SEL § 8 C, stk. 1, nr. 2, indeholder en definition af begrebet "betaling medregnes inden for rimeligt tidsrum", som anvendes i SEL § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra a, hvor en betaling under et finansielt instrument giver anledning til et hybridt mismatch.
En betaling er medregnet inden for et rimeligt tidsrum i henhold til et finansielt instrument i følgende situationer:
- Betalingen medregnes i betalingsmodtagerens jurisdiktion i en skatteperiode, som starter senest 12 måneder efter udgangen af betalerens skatteperiode, eller
- det er rimeligt at forvente, at betalingen medregnes i betalingsmodtagerens jurisdiktion i en fremtidig skatteperiode, og betalingsbetingelserne er dem, som ville forventes at blive aftalt mellem uafhængige selskaber, jf. LL § 2.
Efter litra a forstås ved rimeligt tidsrum, at betalingen medregnes hos betalingsmodtageren i et indkomstår, der starter senest 12 måneder efter udgangen af det indkomstår, hvor betaleren har fradrag for betalingen.
Hvis eksempelvis fradraget for en betaling foretages i et indkomstår, som følger kalenderåret 2020, skal betalingen medregnes hos betalingsmodtageren i et indkomstår, der senest starter den 31. december 2021.
Efter litra b, vil der også være tale om betaling inden for et rimeligt tidsrum, hvis betalingen medregnes hos betalingsmodtageren i fremtiden, og betalingsbetingelserne svarer til betingelserne, der ville blive aftalt mellem uafhængige parter, jf. armslængdeprincippet i LL § 2.
Der er dermed ikke en situation med et hybridt mismatch, hvis betalingen medregnes på et senere tidspunkt end angivet i litra a, såfremt det kan godtgøres, at betalingsbetingelserne er på armslængdevilkår og sædvanlige for den pågældende type af transaktioner.
Se også