Parter

A
(Advokat Karin Larsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Bodil Søes Petersen)

Afsagt af byretsdommerne

Torben Johansen, Søren Pedersen og Niels Petersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag er behandlet under medvirken af 3 dommere.

Denne sag er anlagt den 7. januar 2008.

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at hans skattepligtige fortjeneste ved afståelse af landbrugsejendommen beliggende ...1, fastsættes til 1.284.787 kr. i overensstemmelse med det selvangivne.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger er berettiget til at anvende indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A ved opgørelse af anskaffelsessummen for den ubebyggede landbrugsejendom, som han solgte i 2004. Sagsøger, der er uddannet landmand, anskaffede i 1987 landbrugsejendommen beliggende ...2. På overtagelsestidspunktet var ejendommen en landbrugsejendom med et jordtilliggende på ca. 56 ha. Efterfølgende er ejendommen blevet drevet med planteavl og produktion af slagtesvin og mink.

I 1997 købte sagsøgeren yderligere 60,4 ha jord til sin ejendom. Det købte jord beliggende ...1, var en ubebygget landbrugsejendom.

Umiddelbart efter købet solgte sagsøger 15 ha af jorden.

I januar 2004 solgte sagsøger de resterende 45 ha jord fra den bygningsløse landbrugsejendom.

9 ha blev solgt til DJ for en købesum på i alt 711.870 kr., mens de resterende 36 ha blev solgt til NS for en købesum på 3.199.755 kr. Ved den efterfølgende opgørelse af ejendomsavancen for ejendommen indekserede sagsøgers revisor anskaffelsessummen og opgjorde således avancen til 1.284.787 kr.

SKAT har tilsidesat denne opgørelse.

Retten skal i denne sag tage stilling til, hvorvidt indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A kan finde anvendelse.

Det fremgår af sagen, at ejendommen blev drevet som et planteavlsbrug ved produktion af slagtesvin og malk. Det købte jordareal var selvstændig vurderet som en ubebygget landbrugslod.

I forbindelse med opgørelse af ejendomsavancen ved salget den 7. januar 2004 har sagsøgeren anvendt indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A.

Sagen har været indbragt for Skatteankenævnet, der i sin afgørelse ikke fandt, at klageren kunne anvende indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A ved opgørelse af ejendomsavancen.

Det fremgår af Skatteankenævnets afgørelse, at det er en forudsætning for at anvende ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, at ejendommen på afståelsestidspunktet var omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 3, eller stk. 7, og at der således er foretaget en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehus og den øvrige ejendom.

Klagerens ejendom er vurderet som en ubebygget landbrugslod med 0 lejligheder, hvor der følgelig ikke har været en ejerboligfordeling, og derfor kan ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A ikke anvendes.

Sagen har efterfølgende været indbragt for Landsskatteretten, der ved kendelse af 7. november 2007 har anført, at Skatteankenævnet ikke har anerkendt anvendelse af indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A ved salg af landbrugslod. Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Som begrundelse for Landsskatterettens afgørelse er anført nedennævnte

"Det følger af ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, stk. 1, 1. pkt., jfr. lovbekendtgørelse nr. 693 af 20. august 2002, at hvis en ejendom var omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 4, eller stk. 7, på afståelsestidspunktet, kan den skattepligtige regulere anskaffelsessummen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, med den procent beregnet med en decimal, hvormed reguleringstallet i personskattelovens § 20 er ændret fra anskaffelsesåret til afståelsesåret.

Af vurderingslovens § 33, stk. 1, 1. pkt. fremgår det, at vurderingsmyndigheden i forbindelse med vurderingen træffer bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Af samme bestemmelse stk. 4, fremgår, at der i forbindelse med vurderingen af en ejendom, der er omfattet af vurderingslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., foretages en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og på den øvrige grund.

Da klageren solgte jordejendommen, var det de ovenfor anførte bestemmelser, der regulerede adgangen til at foretage indeksering af anskaffelsessummen i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A. Det var således en betingelse for indeksering, at ejendommen på afståelsestidspunktet var omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 3, som vedrører landbrugsejendomme eller stk. 7, som omhandler skovbrugsejendomme.

Jordarealet var på afståelsestidspunktet vurderet som et ubebygget jordlod med 0 lejligheder, og der var derfor ikke foretaget en fordeling af ejendomsværdien som anført i vurderingslovens § 33, stk. 4.

Ved lov nr. 458 af 9. juni 2004 blev bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A ændret, således at henvisningen til vurderingslovens § 33, stk. 4, udgik og blev erstattet med en henvisning til samme lovs stk. 1. Denne ændring er imidlertid først gældende fra den 11. juni 2004, hvilket ligger efter klagerens afståelse af ejendommen. Da retten ikke finder grundlag for at foretage en udvidende fortolkning af den på afståelsestidspunktet gældende bestemmelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, og da betingelserne for at foretage indeksering efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A således ikke er opfyldt, stadfæstes afgørelsen. "

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i et sammenfattende processkrift af 2. september 2008 anført følgende

Anbringende

Det gøres gældende, at A er berettiget til at anvende indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A ved opgørelsen af anskaffelsessummen for det omhandlede jordstykke, idet adgangen til indeksering gælder for landbrugserhvervet generelt, og ikke alene for landbrugsejendomme, hvortil der er knyttet en bolig.

Indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A blev oprindeligt indsat i ejendomsavancebeskatningsloven ved lov nr. 427 af den 25. juni 1993 (L 295). Ved indsættelsen af bestemmelsen i 1993 fik § 5 A, stk. 1 følgende ordlyd:

"Er ejendommen omfattet af vurderingslovens § 33, stk, 4 eller stk 7, på afståelsestidspunktet, kan den skattepligtige regulere anskaffelsessummen efter § 4, stk 2, med den procent beregnet med en decimal, hvormed reguleringstallet i personskattelovens § 20 er ændret fra anskaffelsesåret til afståelsesåret. For ejendomme, der er omfattet af § 4, stk 3, reguleres anskaffelsessummen fra og med kalenderåret 1993."

Som det fremgår, er der en kobling over til vurderingslovens bestemmelser, idet regulering af anskaffelsessummen forudsætter, at ejendommen er omfattet af vueringslovens § 33, stk. 4 eller stk. 7. Bestemmelsen i stk. 4 har følgende ordlyd:

"Stk 4. I forbindelse med vurderingen af ejendomme, der er omfattet af stk. 1, 1. pkt, foretages en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og på den øvrige ejendom."

Bestemmelsen i vurderingslovens § 33, stk. 7, er en tilsvarende bestemmelse, som omhandler fordeling på skovbrugsejendomme.

Som det fremgår af vurderingslovens § 33, stk. 4, skal ejendommen være omfattet af stk. 1, 1. pkt., førend en fordeling af ejendomsværdi og grundværdi er aktuel. Stk. 1, 1. pkt., i vurderingslovens § 33 fastslår følgende:

"§ 33. I forbindelse med vurderingen træffer told- og skatteforvaltningen bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres."

Afgørende for, hvorvidt sagsøger i nærværende sag kan anvende indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, er, hvorvidt henvisningen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A til vurderingslovens § 33, stk. 4, forudsætter, at der på den konkrete ejendom er foretaget en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien, eller om det er tilstrækkeligt, at ejendommen typemæssigt omfattes af vurderingslovens § 33, stk. 4, altså at der er tale om en landbrugsejendom, et gartneri, en planteskole eller frugtplantage.

Det gøres gældende, at ordlyden af vurderingslovens § 33, stk. 4 ikke i sig selv er så klar og entydig, at man uden videre kan lægge til grund, at det er et krav for at være omfattet af bestemmelsen, at der er foretaget en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset og den øvrige ejendom.

Det er derfor nødvendigt at inddrage øvrige fortolkningsbidrag for at udfinde den korrekte forståelse af vurderingslovens § 33, stk. 4 i forhold til, om det er et krav, at der er foretaget en fordeling, eller om det er typen af ejendommen, der er afgørende.

I bemærkningerne til ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A - Folketingstidende 1992-93, tillæg B, spalte 2662 ff. - anfører skatteministeren bl.a. følgende om adgangen til at indeksere anskaffelsessummen:

"Det foreslås, at ejendomme, der helt eller delvist benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage samt skovbrugsejendomme, som er omfattet af vurderingslovens § 33, stk 4 og stk 7, skal kunne vælge at indeksere anskaffelsessummen.

Reformen af EF's landbrugspolitik og den forventede liberalisering af verdenshandelen med landbrugsvarer vil stille store krav til omstilling i landbruget. Indkomstudviklingen i landbruget vil efter alt at dømme være præget heraf.

Set over en længere periode er der et betydeligt sammenfald mellem prisudviklingen på landbrugsejendomme og udviklingen for enfamiliesboliger. Erfaringen viser, at landbruget ofte i perioder med vigende indkomster kompenserer herfor ved stigende gældsætning. I de seneste 10 år er landbrugets gældprocent vokset med knap 10 procentpoint.

På baggrund af den forventede indkomstudvikling i landbruget finder regeringen, at der bør være mulighed for at friholde landbrug, skovbrug og gartneri for ejendomsavancebeskatning for den del af prisudviklingen, som svarer til den almindelige prisudvikling i samfundet.

Regeringen foreslår derfor, at der gives adgang for disse erhverv til at vælge mellem lovforslagets nedtrapningsordning af fortjenesten eller at indeksere anskaffelsessummen efter de hidtil gældende regler.

...

Det vurderes, at den foreslåede særordning for landbruget er gunstigere end de regler om ejendomsavancebeskatning, der foreslås for andre erhverv. Særordningen er derfor notificeringspligtig i henhold til EF's statsstøtteregler."

Som det fremgår af skatteministerens bemærkninger, er indekseringsmuligheden tiltænkt landbrugserhvervet generelt. Skatteministeren henviser således til, at der skal være adgang til at indeksere anskaffelsessummen for "disse erhverv", ligesom han henviser til, at der er tale om en "særordning for landbruget".

Det gøres gældende, at skatteministerens bemærkninger taler til støtte for, at adgangen til at indeksere anskaffelsessummen gælder for landbruget generelt - og dermed også for en ubebygget landbrugsejendom.

Afgørende er således, at der er tale om en landbrugsejendom - og altså ikke om der konkret er foretaget en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset og den øvrige ejendom.

Ved lov nr. 458 af den 9. juni 2004 (L 126) blev formuleringen af ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, stk. 1, ændret. Ændringen gik nærmere ud på, at henvisningen til "§ 33, stk. 4 og stk. 7" blev ændret til "§ 33, stk. 1 og 7".

I bemærkningerne til ændringsforslaget anføres det ganske kortfattet, at:

"Efter de gældende regler er der manglende konsekvens i henvisningerne til vurderingsloven i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, stk 1. Med den foreslåede ændring rettes dette."

Det gøres gældende, at der ved ændringen af disse henvisninger til vurderingslovens regler ikke var tiltænkt nogen praksisændring, men alene en præcisering af bestemmelsens indhold.

Til støtte for, at der med lovændringen ikke var tiltænkt nogen praksisændring på området, skal der henvises til ligningsvejledningen henholdsvis før og efter den nævnte lovændring.

I ligningsvejledningen for 2004-3, afsnit E.J.2.3.1.4 "Indekseringen" anføres det indledningsvist, at:

"For ejendomme, derpå afståelsestidspunktet helt eller delvis benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage samt skovbrugsejendomme, som er omfattet af VURDL § 33, stk. 4 eller stk. 7, kan den skattepligtige efter reglerne i EBL § 5 A vælge at indeksere ejendommens anskaffelsessum ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste i stedet for at nedsætte fortjenesten eller tabet efter EBL § 6, stk. 3."

Den eneste ændring, der er foretaget i ligningsvejledningen 2005-1, afsnit E.J.2.3.1.4 "Indekseringen", er, at der nu henvises til vurderingslovens § 33, stk. 1 i stedet for stk. 4.

Det gøres gældende, at den omstændighed, at ændringen ikke er omtalt med et eneste ord, taler til støtte for, at der alene var tale om en præcisering af bestemmelsen - og altså ikke en egentlig praksisændring. Til støtte for, at en ændring af ordlyden ikke i sig selv medfører en praksisændring, skal der henvises til en nylig afsagt landsskatteretskendelse af den 30. juli 2008 offentliggjort i SKM2008.676.LSR, hvor Landsskatteretten i forhold til en ændring af ejendomsavancebeskatningslovens § 6A udtalte, at der alene var sket en præcisering af bestemmelsens indhold, og at der ikke dermed var tilsigtet nogen praksisændring.

På baggrund af fortolkningsbidragene i forarbejderne sammenholdt med den efterfølgende justering af loven i 2004 gøres det sammenfattende gældende, at adgangen til at indeksere anskaffelsessummen tilkommer landbruget som erhverv.

I det omfang, man har at gøre med en landbrugsejendom, står indekseringsmuligheden således åben. Det gælder både i den situation, hvor der er bygninger på ejendommen, og i den situation, hvor der alene er tale om en jordejendom. Afgørende er, at ejendommen typemæssigt er omfattet af vurderingslovens § 33.

Det gøres gældende, at også reale hensyn med vægt taler for, at der for bygningsløse ejendommes vedkommende er adgang til indeksering af anskaffelsessummen.

Til støtte herfor skal der henvises til ligningsrådets afgørelse af den 20. april 1999 offentliggjort i TfS 1999.828.

Sagen drejede sig om, hvorvidt en landmand havde pligt til at anvende reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A ved salg af restejendommen, når reglerne om indeksering var anvendt ved delsalg fra ejendommen.

Landmanden havde frasolgt 28 ha fra sin ejendom på 34 ha. I den forbindelse havde han valgt at indeksere anskaffelsessummen efter bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A.

Spørgsmålet var herefter, om han ved et senere salg af den resterende ejendom var forpligtet til at anvende ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A igen, når han en gang havde valgt denne opgørelsesmetode. Hertil svarede ligningsrådet:

"Det er ligningsrådets opfattelse, at hvert salg - det være sig helsalg eller delsalg - i relation til ejendomsavancebeskatningslovens regler skal behandles for sig. Det vil sige, at der ved hvert salg er adgang til at anvende indekseringsreglen eller en af de øvrige muligheder for regulering af anskaffelsessummen og opgørelse af fortjenesten ".

Ligningsrådets afgørelse indebærer, at der kan sælges ren jord fra en landbrugsejendom med anvendelse af indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A uden, at der skal være en sammenhæng med selve boligen på ejendommen.

Det gøres gældende, at reale hensyn taler for, at der ikke er grundlag for at gøre forskel på den situation, hvor der sælges ren jord fra en bygningsløs ejendom og den situation, hvor der sælges ren jord fra en ejendom med en bolig på.

Dette særligt når henses til, at indekseringsmuligheden er tiltænkt som en begunstigelse af landbrugserhvervet som helhed.

Sammenfattende kan det konstateres, at afgørende for udfaldet af nærværende sag er, hvorvidt en ubebygget landbrugsejendom kan anses for omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 4 og dermed også af indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A.

Det kan i den forbindelse konstateres, at lovens ordlyd ikke er så klar og entydig, at den i sig selv er afgørende for, hvorledes bestemmelsen rettelig skal forstås.

Det kan videre konstateres, at øvrige fortolkningsbidrag alle med vægt taler til støtte for, at også en bygningsløs landbrugsejendom er omfattet af indekseringsmuligheden.

I forarbejderne henvises der således til, at muligheden for at indeksere anskaffelsessummen gives til landbrugserhvervet, ligesom der henvises til, at der er tale om en særordning for landbruget.

Lovændringen i 2004 taler ligeledes til støtte for, at en ubebygget landbrugsejendom er omfattet af adgangen til at indeksere anskaffelsessummen. Dette som følge af, at der blot var tale om en præcisering af bestemmelsens indhold og ikke en egentlig praksisændring.

Endelig taler også reale hensyn til støtte for, at sagsøger skal indrømmes adgang til at indeksere anskaffelsessummen, idet der ikke ses at være grundlag for at gøre forskel på den situation, hvor der sælges jord fra en landbrugsejendom med en bolig på, og den situation, hvor der sælges ren jord.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand i det væsentlige gjort nedennævnte gældende, som er anført i sagsøgtes påstandsdokument.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden i et påstandsdokument af 4. september 2008 anført følgende

Anbringender

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren ikke opfyldte betingelserne for at foretage indeksering i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, jf. lovbekendtgørelse nr. 693 af 20. august 2002, på afståelsestidspunktet.

På afståelsestidspunktet den 7. januar 2004 var ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A affattet således, at det var en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at ejendommen var omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 4 eller stk. 7.

Af vurderingslovens § 33, stk. 4, fremgår det, at der i forbindelse med vurderingen af en ejendom, der må anses for benyttet til landbrug, skal foretages en fordeling af ejendomsværdien på henholdsvis stuehuset og den øvrige ejendom. § 33, stk. 7, er en tilsvarende bestemmelse, som omhandler fordeling på skovbrugsejendomme.

Ud fra ordlyden af vurderingslovens § 5 A sammenholdt med vurderingslovens § 33, stk. 4 og stk. 7, var det således på afståelsestidspunktet klart en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at ejendommen var bebygget. Bestemmelsen i § 33, stk. 4, omhandler kun den situation, hvor der ligger et stuehus på ejendommen, jf. bestemmelsens formulering og indhold. En ejendom kan derfor ikke være omfattet af § 33, stk. 4, hvis den er ubebygget.

Som fortolkningsbidrag påberåber sagsøgeren sig, at det af forarbejderne til bestemmelsen skulle fremgå, at adgangen til indeksering skulle være tiltænkt landbrugserhvervet generelt.

Heroverfor gøres det for det første gældende, at der ikke er grundlag for at inddrage øvrige fortolkningsbidrag, idet ordlyden af bestemmelsen ikke efterlader tvivl om bestemmelsens anvendelsesområde.

For det andet gøres det gældende, at bemærkningerne i betænkningen til lovforslaget vedrørende ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A slet ikke støtter sagsøgerens opfattelse af, at bestemmelsen fra lovgivers side - uanset ordlyden - var tiltænkt også at finde anvendelse på ubebyggede ejendomme - tværtimod. For så vidt angår henvisningen til landbruget som erhverv bemærkes det, at det jo utvivlsomt var en betingelse for reglens anvendelse, at dette erhverv blev udøvet på ejendommen, og betænkningen sammenholder i bemærkningerne prisudviklingen på landbrugsejendomme med udviklingen for enfamiliesejendomme. Denne sammenligning giver kun mening for landsbrugsejendomme med privat beboelse.

Sagsøgeren opfylder således ikke betingelserne for at anvende indekseringsreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A ved opgørelsen af anskaffelsessummen for det ubebyggede landbrugslod, som han solgte i 2004.

Sagsøgeren henviser endvidere til bemærkningerne til ændringsloven, lov nr. 458 af 9. juni 2004, hvoraf det fremgår, at baggrunden for at ændre henvisningen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A fra vurderingslovens § 33, stk. 4, til § 33, stk. 1, var "manglende konsekvens i henvisningerne til vurderingsloven".

Af ændringslovens § 19 fremgår det imidlertid, at ikrafttrædelsestidspunktet for ændringen er dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende, hvilket vil sige den 10. juni 2004. Der er ingen støtte i bemærkningerne til lovforslaget for, at lovændringen skulle have virkning også for afståelse af fast ejendom, der er foretaget før denne dato. Der må naturligvis kræves klare holdepunkter for en fortolkning af loven, der indebærer, at loven skal have tilbagevirkende kraft.

Uanset om baggrunden for lovændringen var at rette op på en uhensigtsmæssig retsstilling - hvilket bestrides - er dette ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at ændringsloven finder anvendelse også på tidligere forhold.

Skatteministeriet erkender, at det er uklart, hvad der menes med forarbejdernes bemærkning om "manglende konsekvens i henvisningen til vurderingsloven", men uanset dette - eller så meget desto mere - er der intet grundlag for, på baggrund af disse efterfølgende forarbejder at fortolke den dagældende bestemmelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A i direkte modstrid med bestemmelsens ordlyd.

Det bemærkes i den forbindelse, at lovændringen faktisk ikke indebar en større grad af konsekvens i ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A's henvisning til vurderingsloven.

Det er sandsynligt, at man ved lovændringen ikke har tilsigtet en materiel ændring, men derimod blot har ønsket en henvisning til den i § 33, stk. 1, beskrevne kategorisering af en ejendom som landbrugsmæssig. Ved samtidig at undlade henvisningen til § 33, stk. 4, har man imidlertid faktisk foretaget en materiel ændring, idet kravet om et på landbrugsejendommen beliggende stuehus herved ophævedes.

En sådan faktisk materiel lovændring er lovgiver naturligvis bundet af, uanset om den var tilsigtet, men den senere lovændring kan ikke påvirke anvendelsen af bestemmelsen forud for lovændringens ikrafttrædelse.

Det kan således efter sagsøgtes opfattelse ikke udledes af forarbejderne til ændringsloven, at man ved den oprindelige lovs indførelse skulle have haft det ønske, at også ubebyggede landbrugsejendomme skulle være omfattet af indekseringsreglen.

Bestemmelsen må derfor fortolkes i overenstemmelse med sin ordlyd, og dette resultat støttes endvidere af forarbejderne til bestemmelsen, hvor lovforslaget begrundes med, at prisudviklingen på enfamilieshuse påvirker prisudvilkingen på landbrugsejendomme. Det er denne prispåvirkning, lovforslaget tilsigter at neutralisere, og reale grunde, som sagsøgeren også har påberåbt sig, taler derfor entydigt for at fortolke bestemmelsen i overensstemmelse med dens klare ordlyd. Parterne har under hovedforhandlingen i det væsentlige henholdt sig til de ovenfor anførte anbringender.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er ubestridt, at aftalen om salg af det ubebyggede landbrugsareal blev underskrevet af begge parter den 7. januar 2004 med overtagelsesdag den 1. marts 2004.

På daværende tidspunkt fremgik det af ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, stk. 1, 1. pkt., som anført i lovbekendtgørelse nr. 693 af 20. august 2002, at der kan ske indeksering, hvis ejendommen på afståelsestidspunktet er omfattet af vurderingslovens § 33, stk. 4, eller stk. 7.

Det fremgår af vurderingslovens § 33, stk. 4, at der i forbindelse med vurderingen af ejendomme, der er omfattet af stk. 1, 1. pkt. foretages en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og på den øvrige ejendom.

Det er ubestridt, at sagsøgers ejendom var uden stuehus, ligesom det er ubestridt, at der ikke blev foretaget en fordeling som ovenfor anført.

Vurderingslovens § 33, stk, 4, findes at være både entydig og klar med den følge, at der ikke er adgang til at anvende indekseringsreglen i et tilfælde som nærværende, hvor der ikke er sket en fordeling af ejendomsværdien.

Sagsøgerens bemærkninger om, at det fremgår af bemærkningerne til ejendomsavancebeskatningsloven, at der er tale om en særodningen for landbruget, findes ikke at kunne føre til et andet resultat.

Den omstændighed at formuleringen af ejendomsavancebeskatningslovens § 5 A, stk. 1, senere er blevet ændret således, at henvisningen til vurderingslovens § 33, stk. 4, og stk. 7 er ændret til vurderingslovens § 33, stk. 1 og stk. 7, findes ej heller at kunne føre til et andet resultat.

Sagsøgte vil herefter være at frifinde.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren i sagsomkostninger til sagsøgte 30.000 kr.