Indhold

Afsnittet omhandler kategorisering af ejendomme med råstofforekomster.

Arealer med råstofforekomster, som fx grusgrave, kategoriseres som erhvervsejendomme mv. En eventuel ændring af kategori fra landbrug til erhvervsejendom mv. sker tidligst, når der er givet en råstofindvindingstilladelse.  

Anvendes en ejendom til både landbrug eller skov og til indvinding af råstofforekomster, vil det afgørende element være, hvilken anvendelse der er den dominerende anvendelse. Der vil som udgangspunkt blive lagt vægt på, hvor stort arealet til råstofindvinding er i forhold til ejendommens samlede areal, og hvordan det øvrige areal anvendes - om der fx drives landbrug eller er skov. Er arealet, der anvendes til landbrug eller skov under de nedre grænseværdier, vil anvendelsen til råstofindvinding som udgangspunkt blive anset som primært ved afvejning af momenterne.

Ejendomme, der kategoriseres som erhverv, vil ved en senere vurderingstermin igen kunne kategoriseres som fx landbrug, hvis råstofudvindingen er ophørt, og arealerne igen anvendes til landbrug, tilplantes med skov eller reetableres som naturareal, så længe andre momenter ikke vægter højere.

Eksempel på ejendom med råstofindvinding

En ejendom på 60 hektar har fået indvindingstilladelse omfattende 40 hektar af ejendommen. Det resterende areal er dels 10 hektar, der drives med lavintensive landbrugsafgrøder, dels 10 hektar naturareal og areal til bygningsparcellen. Selvom landbrugsarealet opfylder den øvre grænseværdi, er den erhvervsmæssige aktivitet relateret til råstofindvindingen af et sådant omfang, at det er dette erhverv, som primært driver ejendommens samlede karakter, og ejendommen kategoriseres som erhvervsejendom mv.