleydelser fra en virksomhed her i landet, og det primære formål med købet af disse ydelser er videresalg, og aftagerens eget forbrug af ydelserne er ubetydeligt, trådte i kraft og har virkning fra og med den 1. januar 2024.

Se § 21, stk. 2, i lov nr. 755 af 13. juni 2023.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Dette skema viser relevante afgørelser på området:


Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Skatterådet
 SKM2023.600.SR

Spørger var en serviceudbyder som bl.a. solgte teleydelser i form af en samlet løsning til virksomheder, foreninger eller privatpersoner, der ønskede at etablere eget teleselskab uden selv at have de tekniske kompetencer til at drive et teleselskab og levere telefoniydelser i eget navn.

Det bindende svar angik spørgsmålet om, hvorvidt et tilkøbsprodukt Customer Relation Management kunne anses for at være en biydelse til en teleydelse.

Skatterådet fandt, at tilkøbsproduktet Customer Relation Management, som indeholdt visse administrationsydelser, skulle anses for at være en selvstændig hovedydelse, der ikke var en teleydelse. Produktpakken var dermed ikke omfattet af den omvendte betalingspligt.

 Se eventuelt D.A.4.1.6.2 og D.A.4.1.6.3 om sammensatte leverancer og D.A.6.2.6.11 om teleydelser.
 SKM2023.538.SR Skatterådet fandt, at Spørgers leverancer af drift og installation af telefon- og bredbåndsforbindelser, samt afregning mod andre teleoperatører, kunne anses for at være teleydelser, idet ydelserne havde til formål at transmittere, udsende eller modtage signaler mv. Ydelserne blev dermed omfattet af den omvendte betalingspligt, i de tilfælde hvor aftageren videresolgte ydelserne, og et eventuelt eget forbrug var ubetydeligt.

Endvidere anså Skatterådet nødvendigt udstyr, som eksempelvis en router, eller ekstra teknikertimer bestilt af slutkunden for at være biydelser til de leverede teleydelser, idet nødvendigt udstyr og ekstra teknikertimer måtte anses for at være et middel til at udnytte de købte teleydelser. Ydelserne kunne dermed omfattes af den omvendte betalingspligt, hvis aftageren videresolgte ydelserne.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at nummerportering, som var flytning af et mobilnummer fra én teleoperatør til en anden, var omfattet af den omvendte betalingspligt, idet ydelsen ikke kunne anses for at være en teleydelse eller en biydelse til en teleydelse, da formålet med selve flytningen ikke kunne anses for at være transmission, udsendelse eller modtagelse af signaler mv.

Spørgers udlejning af digital infrastruktur, som var udlejning af plads på telemaster, plads i teknikhuse eller adgang til fiberkabler, var ikke omfattet af omvendt betalingspligt. Skatterådet fandt, at den teleoperatør eller serviceudbyder, der lejede pladsen af Spørger, selv udnyttede det lejede fuldt ud. Betingelsen om videresalg var dermed ikke opfyldt.

 Se eventuelt D.A.4.1.6.2 om sammensatte leverancer og D.A.6.2.6.11 om teleydelser.