Regel

Efter indstilling fra Skatterådet bestemmer skatteministeren, hvilke oplysninger af betydning for skatteansættelsen eller skatteberegningen oplysningsskemaet, jf. SKL § 5, skal indeholde, herunder oplysninger til brug for Skatteforvaltningens kontrol af grundlaget for erhvervsdrivendes indkomstopgørelse.

Se SKL § 6, stk. 1, nr. 1.

Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 1535 af 19. december 2017, at bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere SKL § 1, stk. 2. Dog er udtrykket "selvangivelsen" erstattet af "oplysningsskemaet" som følge af afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet. Ligeledes er udtrykket "erhvervsdrivende virksomheders" erstattet af "erhvervsdrivendes" uden, at der er tilsigtet indholdsmæssig ændringer af udtrykket.

Oplysningsfelter og regnskabsoplysninger

Det drejer sig om, hvilke oplysningsfelter på oplysningsskemaet, der skønnes nødvendige for, at der kan foretages en korrekt skatteansættelse eller skatteberegning. I den forbindelse indstiller Skatterådet også til skatteministeren, hvilke oplysninger til brug for Skatteforvaltningens kontrol af grundlaget for erhvervsdrivendes indkomstopgørelse, som oplysningsskemaet skal indeholde. Der er tale om regnskabsoplysninger m.v., som Skatteforvaltningen anvender til brug ved udvælgelsen af virksomheder til kontrol.

Bemærk

Udtrykket "erhvervsdrivende" omfatter alle fysiske eller juridiske personer, som er nævnt i bogføringslovens § 1. Begrebet omfatter f.eks. også forældres udlejning af lejlighed til deres børn. Der kan være tale om konkrete regnskabsoplysninger til regnskabsanalyse og oplysninger om hændelser i virksomheden.

Oplysningsskemaet rummer således på dette punkt både beløbsfelter og felter med spørgsmål, som virksomheden skal svare ja eller nej til.