Indhold

Dette afsnit handler om refusionsordningen for sandsugere.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Godkendelse af arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark
• Betingelser for refusion
• Beregning af refusion
• Ansøgning om refusion
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Danske rederier og rederier, der har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat og er godkendt efter SØBL § 11 b, som udøver virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, kan efter ansøgning få refusion efter reglerne i SØBL § 10, stk. 2-5.

Refusionsordningen gælder for personer, der er skattepligtige efter KSL § 1 eller § 2, stk. 2, og som uden at være omfattet af SØBL § 8 udfører arbejde om bord på et fartøj, der opfylder en af følgende betingelser:

• Fartøjet er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 t eller derover
• Fartøjet er registreret med hjemsted i en EU- eller EØS-medlemsstat med en bruttotonnage på 20 t eller derover og uden besætning overtaget til drift af et dansk rederi eller et rederi med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat, som er godkendt efter SØBL § 11 b
• Fartøjet er registreret med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark med en bruttotonnage på 20 t eller derover og sejler under et flag fra en EU- eller EØS-medlemsstat. 

Godkendelse af arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark

Told- og skatteforvaltningen kan efter SØBL § 11 b godkende, at en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, kan anvende refusionsordningen i SØBL § 10, hvis arbejdsgiveren er berettiget til at modtage refusion efter denne bestemmelse. Arbejdsgiveren skal opfylde de betingelser, der stilles til en tilsvarende arbejdsgiver med hjemsted i Danmark, og indvilge i at påtage sig de forpligtelser, der påhviler en tilsvarende arbejdsgiver, som har hjemsted i Danmark, herunder

• månedlige indberetninger til indkomstregistret efter reglerne i SIL, herunder ansættelsesoplysninger og bestilling af skattekort. Sammen med lønnen skal der indberettes en indtægtsart og antal sødage. Ved indberetning af løn i fremmed valuta skal der ske omregning til danske kroner efter Nationalbankens middelkurs på forfalds- eller udbetalingstidspunktet
• indeholdelse af foreløbig skat i forbindelse med udbetaling af lønindkomst, jf. KSL § 46
• pligt til at tilbagebetale refusionsbeløb, der uberettiget er modtaget, hvis grundlaget for refusion viser sig ikke at være til stede
• afgivelse af korrekte oplysninger til Skatteforvaltningen i henhold til straffebestemmelsen i SØBL § 12 a.

Det er en betingelse for godkendelse, at der findes en informationsudvekslingsaftale mellem Danmark og den EU- eller EØS-medlemsstat, som arbejdsgiveren har hjemsted i. Dette kan enten være bistandsdirektivet eller en DBO, som indeholder en bestemmelse om udveksling af oplysninger. Danmark har aftaler om udveksling af oplysninger med alle EU- eller EØS-medlemsstater.

Betingelserne for godkendelse skal til hver en tid være opfyldt. Told- og skatteforvaltningen tilbagekalder en godkendelse efter SØBL § 11 b, hvis betingelserne for godkendelse ikke længere er opfyldt. Tilbagekaldes godkendelsen, ophører arbejdsgiverens mulighed for at få refusion på tidspunktet for tilbagekaldelsen. Arbejdsgiveren vil skulle tilbagebetale refusion efter reglerne i OPKL, hvis betingelserne for refusion ikke har været opfyldt i en periode forud for tilbagekaldelsen.

Skattepligtig indkomst, der udbetales af en arbejdsgiver, som er godkendt efter SØBL § 11 b anses for A-indkomst. Se KSL § 44, litra b.

Afgørelser, der træffes i henhold til SØBL § 11 b, kan indbringes for Landsskatteretten, jf. SFL § 11.

Se også

Se også BEK nr. 940 af 20. juni 2022 §§ 17-23

Betingelser for refusion

Det er en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj udfører søtransportaktiviteter som nævnt i SØBL § 10 a i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift. Se SØBL § 10, stk. 2. Bestemmelsen i SØBL § 10 a er indsat ved  lov nr. 289 af 07/03/2022 § 1, nr. 5.

Fra og med kalenderåret 2022 kan der opnås fuld refusion, når der udføres søtransport i mindst 50 pct. af driftstiden. Refusionsgrundlaget udgør dermed 100 pct. af søfolkenes bruttoløn. Udfører et fartøj søtransport i mindre end 50 pct. af driftstiden, kan der ikke opnås refusion.

Som søtransport efter SØBL § 10 anses transport på havet af indvundne materialer, herunder følgende:

• Sejlads mellem havn og indvindingsplads.
• Sejlads mellem indvindingsplads og det sted, hvor de indvundne. materialer skal losses, og selve losningen.
• Sejlads mellem lossested og havn. 
• Sejlads mellem indvindingspladser.
• Sejlads ved assistance på foranledning af offentlig myndighed i forbindelse med oprydning efter olieudslip m.v.
• Erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods til destinationer eller punkter på havet.
• Mobilisering til søs mellem opgaver - svarende til lastskibs sejlads i ballast.

Se SØBL § 10 a, stk. 1, som er indsat ved lov nr. 289 af 07/03/2022 § 1, nr. 5.

Bemærk

Sejlads på en indvindingsplads i forbindelse med selve indvindingen, herunder slæbesugning mv., anses for en del af sandsugnings- og opmudringsaktiviteten og er dermed ikke søtransport. Se lovbemærkningerne til § 1, nr. 14 i LFF 2021-11-10 nr. 74.

Sandsugning og opmudring anses ikke som søtransport. Som søtransport anses heller ikke virksomhed, der udføres på indsøer og på indre vandveje som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) nr. 2016/1629 af 14. september 2016 om fastsættelse af tekniske forskrifter for fartøjer til sejlads på indre vandveje, om ændring af direktiv 2009/100/EF og om ophævelse af direktiv 2006/87/EF.«. Se SØBL § 10 a, stk. 2, indsat ved lov nr. 289 af 07/03/2022 § 1, nr. 5.

Begrebet »begrænset fart« er ændret ved lov nr. 289 af 07/03/2022, hvorefter reglerne for »begrænset fart« ikke længere finder anvendelse for sandsugningsfartøjer. Dette gælder i forhold til sømandsfradrag i SØBL § 3 og refusionsordningen for sandsugere i SØBL § 10.

Begrænset fart anses således fra kalenderåret 2022 i stedet for for søtransport, som indgår ved opgørelsen af 50-procentkravet.

Det vil bl.a. betyde, at søtransportaktiviteter, der udføres i det indre territorialfarvand som defineret i havretskonventionens artikel 8, herunder fjorde og kystnære områder, som udgangspunkt indgår ved opgørelsen af 50-procentkravet. Samtidig vil der ikke længere skulle foretages en opdeling af transporten, når søtransportaktivitet påbegyndes inde i en fjord og fortsættes ud på havet. I en situation, hvor fartøjet lastes inde i en fjord, fx Isefjord, med henblik på losning på åbent hav, vil sejladsen hen til fjordens udmunding således ikke længere skulle opgøres som »begrænset fart«. I stedet vil hele sejladsen kunne anses for at være søtransport.

Det er endvidere en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden. Se SØBL § 10, stk. 3.

Skibet skal være særligt indrettet til optagning af materialer fra havbunden, og dette skal være en permanent integreret del af skibet. Det er uden betydning, om indvindingen foretages ved sugning eller opgravning. Se SKM2006.602.DEP, pkt. 4.

Ved opgørelsen af søtransportens omfang fordeles den tid, hvor skibet er ude af drift, forholdsmæssigt mellem den tid, der er medgået til søtransportaktiviteter, og den tid, der er medgået til andre aktiviteter, efter samme retningslinjer som ventetid fordeles vedrørende bugser- og bjærgningsfartøjer, jf. SØBL § 6, stk. 2. Et skib anses for at være ude af drift, når arbejdet er indstillet eller ikke kan igangsættes på grund af afventning af myndighedsgodkendelser, reparations- og vedligeholdelsesarbejder, værftsophold, vejrlig og lignende afbrydelser af skibets almindelige drift. Se BEK nr. 940 af 20.06.2022 § 9, stk. 2.

Ifølge praksis udgør en sandsugers transport af passagerer eller gods til destinationer eller punkter på havet søtransport. Se Højesterets dom af 27. maj 2016 - SKM2016.399.HR.

Sagen vedrørte de aktiviteter, som et sandsugningsfartøj havde udført for en ingeniørvirksomhed i forbindelse med havbundsundersøgelser forud for en mulig etablering af en havvindmøllepark. Fartøjet havde transporteret en ingeniørvirksomheds medarbejdere og deres udstyr til de punkter på havet, hvor undersøgelserne fandt sted, og herefter sejlet medarbejderne og udstyret tilbage. Fartøjet var udstyret med en kran, som blev betjent af skibets besætning, og som i forbindelse med havbundsundersøgelserne blev anvendt til at placere og optage ingeniørvirksomhedens udstyr på havbunden.

Højesteret bemærkede i den forbindelse, at refusionsordningen i SØBL § 10 forudsætter, at der foretages en opdeling af et sandsugningsfartøjs aktiviteter mellem ikke-refusionsberettigede sandsugningsaktiviteter på den ene side og søtransport på den anden side, og at der således ikke skal foretages en helhedsbedømmelse af aktiviteterne.

Højesteret fastslog, at den del af fartøjets aktiviteter, som bestod af sejlads med ingeniørvirksomhedens personale og udstyr mellem havnen og de enkelte punkter på havet, samt sejladsen mellem de enkelte punkter på havet, måtte anses for transport af passagerer og gods og derfor har karakter af søtransportaktiviteter efter dagældende SØBL § 10. Entreprenørarbejde skulle ikke medregnes som søtransport. Der skulle foretages en opdeling mellem selve entreprenørarbejdet og søtransporten. Opdeling af aktiviteterne skulle ikke kun foretages for fartøjer, der udfører entreprenørmæssig virksomhed, men skulle foretages generelt, således at selve transporten af passagerer eller gods til punkter på havet ville blive anset for søtransportaktiviteter efter dagældende SØBL § 10.

Søtransport efter SØBL § 10 skal således ikke opfylde destinationskravet i SØBL § 5, jf. TSL § 6. Det er dog en betingelse, at der er tale om erhvervsmæssig transport af gods eller passagerer. Dermed er betingelserne for søtransport efter det EU-retlige søtransportbegreb opfyldt og i overensstemmelse med søtransportbegrebet i de øvrige bestemmelser i sømandsbeskatningsloven, når der ses bort fra destinationskravet.

Ved entreprenørmæssig virksomhed forstås bygning og reparation af havne, moler, broer, olieinstallationer, vindmølleparker eller andre havneanlæg, nedlægning af rørledninger på havbunden eller lignende virksomhed.

Landsskatteretten anså en transport af sandsække, der skulle losses på havbunden ved en vindmøllepark for søtransport omfattet af dagældende SØBL § 10, stk. 2, og dermed berettiget til refusion. Se SKM2018.6.LSR.

Beregning af refusion

Refusion ydes måned for måned eller på årsbasis til rederiet med et beløb, der for hver enkelt lønmodtager beregnes som 37 pct. af den del af bidragsgrundlaget opgjort efter AMBL § 2, der kan henføres til arbejde udført om bord på et fartøj, som opfylder betingelserne i stk. 1 - 3. Se SØBL § 10, stk. 4.

Bemærk

Det er en forudsætning for refusion, at lønindkomsten kan beskattes i Danmark. Se SØBL § 10, stk. 4.

Refusion for partredere eller interessenter

SØBL § 10, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse for personer som nævnt i SØBL § 1, stk. 3.

Refusionen ydes som 37 pct. af det gennemsnitlige grundlag for refusion efter stk. 4 for lønmodtagere.

Se SØBL § 10, stk. 5.

Regnskab for søtransporten

Rederier, der ønsker refusion skal føre særskilt regnskab for søtransportens omfang. Se SØBL § 10, stk. 6

Regulering af refusionsbeløb

For lidt udbetalte refusionsbeløb udbetales til virksomheden efter § 13 i BEK nr. 940 af 20.06.2022. For meget udbetalte refusionsbeløb afkræves virksomheden til betaling senest 14 dage efter påkrav, jf. BEK § 15.

Ved regulering af for meget udbetalte refusionsbeløb finder OPKL § 7 tilsvarende anvendelse. Se SØBL § 10, stk. 7.

Se også

• BEK nr. 940 af 20.06.2022 §§ 8 - 15.
• SKM2006.602.DEP om administrationen af refusionsordningen (delvist forældet).

Ansøgning om refusion

Ved ansøgning om refusion skal der indsendes en sejladsopgørelse og refusionsopgørelse til Skattestyrelsen på mail: Store_Selskaber_afgorelser_mv@Sktst.dk  

Rederiet kan for det enkelte skib vælge at indsende opgørelse

• på årsbasis, mod sikkerhedsstillelse, hvorved søtransportaktiviteter på årsbasis skal udgøre mindst 50 pct. af den tid, fartøjet har været i drift
• på månedsbasis, hvor søtransportaktiviteterne for den enkelte måned skal udgøre mindst 50 pct. af den tid, fartøjet har været i drift.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2016.399.HR	Sagen handlede om, hvorvidt nogle aktiviteter, som appellanten udførte for et rådgivende ingeniørfirma, udgjorde "søtransportaktiviteter" i SØBL, § 10, stk. 2's forstand. Aktiviteterne blev udført i forbindelse med ingeniørfirmaets havbundsundersøgelser forud for mulig etablering af en havvindmøllepark. Aktiviteterne bestod af sejlads med ingeniørfirmaets personale og udstyr til bestemte positioner på havet, hvor undersøgelserne fandt sted. Ingeniørfirmaet gennemførte undersøgelserne ved anvendelse af eget udstyr, men placeringen af udstyret på havbunden skete ved hjælp af skibets kran, der blev betjent af appellantens besætning. Højesteret udtalte, at søtransportbegrebet i lovens § 10 må fortolkes i overensstemmelse med det EU-retlige søtransportbegreb. Der er derfor tale om "søtransport" i lovens forstand, når skibet faktisk anvendes til transport af passagerer eller gods. Dette gælder også, når der er tale om et sandsugningsfartøj, der udfører andre opgaver end sandsugningsaktiviteter, idet Højesteret fandt, at det i Kommissionens retningslinjer anførte særligt om sandsugningsfartøjer alene gælder, hvor fartøjerne udfører sandsugningsaktiviteter. Højesteret fandt herefter, at den del af appellantens aktiviteter, som bestod af sejlads mellem havnen og de enkelte destinationer på havet, hvor havbundsundersøgelserne fandt sted, samt sejladsen mellem de enkelte destinationer på havet, måtte anses for transport af passagerer og gods og derfor havde karakter af "søtransportaktiviteter" som nævnt i lovens § 10, stk. 2. Derimod fandt Højesteret ikke, at den del af aktiviteterne, som fandt sted på de destinationer på havet, hvor havbundsundersøgelserne blev foretaget, kunne anses som en integreret del af søtransporten. Højesteret lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at disse aktiviteter havde sammenhæng med skibets specialindretning. Højesteret udtalte i den forbindelse, at refusionsordningen i sømandsbeskatningsloven forudsætter, at der foretages en opdeling af en sandsugers aktiviteter mellem ikke refusionsberettigede sandsugningsaktiviteter på den ene side og søtransport på den anden, og at der således ikke skal foretages en helhedsbedømmelse af aktiviteterne.	Tidligere instans se SKM2015.504.VLR. Se også styresignal om praksisændring vedrørende SØBL § 10. SKM2018.185.SKAT.
Landsretsdomme
SKM2015.504.VLR	Sagen handlede om, hvorvidt nærmere bestemte aktiviteter, som sagsøgerens virksomhed udførte i perioden marts-juni 2009, var refusionsberettigede i henhold til SØBL § 10. En del af sagsøgerens aktiviteter foregik i Limfjorden, og bestod i oprensning af indsejlingen til Havn-1 og sejlrenden i ...1. Det oprensede materiale blev efterfølgende losset et andet sted i Limfjorden. En anden del af sagsøgerens aktiviteter bestod i transport samt lastning og losning for et rådgivende ingeniørfirma, der udførte indledende undersøgelser forud for anlæggelsen af en havvindmøllepark ved ...2. Denne del af sagen er afgjort af Højesteret ved SKM2016.399.HR. I relation til aktiviteterne i Limfjorden var spørgsmålet, om den præcisering af refusionsordningen for sandsugere, der fremgår af § 13, stk. 2, i henholdsvis BEK nr. 658 af 28. juni 2005 og BEK nr. 361 af 7. maj 2009, hvorefter refusionsordningen ikke omfatter aktiviteter inden for området for "begrænset fart", havde fornøden hjemmel i SØBL § 10, stk. 2. Vestre Landsret fandt , at præciseringen i de to bekendtgørelser havde fornøden lovhjemmel i sømandsbeskatningsloven. Landsretten udtalte i den forbindelse, at begrænsningen af refusionsordningen til ikke at omfatte "begrænset fart" skal ses i lyset af lovens forarbejder, og at det bl.a. fremgår af forarbejderne til sømandsbeskatningsloven, at refusionsordningen i relation til opmudrings- og sandsugningsfartøjer - i overensstemmelse med Europa-Kommissionens retningslinjer - alene var tiltænkt et begrænset anvendelsesområde, bl.a. således, at det kun er aktivitet i form af søtransport, der falder inden for ordningens anvendelsesområde. Vestre Landsret fandt, at aktiviteter inden for området for "begrænset fart" som defineret i SØBL § 2, stk. 1, falder naturligt uden for dette område, og at sagsøgerens aktiviteter i Limfjorden derfor faldt uden for refusionsordningen.	Aktiviteterne i Limfjorden indgik ikke i anken til Højesteret. Se SKM2016.399.HR. Bemærk, at reglerne for begrænset fart fra kalenderåret 2022 ikke længere finder anvendelse, jf. ændring af SØBL § 2, stk. 2 ved lov nr. 289 af 7. marts 2022.
Landsskatteretten
SKM2018.6.LSR	Landsskatteretten anså en transport af sandsække, der skulle losses på havbunden ved en vindmøllepark for søtransport omfattet af SØBL § 10, stk. 2, og dermed berettiget til refusion.
Skatterådet
SKM2019.182.SR	Skatterådet kunne bekræfte, at spørgeren kan anvende refusionsordningen for sandsugere, jf. SØBL § 10, for personer, som arbejder om bord på en sandsuger, der er registreret i det færøske skibsregister, hvis spørgeren bareboat-indlejer skibet, og samtidig får skibet registreret i Dansk Almindeligt Skibsregister (DAS) under lejeperioden, således at det sejler under dansk flag. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at refusionsordningen kan anvendes uden registrering af skibet med hjemsted i Danmark eller i en anden EU/EØS-medlemsstat.