Hvis en afgiftspligtig person fra en leverandør, der er etableret i udlandet, aftager ydelser nævnt i momslovens § 16, stk. 1, § 18 og § 21, bortset fra adgang til arrangementer og ydelser i tilknytning hertil, § 21 a og § 21 b, skal momsen afregnes af aftageren.

De nævnte ydelser, omfattet af omvendt betalingspligt, er de, hvor leveringsstedet er bestemt efter hovedreglen i § 16, stk. 1. D.v.s., som udgangspunkt alle ydelser, der leveres til afgiftspligtige personer, og som ikke er omfattet særregler. Se E.3.2.

Derudover er det ydelser, omfattet af særregler for ydelser leveret såvel til afgiftspligtige personer som til ikke-afgiftspligtige personer vedrørende fast ejendom i § 18, se E.3.3.1, ydelser i forbindelse med aktiviteter inden for kultur, kunst, sport, videnskab, undervisning, underholdning og lignende i § 21, bortset fra adgang til arrangementer og ydelser i tilknytning hertil, (omfattet af hovedreglen om leverancer til afgiftspligtige personer fra 1. januar 2011), se E.3.3.3, restaurant- og cateringydelser i 21 a, se E.3.3.4, og korttidsudlejning af transportmidler i 21 b, se E.3.3.5.

Østre Landsret fastslog i SKM2010.655.ØLR, at det følger af ordlyden af den dagældende momslovs § 46, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., jf. § 15, stk. 3, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 6, at betalingspligt for momsen af de i sagen omhandlede leverancer af arbejdskraft fra et færøsk firma påhvilede sagsøgeren som aftager af ydelserne. Landsretten bemærkede herved, at reglerne om omvendt betalingspligt er obligatoriske undtagelser til hovedreglen i momsloven om, at betalingspligten påhviler leverandøren af en vare eller ydelse, hvilket er i overensstemmelse med de ligeledes obligatoriske bagvedliggende bestemmelser i 6. momsdirektiv (nu momssystemdirektivet). Forarbejderne til momsloven fra 1994 samt bemærkningerne til lov nr. 1088 af 19. december 2001 kunne ikke føre til noget andet resultat. Den omstændighed, at det færøske firma var momsregistreret i Danmark og fejlagtigt pålagde fakturaerne til sagsøgeren moms, havde ingen betydning for sagsøgerens betalingspligt efter loven, hvorfor afgiftsmyndighederne havde været berettiget til at forhøje sagsøgerens momstilsvar som sket med den ikke-afregnede moms af leverancerne.

I SKM2002.663.LSR  lagde Landsskatteretten på baggrund af det af told- og skatteregionen og selskabet oplyste til grund, at det pågældende selskab var en momspligtig person efter momslovens § 3, stk. 1, og dermed betalingspligtig efter § 46, stk. 1, nr. 3.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i en retssag vedrørende Landsskatterettens kendelse i SKM2002.663.LSR. Som følge af, at der er taget bekræftende til genmæle har Told- og Skattestyrelsen udarbejdet en kommentar i SKM2004.333.TSS. Under sagens behandling ved landsretten bestred selskabet, at det var en momspligtig person på det tidspunkt, hvor selskabet modtog ydelserne. Selskabet fremlagde endvidere nye oplysninger m.v., der ikke havde foreligget i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen. Såsom sagen forelå oplyst ved landsretten fandt Skatteministeriet det sandsynligt, at landsretten ville nå frem til, at selskabet ikke kunne anses for at være en afgiftspligtig person, hvorfor selskabet allerede af denne grund ikke skal betale erhvervelsesmoms af de omhandlede tjenesteydelser i henhold til momslovens dagældende § 18, stk. 1, nr. 3. Skatteministeriet tog af disse grunde bekræftende til genmæle i sagen ved landsretten.

I SKM2009.665.LSR fandt Landsskatteretten, at et selskab skulle beregne moms ved køb af ydelser fra et engelsk selskab i forbindelse med betalingsoverførsler, idet ydelserne ikke ansås for momsfrie finansielle ydelser. Ydelserne var omfattet af omvendt betalingspligt, jf. den dagældende § 15, stk. 2, nr. 3, og den dagældende affattelse af § 46, stk. 1, nr. 3.  

SKM2008.844.SR omhandler en udenlandsk virksomhed, der leverede rådgivningsydelser fra et andet EU-land til Danmark. Virksomheden havde en postkasse filial i et kontorhotel, dette var alene et telefonnummer, der blev omstillet til hovedsædet i det andet EU-land. Momsmæssigt blev dette ikke anset som et fast forretningssted, da en postkassefunktion som i den givne sag, ikke var tilstrækkelig til at etablere et hjemsted for den økonomiske virksomhed, se afsnit E.3. Af sagen fremgår, at rådgivningsydelsen i alt væsentlighed vil blive udført på virksomhedens kontor i det andet EU-land, den eneste aktivitet her i landet er den "fysiske" indsamling af informationer og gennemsyn af lokaler. Rådgivningsydelserne blev anset for at være omfattet af lovens dagældende § 15, stk. 2, nr. 3, og aftageren af ydelsen var således betalingspligtig af ydelsen efter den dagældende affattelse af § 46, stk. 1, nr 3.