Indhold

Afsnittet beskriver reglerne for opgørelse af afgift på gas og varme, som virksomheder, der er forbrugsregistrerede for gas, skal angive og betale.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om opgørelse af netto-afgift på gas
  • Gasafgift - opgørelse af netto-afgift
  • CO2-afgift af gas - opgørelse af netto-CO2-afgift
  • Eksempel på opgørelse af netto gasafgift og CO2-afgift.

Generelt om opgørelse af netto-afgift på gas

Det er gasnetvirksomheden, der er ansvarlig for måling af forbruget i afregningsmålerne.

Det er disse målinger og dermed de modtagne mængder gas i afgiftsperioden, som den forbrugsregistrerede virksomhed skal lægge til grund for opgørelse af netto-afgiften.

Det er tidspunktet for forbruget af gassen, og dermed tidspunktet for leveringen af gassen, der afgør, hvornår en forbrugsregistreret virksomhed skal angive og betale afgift.

Det er afgiftssatsen på forbrugstidspunktet, der skal anvendes ved opgørelsen.

Ordningen om forbrugsregistrering forudsætter som udgangspunkt, at gasleverandøren i rette tid efter hver enkelt afgiftsperiode sender en faktura/opgørelse til den forbrugsregistrerede virksomhed, bl.a. med oplysning om den mængde gas, der er leveret til den forbrugsregistrerede virksomhed.

Skattestyrelsen har ikke hjemmel til at fravige den 15. i måneden som frist for angivelse og betaling af netto-afgift. Tidspunktet for modtagelse af fakturaen kan dermed ikke lægges til grund.

Forbrugsvirksomheden kan i stedet for oplysning om gasforbruget på en faktura/opgørelse fra gasleverandøren lægge det gasforbrug, som er målt og registreret af gasnetvirksomheden, til grund for opgørelse af netto-elafgiften. Den forbrugsregistrerede virksomheden har adgang til data herom på gasnetvirksomhedens hjemmeside.

Gasafgift - opgørelse af netto-afgift

Den forbrugsregistrerede virksomhed skal opgøre gasafgiften (energiafgiften) af det samlede forbrug af gas i måneden (afgiftsperioden).

Herfra trækkes godtgørelsesberettiget energiafgift på gas anvendt til procesformål. Det vil sige energiafgíften af gas anvendt til procesformål nedsat med EU´s minimumsafgift (procesafgiften).

Forskellen er den energiafgift, som forbrugsvirksomheden skal angive og betale til Skattestyrelsen (nettoafgiften).

Procesafgiften udgør i 2024 følgende:

  • Landbrugsvirksomheder med videre skal nedsætte energiafgiften på gas anvendt til procesformål med 1,6 pct. af afgiften. Se GASAL § 10 b
  • Væksthusgartnerier skal nedsætte energiafgiften på gas anvendt til opvarmning af væksthuse med EU´s minimumsafgift på 4,9 øre pr. Nm3. Se GASAL § 10 c
  • I 2024 nedsættes energiafgiften på gas til procesformål med 9,3 kr. /GJ, hvilket svarer til 13,53 pct. af afgiften. Se GASAL § 10 a.

Der skal ikke ske nedsættelse af energiafgiften på gas, der anvendes til procesformål omfattet af GASAL § 10 d (mineralogiske processer med videre).

►Ved lov 329 af 28. marts 2023 ophæves den særlige bestemmelse om procesafgift for væksthusgartnerier i GASAL § 10 c med virkning fra den 1. januar 2025.

Ved lov nr. 683 af 11. juni 2024 ændres procesafgiften efter gasafgiftsloven fra den 1. januar 2025 til 0 kr./GJ for forbrug, hvoraf der svares afgift efter CO2-afgiftsloven, og til 1,2 kr./GJ for forbrug, hvor der ikke svares afgift efter CO2-afgiftsloven. Dette svarer til en procesafgift efter gasafgiftsloven for ikke-CO2-kvoteomfattet energi på 0 kr./GJ, og en procesafgift på 1,2 kr./GJ, for CO2-kvoteomfattet energiforbrug.◄

Se også

Se også afsnit E.A.4.6 Godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift. 

CO2-afgift af gas - opgørelse af netto-CO2-afgift

Kvoteomfattede forbrugsregistrerede virksomheder skal ikke betale CO2-afgift af forbrug af gas til procesformål.

Ikke-kvoteomfattede virksomheder, som har processer omfattet af proceslisten og som har anmeldt et bundfradrag til Skattestyrelsen, kan modregne et bundfradrag i CO2-afgiften af forbrug til procesformål.

Øvrige ikke-kvoteomfattede virksomheder skal betale CO2-afgift af gas til procesformål.

Alle virksomheder skal betale CO2-afgift af gas til rumvarme og varmt vand.

►Ved lov nr. 683 af 11. juni 2024 ændres fra den 1. januar 2025 bl.a. følgende i CO2-afgiftsloven:

  • CO2-afgiften øges
  • Bundfradraget for CO2-afgiften falder bort
  • CO2-afgiften på rumvarme mv. bliver lavere for kvoteomfattet rumvarme
  • Ikke-kvoteomfattet proces pålægges en lavere CO2-afgift i perioden 2025-2029
  • Kvoteomfattedeudledninger pålægges som udgangspunkt emissionsafgift. Denne godtgøres ikke.

Se også

Se også afsnit E.A.4.6.5 om opgørelse og anvendelse af bundfradrag i betaling af CO2-afgift ►og afsnit E.A.4.6.2.4 for en overordnet beskrivelse af ændringerne pr. 1. januar 2025 som følge af lov 683 af 11. juni 2024◄.

Eksempel på opgørelse af netto gasafgift og CO2-afgift - ►til og med 2024◄

Eksemplet viser en opgørelse af energiafgift og CO2-afgift for en virksomhed, der anvender naturgas.

Virksomheden er forbrugsregistreret, og får derfor gassen leveret uden energi- og CO2-afgift.

Afgiftsperiode: En måned i 2017.

Virksomheden har processer, der er omfattet af proceslisten. Virksomheden er en såkaldt bundfradragsvirksomhed. Det vil sige, at den har et bundfradrag, som den kan modregne i CO2-afgiften af energiforbrug til procesformål.

Virksomheden har valgt at fordele bundfradraget ligeligt for hver måned i kalenderåret.

Der er i eksemplet regnet med, at virksomheden har et bundfradrag i CO2-afgiften på i alt 349.336 kr. for 2017.

Bundfradrag pr. måned i 2017: (349.336 kr./12) = 29.111 kr.

►Bemærk, at CO2-bundfradraget falder bort fra den 1. januar 2025.◄

Forudsætninger:

Modtaget gas uden afgift i afgiftsperioden - ifølge faktura fra gasleverandøren (gas-netvirksomheden)

80.500 m3

- Forbrug af gas til godtgørelsesberettigede formål (procesformål)

80.000 m3

Forbrug af gas til ikke-godtgørelsesberettigede formål: (80.500-80.000) m3 =

500 m3

Opgørelse af netto-gasafgift (energiafgift) for en måned:

Gasafgift (energiafgift) i alt 

80.500 m3 * 2,188 kr./Nm3 (sats i 2017) =

176.134 kr.

- Godtgørelse af gasafgift af forbrug til procesformål

91,85 % af (80.000 m3 * 2,188 kr./Nm3) =

160.774 kr.

Energiafgift af gasforbrug, der skal angives og betales (netto-afgift)

(176.134 - 160.774) kr. =

15.360 kr.

Opgørelse af netto-CO2-afgift af gasforbrug for en måned:

CO2-afgift i alt 

80.500 m3 * 0,389 kr./Nm3 (sats i 2017) =

31.315 kr.

- Godtgørelse af CO2-afgift (beregnet bundfradrag pr. måned)

  

29.111 kr.

CO2-afgift af gasforbrug, der skal angives og betales (netto-afgift)

(31.315 - 29.111) kr. =

2.204 kr.