Indhold
Det følger af offentlighedsloven, at enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.
Dette betyder, at alle anmodninger om aktindsigt i en administrativ straffesag behandles efter offentlighedslovens regelsæt, når den, der anmoder om aktindsigt, ikke er part i forvaltningslovens forstand i den administrative straffesag.
Regel
Der er ikke aktindsigt i administrative straffesager for enhver. Dette følger af OFL § 19, stk. 1.
Dog er der aktindsigt i juridiske personers vedtagne bødeforelæg. Se OFL § 19, stk. 2. Ved disse anmodninger om aktindsigt, finder den særlige tavshedspligt i SFL § 17 anvendelse. Det betyder, at skattemyndighederne skal iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til oplysninger bl.a. om den juridiske persons økonomiske eller erhvervsmæssige forhold.
Bemærk
Der kan ikke gives meroffentlighed i oplysninger, der er omfattet af SFL § 17.
Der er ikke adgang til aktindsigt i egne oplysninger efter OFL § 8 (egenacces), da bestemmelsen undtager sager inden for strafferetsplejen.
Se også
Afsnit A.A.6.2.2.3 om aktindsigt efter offentlighedsloven.