Gas, elektricitet, varme og kulde anses i Momssystemdirektivet og i momsloven som varer, jf. lovens § 4, stk. 2.

Bestemmelserne svarer til Momssystemdirektivets artikler 38 og 39.

Leveringer til afgiftspligtige forhandlere § 14, nr. 5

Efter bestemmelsen er der leveringssted her i landet, når der leveres gas gennem et naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system, eller når der leveres elektricitet eller varme eller kulde via varme- eller kuldenet til en afgiftspligtig videreforhandler, som her i landet har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted, hvortil varerne leveres, eller, i mangel af et sådant her i landet, hvis videreforhandleren har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her.

Ved en afgiftspligtig videreforhandler forstås i denne forbindelse en momspligtig person, hvis hovedbeskæftigelse i forbindelse med køb af gas, elektricitet, varme eller kulde er at videresælge disse produkter, og hvis eget forbrug af disse produkter er ubetydeligt, jf. Momssystemdirektivets artikel 58, stk. 2.

Om stedet for den økonomiske virksomhed, se E.3.1.2. Om fast forretningssted, se E.3.1.3. Om bopæl og sædvanligt opholdssted, se E.3.1.4.

Leveringer til andre aftagere § 14, nr. 6

Efter bestemmelsen er der leveringssted her i landet, når der leveres gas gennem et naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system, eller når der leveres elektricitet eller varme eller kulde via varme- eller kuldenet, og en sådan levering ikke er omfattet af nr. 5, og varerne rent faktisk anvendes og forbruges her i landet. Hvis alle eller en del af disse varer ikke reelt forbruges af kunden, anses de ikke-forbrugte varer for at være anvendt og forbrugt her, når kunden her i landet har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted, hvortil varerne leveres, eller, i mangel af et sådant her i landet, hvis kunden har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her.

§ 14, nr. 6, finder både anvendelse på leverancer til momspligtige og til ikke-momspligtige personer, f.eks. privatpersoner.

Baggrund for lovændringen pr. 1. januar 2011

Det tekniske direktiv (2009/162/EU af 22. december 2009) angår bl.a. beskatningsstedet for grænseoverskridende leveringer af el, gas, varme og kulde. Ved en ændring af sjette momsdirektiv i 2003 blev der indført en særlig ordning med hensyn til bestemmelserne om indførsel af gas og elektricitet samt beskatningsstedet herfor. Ordningen blev indført i tilknytning til liberalisering af grænseoverskridende handel med disse varer. Ordningen betyder i det væsentlige, at momsen skal betales i forbrugslandet.

For at skabe overensstemmelse mellem formålet med og affattelsen af 2003-bestemmelsen blev det i det tekniske direktiv tydeliggjort, at den særlige ordning finder anvendelse på levering af gas gennem ethvert naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system. Efter de tidligere regler skulle momsen af gas og elektricitet opkræves på det sted, hvor kunden rent faktisk forbruger disse varer. De problemer, der knytter sig til levering af varme og kulde, er imidlertid de samme som dem, der knytter sig til levering af gas og elektricitet. Derfor bør der gælde de samme regler for beskatningsstedet for varme og kulde, som gælder for gas og elektricitet.