Indhold

Dette afsnit handler om de fælles regler for pligter til at indberette oplysninger om indkomster, fradrag, formue og ansættelsesforhold mv. efter skatteindberetningsloven.

De fælles administrations- og kontrolbestemmelser findes i skatteindberetningslovens (SIL) kapitel 8 (§§ 47-57).

Afsnittet indeholder:

  • Pligt til at indberette oplysninger (A.B.1.3.1)
  • Registreringspligt ved indberetningspligt (A.B.1.3.2)
  • Virksomhedsophør og valutakursomregning (A.B.1.3.3)
  • Indberetning til Indkomstregisteret (eIndkomst) eller eKapital (A.B.1.3.4)
  • Identifikation af de skattepligtige, som der indberettes oplysninger om (A.B.1.3.5)
  • Frister for indberetningen (A.B.1.3.6)
  • Genindberetning og underretning (A.B.1.3.7)
  • Indberetning ved civilretligt sameje af aktiver og låneforhold (A.B.1.3.8)
  • Regnskab og bogføring vedrørende grundlaget for de indberettede oplysninger (A.B.1.3.9)
  • Sanktioner ved manglende opfyldelse af indberetningspligt (A.B.1.3.10)
  • Straffebestemmelser (A.B.1.3.11) (tidligere afsnit A.B.1.4)

Bemyndigelse

Efter SIL § 55 kan skatteministeren fastsætte generelle regler om selve indberetningen.

Bestemmelsen indeholder en generel bemyndigelse til, at skatteministeren kan fastsætte fælles regler om selve indberetningen efter loven. Bemyndigelsen giver ikke mulighed for, at skatteministeren kan fastsætte specifikke regler om, hvilke oplysninger der skal indberettes i relation til de enkelte bestemmelser i loven. Derimod giver bemyndigelsen mulighed for, at skatteministeren kan fastsætte generelle regler, som omfatter flere af eller alle indberetningspligterne i loven.

Bemyndigelsen er udnyttet i skatteindberetningsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1016 af 22. juni 2023 om skatteindberetning m.v. (SIB), hvor der er fastsat regler om, hvem indberetningen skal foretages til, hvordan indberetningen skal foretages, og at indberetningen skal foretages i danske kroner.